Archive for August 5th, 2021
Den lyseblå er blevet brun
Der lå et lyseblåt hus her på strækningen langs kystskrænten fra Rågeleje til Udsholt, samme lyseblå farve som den feriekoloni, der lå ved siden af min svigermors sommerhus i Asserbo. Huset på kystskrænten i Rågeleje var vistnok også en slags feriekoloni. (Københavns-Kommunes udflugtsmål for lærere og eventuelt en håndfuld elever.)
Som ung tænkte jeg: Vi tager i sommerhus for at have det godt, hvorfor bliver vi ikke bare boende her? Altså her i området? jeg kiggede længselsfuldt på de små huse, der lå langs med Møllevangsvej, murermestervillaer, parcelhuse, bungalow’er, ikke imponatorer, som min direktør engang kaldte det, men blot små dejlige familieboliger, hvor børn kan klatre i æbletræer.
Engang jeg kørte forbi Rågeleje med min lille søn sagde jeg: Dette er Danmarks smukkeste sted. Jeg tænkte egentlig samtidig “Det ligner Sjællands Odde”, og andre steder i Danmark, men at det er smukt på en sommerdag, det kan man jo selv se …
Så da der skete en masse ting i mit liv valgte jeg at flytte til Nordkysten. Det blev lettere af at min søn sagde “det er et pænt hus!”
På billede to kan man se at renoveringsfirmaet hedder “byggemand.dk” – var der ikke en børneserie, der hed Byggemand Bob?
Antivaxer
Godt ord igen? Antivaxer eller, som Google foreslår, Antivaxxer? Én, der er imod vaccinering?
Den Danske Ordbog, Ordnet.dk – ddo/ordbog?query=antivaxer henviser til:
Vaccineskeptiker, substabtiv, fælleskøn
Bøjning -en -e -ne; Oprindelse: Kendt fra 2000
Person, der trods videnskabelig dokumentation er skeptisk over for vacciner og deres effekt, og som ofte afviser at lade sig selv eller sine børn vaccinere Synonym antivaxer
Expl: Vaccineskeptikere bliver ofte koblet sammen med konspirationsteorier og benægtelse af videnskab Berl2020 (Berlingske 2020)
At vaccineskeptikerne kan tage fejl viste sagen om MFR-vaccinen, som viste sig ikke at kunne give autisme (Information 2016).
Er Christine Staple-Bell en antivaxxer, når hun anbefaler at man ikke vaccinerer børn mod Covid-19 fordi vi indtil videre ikke har nok erfaring med denne type vacciner og fordi børn ikke bliver så syge, så man kan frygte at vaccinen skader mere end den gavner. Børns immunsystem har bedre af at de selv reagerer mod en virus, og – mente hun – derved kan de danne en bedre immunisering.
Der er flere ting i dette, og jeg savnede en oplysning, som jeg havde fået af vor korrespondent på Ærø: Nemlig at Staple-Benn også mener at den gamle form for immunisering med vacciner byggede på svækkede eller dræbte virus og bakterier, mens denne mRNA form bygger på en gendannelse af antigener og antistoffer via indføring med en ny-opdaget mekanisme i menneskets egne celler, som så går igang med at danne antigener, og derefter går kroppen igang med at danne antistoffer, der så – i tilfælde af smitte – er klar til bekæmpelse.
For helt at forstå hvorfor Corona-viruser er så farlige mener jeg at man burde fortælle igen-og-igen at det er mængden af smitte, og når en virus har erobret en celle kan den i meget hurtigt tempo generere virus-kopier, der spreder sig hurtigt i kroppen. Immunsystemet går langsomt igang, det kræver at der dannes nye hvide blodlegemer, leukocytter, neutrocytter, som er rettet mod netop de nyligt indtrængende virus.