Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for August 24th, 2021

Det er lige før jeg køber DVD med de første “Klassiske” Tom & Jerry tegnefilm

Vi ser en kø af katte, som ønsker at komme med Himmelexpressen. Behøver jeg at forklare, at alle kattene, der kommer, er døde? Også de tre killinger i den våde sæk? Grusomt? Underholdning for børn?

Katten Thomas, Tom, står udenfor et hegn, men nu prøver han at snige sig ind forbi kontrolløren. Han bliver stoppet!

Han får at vide af konduktøren, at han ikke kan komme med Himmelexpressen fordi han hele sit liv ikke har lavet andet end at plage en lille uskyldig mus. Men hvis han kan få musens underskrift på at han er tilgivet, så kan han komme med alligevel – expressen afgår om en time …

Resten af episoden jagter Tom musen for at få en underskrift, og Jerry er ikke sen til at udnytte det.

Til sidst vågner Tom og finder ud af at det er kaminen, som er helvedes ild.

Men tegningerne, de er fantastiske. Wikipedia siger, at de to forfattere og tegnere, Hanna og Barbera, havde fem uger til at lave hver episode, og derfor var der tid til at kæle for detaillerne. De fik flere Oscars og nomineringer end Disney (for “shorts” – altså ikke for såkaldte feature film, af hvilke Disney’s Fantasia og Snehvide var de første).

Written by Donald

Tuesday, August 24, 2021 at 20:58 GMT+0000

Posted in Liv, Tidsmaskinen

Tagged with

Korthus vælter

Af copyright grunde citerer jeg kun begyndelsen af artikelen:

Korthuse eroderes ikke. De undergraves ikke af tiden. De vælter pludseligt. Et fingerknips, og de er borte.

Katastrofer rammer kun sjældent bygninger med solide fundamenter. Katastrofen er korthusets anden natur, den skrøbelige konstruktions uundgåelige endeligt i kollapset. Vores drøm, og det var kun en drøm, om at skabe demokrati i Afghanistan var aldrig andet end et korthus.

Jeg var i Kandahar tidligt i januar 2002, Talebans hovedkvarter, som var faldet en fire-fem uger tidligere. På gaden står skæggede mænd med tunge ansigter og store turbaner. »Ved du, hvem de er?«, spørger min afghanske fixer, som jeg har hyret i Quetta, hovedstaden i den pakistanske provins Baluchistan.

»Det er dem, der var talebanere indtil i går. Og ved du, hvad de laver? De venter på, at I skal begå en fejl«.

Om natten skriver de detroniserede talebanere på murene: ’Vi vender tilbage’. De ved, at amerikanernes invasion og ambitionerne om at opbygge et demokrati i Afghanistan er et korthus.

Og deres fingerknips kommer. Det tager 20 år. Men det kommer.

//citat end//

Er det en måde at se og forstå historien, eller er det overfladisk?

//Mere citat://

Jeg er ankommet til Afghanistan som skeptiker over for den amerikanske invasion. Jeg har læst den indiske forfatter Arundhati Roys undsigelse af invasionen. Hun hæfter sig ved en detalje, som hun synes siger alt. Det synes jeg også. Amerikansk militær har i dagene op til invasionen nedkastet pakker med mad over Afghanistan. Maden er vegetarisk. De tror, at afghanerne er hinduer og ikke spiser kød. Men som Arundhati Roy sagtmodigt påpeger, bor hinduerne totusind kilometer længere østpå, i Indien.

Jeg tænker som hun, at så uvidende mennesker ikke har ret til at diktere en ny fremtid for et land, de ikke kender. Alligevel forlader jeg Afghanistan som tilhænger af invasionen. Jeg taler med mange mennesker, fra mange samfundslag, og de siger alle det samme. De er taknemmelige over for Taleban, som har skabt orden og sikkerhed i et borgerkrigshærget land. Men de er samtidig trætte af Taleban, der blander sig i alle livets forhold, forbyder musik, undertrykker kvinderne og påbyder mændene en bestemt skæglængde.

En ung kvinde, som jeg møder på et nyoprettet kursus i engelsk i Kabul, vil uddanne sig til kamppilot. Her er en kvinde, der vover at drømme. Det går op for mig, at burkaen både kan være fængsel og puppe. Et nyt liv er på vej.

Jeg føler ikke, at jeg skal gøre mig klogere på Afghanistan end afghanerne selv, så jeg lægger min skepsis til side og deler deres begejstring over invasionen. Et vindue til verden er blevet åbnet. Noget nyt og bedre er i vente. Det tror de på. Det ender jeg også med at tro på.

Kynisk statsminister

Et syn har brændt sig fast på min nethinde. Det er ved min ankomst til Kabul en januardag i 2002. Det er som at køre ind i Dresden en februardag i 1945. 80 procent af Kabul ligger i ruiner. Her og der er der rester af husrækker, som vidner om, at her lå engang en gade. Solide bygninger står endnu, gennemhullet af granater. Jeg læser i disse dage, hvor det gælder om at dæmonisere Afghanistans nye magthavere, hvordan Taleban hærgede og ødelagde Kabul. Men det gjorde de ikke. Sådan så byen også ud, da Taleban i 1996 kom til magten. Det var vores nye allierede, krigsherrerne fra Nordalliancen, der havde lagt deres eget lands hovedstad øde i indbyrdes magtkampe.

//Citat2-end// //Citat3://

»Det, I laver her, er fuldstændig betydningsløst. I kontrollerer byerne og highway’en. Taleban kontrollerer landsbyerne, og det er det, der tæller«.

//Citat3-end//

Er det virkelig så hovedløst, det, de allierede har gjort?

Har man, som Carsten Jensen skriver, støttet de magtbegærlige, som korrumperes af magten og bygger paladser med gyldne vandhaner – smagløse ignoranter?

Written by Donald

Tuesday, August 24, 2021 at 10:43 GMT+0000

Posted in Brok, Jordens Historie

Tagged with

Man burde kunne potte pænere

Min kollega på RUC for 12 år siden, Peter, havde lavet en krukke med tradescantia, der så så fin ud, det så frodigt ud, de skød til alle sider. Jeg skønner han havde sat mange stiklinger ved siden af hinanden, så det prøvede jeg også denne gang, men hvis stænglerne skal mindst ½ ned i jorden (i de små potter her) så kan jeg ikke finde ud af at få dem til at stå oprejst og pege op mod lyset, så det ser smukt og frodigt ud.

Ikke desto mindre blomstrede den ene af dem – selvfølgelig en blomst fra før de blev “høstet” og stiklinger taget. Jeg synes det ser sødt ud og bliver helt glad.

Written by Donald

Tuesday, August 24, 2021 at 10:34 GMT+0000

Posted in Stueplanter

Tagged with ,