Jeg kan somme tider mere

• 

  Her ligger halvdelen af afklippet fra buskene, som tog lyset fra køkkenvinduet

• 

  Nu er det meste båret ned på traileren, men sådan kan man selvfølgelig ikke køre til Genbrugsstationen

• 

  Færdig – lange grene er klippet over, læsset er presset sammen, klar til afgang

Foto-fortællnger er en sjov disciplin: det gælder om at bruge øjnene og sætte sig i en fremmeds sted; —
hvor let er det at følge en historien via billederne og en minimal text?

—===oooOOOooo===—

Det er jo rent privat, men som sagt er bloggen udover nogle filosofiske indlæg, lidt brok og lidt foto-nydelse, et sted hvor jeg kan fortælle om mig selv uden at blive afbrudt hele tiden …

Hvorfor er det så alment forekommende, at den ene i et parforhold føler sig overset?

Nå der slap så alligevel en (lomme)filosofisk bemærkning ud. Vi vil alle gerne ses og høres, og måske er det forkert, meget forkert, når man i hine tider sagde at børn skal ikke høres. Var det en forkortet udgave af en længere sætning, altså denne: “Børn skal ses og ikke altid kun høres som baggrundslarm!”

Nå tilbage til arbejdet. Jeg har en oplevelse af at jeg nogle gange har det godt, og andre gange er uoplagt og tilbøjelig til at lave fejl, tabe porcellæn, spille forkert på klaveret og skære mig i fingeren i stedet for i grøntsagerne.

I sidste uge ville jeg flere gange klippe buske og træer ved indgangen, og til sidst, Fredag aften kl. 1745 tænkte jeg “hellere sent end aldrig”; her ses tre billeder, først hvor meget der er klippet af liggende på jorden (der var nu mere på den anden side, som ikke ses) så blev der båret ned på traileren, og på tredie billede har jeg klippet grene over, så læsset ikke stritter ud over kanterne og ikke går for højt op.

Lørdag var jeg så til Torvedag for at snakke med de andre lokale, derefter på Genbrugsstationen med læsset og endelig på indkøb for de sidste ting til en lille familiemiddag om aftenen.

Blomkålsgratin’en smagte godt, forlyder det, men den blev ikke spist op, faktisk var der til to dage bagefter … haha.

De tre store marinerede kyllingelår var for salte, men kartoflerne og champignonsovsen var et hit.

Salaten kunne jeg godt lide … men den blev også kun overfladisk besøgt. Måske var den for syrlig, men jeg spiste resten de to næste dage (det gør ikke noget at salatbladene bliver lidt bløde, tomat og løg smager stadig godt selv om de har ligget i olie-citron i et par dage).

Men om aftenen kl.22 var jeg træt og de næste dage fik jeg ikke lavet noget ude (men holder fast i at spille klaver, læse, og følge nyheder). Skal man være bekymret? Lægerne og min familie siger nej, men andre gange får jeg en fornemmelse af at de (familien) har sendt mig halvvejs til kirkegården. Eller som en bekendt siger: “De er meget interesserede i mit helbred!”

Nu skinner solen (det er Tirsdag) og jeg må hellere gå ud og beskære resten, der er til mindst to læs mere før jeg bliver færdig med indgangs-buskene.

Advertisement