Røg fra fortiden

• 

• 

• 

Den intellektuelle jazztid havde en pianist, som alle så op til: Bill Evans. Dengang i 1960’erne var Evans et højdepunkt, en koryfæ, som spillede guddommeligt; alle mulige extra toner gav farve til en underliggende dur-moll harmoni.

William John Evans (August 16, 1929 — September 15, 1980) was an American
jazz pianist and composer who mostly worked as the leader of a trio.[2] His
use of impressionist harmony, interpretation of traditional jazz repertoire,
block chords, and trademark rhythmically independent, “singing” melodic lines
continues to influence jazz pianists today.

(Fik vi nu sat citationstegn?)

Hvis man vil studere fænomenet, kan man måske bedst få et indtryk af hans musikalske tænkemåde ved at høre “Danny Boy” eller LondonDerry Air. Man kan slå op i Wikipedia, hvad historien bag digtet/sangen “Danny Boy” er, antikrigssang.

Frederick Weatherly 1913:

Oh, Danny boy, the pipes, the pipes are calling
From glen to glen, and down the mountain side.
The summer’s gone, and all the roses falling,
It’s you, It’s you must go and I must bide.
But come ye back when summer’s in the meadow,
Or when the valley’s hushed and white with snow,
It’s I’ll be there in sunshine or in shadow,—
Oh, Danny boy, Oh Danny boy, I love you so!

But when ye come, and all the flowers are dying,
If I am dead, as dead I well may be,
Ye’ll come and find the place where I am lying,
And kneel and say an Avé there for me.
And I shall hear, though soft you tread above me,
And all my grave will warmer, sweeter be,
For you will bend
and tell me that you love me,
And I shall sleep in peace until you come to me!

Der er ikke meget Jazz over Bill Evans’. Et andet berømt værk af Evans, et album med titlen “Conversations With Myself” kan vist godt kaldes introvert; 3-dobbelt optagelse af ham selv (på “tre klaverer”) og nogle af dem lykkedes, dog fik de en af mine elever til at spørge “Hvad er meningen med det?” og “Hvad er blues for noget?”

Tilsvarende har Keith Jarrett brugt den ved koncerter og utallige er de musikere, som har prøvet at lytte af, hvad Keith Jarrett spiller, og de er nået til forskellige resultater. Heller ikke meget jazzy, og det virker som om Jarrett tøver og tænker mens han spiller (det er jo heller ikke forbudt).

Nå men det var altså røgen på billederne, der var emnet — og det er Bill Evans med Monica Zetterlund dengang de begge var unge, og aktive, og han blæser røg lige i hovedet på hende. Totalt skamløst. På en sangstemme! Det kan kun være fordi han aldrig selv har sunget, ham, Evans.

Jeg ved ikke om det forklarer, hvorfor jeg uden at føle skam tændte en cigaret i en sangtime, hvor den anden elev så skævt til mig (hvorefter jeg selvfølgelig slukkede cigaretten).

Når man kan ændre noget så grundlæggende naturligt (ja, det var “naturligt” dengang) så kan man også lave om på en masse andre ting. Eller …

Advertisement