Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Korthus vælter

Af copyright grunde citerer jeg kun begyndelsen af artikelen:

Korthuse eroderes ikke. De undergraves ikke af tiden. De vælter pludseligt. Et fingerknips, og de er borte.

Katastrofer rammer kun sjældent bygninger med solide fundamenter. Katastrofen er korthusets anden natur, den skrøbelige konstruktions uundgåelige endeligt i kollapset. Vores drøm, og det var kun en drøm, om at skabe demokrati i Afghanistan var aldrig andet end et korthus.

Jeg var i Kandahar tidligt i januar 2002, Talebans hovedkvarter, som var faldet en fire-fem uger tidligere. På gaden står skæggede mænd med tunge ansigter og store turbaner. »Ved du, hvem de er?«, spørger min afghanske fixer, som jeg har hyret i Quetta, hovedstaden i den pakistanske provins Baluchistan.

»Det er dem, der var talebanere indtil i går. Og ved du, hvad de laver? De venter på, at I skal begå en fejl«.

Om natten skriver de detroniserede talebanere på murene: ’Vi vender tilbage’. De ved, at amerikanernes invasion og ambitionerne om at opbygge et demokrati i Afghanistan er et korthus.

Og deres fingerknips kommer. Det tager 20 år. Men det kommer.

//citat end//

Er det en måde at se og forstå historien, eller er det overfladisk?

//Mere citat://

Jeg er ankommet til Afghanistan som skeptiker over for den amerikanske invasion. Jeg har læst den indiske forfatter Arundhati Roys undsigelse af invasionen. Hun hæfter sig ved en detalje, som hun synes siger alt. Det synes jeg også. Amerikansk militær har i dagene op til invasionen nedkastet pakker med mad over Afghanistan. Maden er vegetarisk. De tror, at afghanerne er hinduer og ikke spiser kød. Men som Arundhati Roy sagtmodigt påpeger, bor hinduerne totusind kilometer længere østpå, i Indien.

Jeg tænker som hun, at så uvidende mennesker ikke har ret til at diktere en ny fremtid for et land, de ikke kender. Alligevel forlader jeg Afghanistan som tilhænger af invasionen. Jeg taler med mange mennesker, fra mange samfundslag, og de siger alle det samme. De er taknemmelige over for Taleban, som har skabt orden og sikkerhed i et borgerkrigshærget land. Men de er samtidig trætte af Taleban, der blander sig i alle livets forhold, forbyder musik, undertrykker kvinderne og påbyder mændene en bestemt skæglængde.

En ung kvinde, som jeg møder på et nyoprettet kursus i engelsk i Kabul, vil uddanne sig til kamppilot. Her er en kvinde, der vover at drømme. Det går op for mig, at burkaen både kan være fængsel og puppe. Et nyt liv er på vej.

Jeg føler ikke, at jeg skal gøre mig klogere på Afghanistan end afghanerne selv, så jeg lægger min skepsis til side og deler deres begejstring over invasionen. Et vindue til verden er blevet åbnet. Noget nyt og bedre er i vente. Det tror de på. Det ender jeg også med at tro på.

Kynisk statsminister

Et syn har brændt sig fast på min nethinde. Det er ved min ankomst til Kabul en januardag i 2002. Det er som at køre ind i Dresden en februardag i 1945. 80 procent af Kabul ligger i ruiner. Her og der er der rester af husrækker, som vidner om, at her lå engang en gade. Solide bygninger står endnu, gennemhullet af granater. Jeg læser i disse dage, hvor det gælder om at dæmonisere Afghanistans nye magthavere, hvordan Taleban hærgede og ødelagde Kabul. Men det gjorde de ikke. Sådan så byen også ud, da Taleban i 1996 kom til magten. Det var vores nye allierede, krigsherrerne fra Nordalliancen, der havde lagt deres eget lands hovedstad øde i indbyrdes magtkampe.

//Citat2-end// //Citat3://

»Det, I laver her, er fuldstændig betydningsløst. I kontrollerer byerne og highway’en. Taleban kontrollerer landsbyerne, og det er det, der tæller«.

//Citat3-end//

Er det virkelig så hovedløst, det, de allierede har gjort?

Har man, som Carsten Jensen skriver, støttet de magtbegærlige, som korrumperes af magten og bygger paladser med gyldne vandhaner – smagløse ignoranter?

Advertisement

Written by Donald

Tuesday, August 24, 2021 at 10:43 GMT+0000

Posted in Brok, Jordens Historie

Tagged with

2 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. De ældre årgange/historiekyndige/historieinteresserede erindrer Vietnam-krigen, der reelt startede lige efter 2 Verdenskrig med Frankrigs afvisning af vietnamesernes ønske om selvstændighed. En kortere fredsperiode efter franskmændenes nederlag 1954 blev 10 år senere afløst af US-indgriben i det nu delte lands ønske om selvstændighed. Perioden 1964-1975 var en – stort set – militær fiasko for USA og mange erindrer de kaotiske forhold i Saigon, da US-tropper med pårørende flygtede.

    Når USA og dets allierede i disse dage frem til 31/08/21 udfører en luftbro indrammet af en operationel hektisk fase, associeres den lignende lidet ærefulde rømning af Afghanistan tilbage til 1975 i Saigon.

    Det er muligt, at x antal afghanske børn og især piger har fået tilført nogle kundskaber, men fortiden alias et anderledes (diskutabelt) kulturmønster og styreform er retur…..ligesom i Vietnam. Mon amerikanerne nogensinde lærer det? Var det de menneskelige tab og de økonomiske omkostninger værd?

    Erik Hulegaard

    Tuesday, August 24, 2021 at 11:17 GMT+0000

    • Nej, det var ikke omkostningerne værd, penge kunne være brugt til uddannelse, scholarships til piger og drenge i Afghanistan. Problemet er måske som Anne Libak siger at man har støttet de korrupte i skræk for kommunisme. (I mange spørgsmål er jeg uenig med Libak).

      Donald

      Tuesday, August 24, 2021 at 14:06 GMT+0000


Comments are closed.

%d bloggers like this: