Archive for July 28th, 2021
Lærketræ – nåletræ
Jeg fik beskåret lærketræerne i hegnet til naboen.
Jeg lagde noget af det afskårne på jorden og der gik et par dage, inden jeg samlede op og kørte væk.
Alle nålene var faldet af grenene.
Hvordan kan det være at den smider nålene så hurtigt? Lærk er ikke stedsegrøn, så den har evnen til at smide dem, når konjunkturerne går ned. Koster en nåle mindre for lærk end for fx. rødgran? OK Rødgran drysser også hurtigt, men så blågran, Normann gran, Sitka – de kan beholde nåle i flere uger.
Her kommer et alvorligt spørgsmål: For ikke at shocke lærketræerne helt, så de gik ud, lod jeg en del grene stå efter at have topkappet. Derved, tænkte jeg, får de stadig hormoner fra skuddene på de lavere grene.
Men overalt begyndte lærketræerne at skyde, først og fremmest fra spidserne af de meget lange grene, som jo helst ikke skulle blive længere, og så minsandten begyndte de også, som forventet, at skyde fra stammen.
Spørgsmålet er så: Kan man skære alle de lange grene ned til civiliseret mellem-hus-lærke-udseende allerede nu? Var det i virkeligheden omsonst, at jeg lod grene være tilbage?
Jeg tror ikke det var omsonst, men jeg tror at det bedste nu er at tage spidser fra grenene så de ikke bliver længere og skære de grimmeste/længste helt væk.
Hvis Lærk har det som andre træer, så er skud fra stammen aldrig helt så livskraftige og fysisk stærke som skud fra nyere grene (de kan let falde af). Der var mange døde grene på disse træer.