Archive for June 24th, 2021
Sankt Hans – dagene bliver ikke længere
De første billeder er fra min have, jeg troede egentlig at der var flere grene i den bunke, som var groet helt til. Og jeg kunne sådan set have smidt mere på bålet fra de grene, der lå under lærketræerne, men det var eftermiddag og jeg tænkte “dette er egentlig en generalprøve på hvordan min nye (men tilgroede) bålplads kan fungere, så der skal ikke være kæmpegrene på bålet.”
De næste billeder er fra fællesarealet på Egevej, hvor Charlotte bor. Poul og hans datter på Segway havde en glad aften. Man ser at der var en del mennesker, man får hilst på hinanden. Det burde vi jo også gøre her, men i Vejby er der faktisk bål ved Sportsforeningens grønne områder, og dér vil flertallet jo samles.
Måske skulle man lige tilføje at det stadig er lyse nætter en måned mere, og at det er et smukt syn at gå ud helst på en strand og se den nordlige himmel lyse svagt klokken 1 om natten, hvor der faktisk ellers er ret mørkt.
Den ultimative positivist vil sikkert sige: Længere nætter! Så kan vi hygge os mere!