Det er altså ikke kun mig, der synes at lufthavne er forfærdelige

• 

  Og så, lige efter security clearance, hvor jeg ikke måtte have an plasticflaske med vand med …

• 

  Denne lange gang er en del af en rute fra afgangshal til armen med adgang til flyet (gaten) ialt ca. 1km

• 

  Men når jeg så er i luften så fascineres jeg – ja, måske alligevel en anden gang

Men når man så er oppe i 5 kilometers højde … så måske alligevel igen en anden gang.

Jeg er lige kommet hjem efter en lille uge i Malaga, et besøg hos en gammel skolekammerat, som tilbød mig et gæsteværelse i en ugestid. Det var en livgivende oplevelse, og det kan godt opveje ubehaget ved at skulle følge reglerne for “sikkerhed” og “anti-terrorisme”, besværet med at gå gennem lufthavnen, og ventetiden.

Det værste var da jeg gik til skranken ved gaten i Malaga; der var besked kl.15 om at boarding var ved gate D49, og boarding lukkede kl. 15:25. Så kl. 15 henvendte jeg mig til den mand, der sad ved skranken. “Stil Dem i køen”, “Stand in the queue”, sagde han.

Så råbte jeg ret højt “DER ER IKKE NOGEN KØ!” – der var ikke en sjæl i venteposition.

Gudhjælpemig om han ikke sagde det samme igen “You must stand in queue” og jeg måtte så gentage (og forsøgte at beherske mig) “Der er ikke nogen kø, Mr.!”

Jeg burde have forklaret: “Men boarding skal ske fra kl.15 og det er nu!”

Han kiggede op … endelig dæmrede det for ham … “Flyet er ikke kommet endnu.”

Nå det kunne man vel have sagt med det samme, eller forlanger jeg for meget? De er nu meget søde og utrættelige, de ansatte i lufthavnene.

Men jeg kan ikke lide det. Flyve i et gammelt Boeing 737-800 fly, med en kaptajn, som man ikke kender, gå i rækker og blive spærret inde i områder med beskeden: “Når du går ind her, kan du ikke komme ud igen”. “Point of no return, you can not enter again when you pass this door.”

“You can check out any time you want,

but you can never leave …”

(Hotel California, Lyrics by “The Eagles”.

“Abandon Hope All Ye Who Enter Here” (Dante’s Inferno)

Advertisement