Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Musik på dåse – hvad er udløbsdatoen?

Musikøkonomi – hvornår bliver det et akademisk fag?

De unge kunstnere, som har lavet denne video om hvor meget editering der er af optagelser af klassisk musik, fremlægger ganske klart dilemmaet: Meget “pop” eller “beat, rock mv” er lavet for CD udgivelse og bliver bagefter udført som scenekunst; et herhjemme godt kendt exempel fra 1980’erne er Nana’s flotte optagelse af “Buster”, hvor hun synger flere spor og “synger kor med sig selv”.

Men der er mange andre exempler – find video’en og se nogle af de interessante detailler.

Derimod må klassiske kunstnere gå den anden vej, først blive kendt fra koncerter, derefter få kontrakter på “fonogram-udgivelser”.

I grammofonens barndom måtte man indspille alt i første hug; senere, da båndoptagere blev af god kvalitet, indsneg fejlretning sig.

Det billede, vi får fra grammofon-optagelser (CD’er/Streaming, alt elektronisk, også live-koncert-optagelser!) er altid redigeret. Spørgsmålet er så, hvor grænsen går: Hvornår mister musikken sit udtryk og bliver til lydtapet?

Går der noget tabt, når musik som man lytter til, er “kunstig”? Får man en anden oplevelse ved at høre en musiker spille i det samme rum, som man fysisk er til stede i? [Ja selvfølgelig, ikke sandt?]

Scenekunst er en genre for sig selv i dag. Og det har en overgang været den eneste distributionsform, som kunstnerne tjente “rigtige penge” på, for elektronisk musik kan jo kopieres og spilles i det uendelige.

Jeg har en fornelmmelse af at vi bør bevæge os hen i retning af at lydudgivelser må opfattes som en måde, kunstneren kan række ud – nå publikum; når der er gået noget tid, er det et minde, som et gammelt fotoalbum, og vi bør sørge for at få taget nye billeder. Det skyldes mit syn på at kunsten kræver fornyelse, nutidighed, for at være kunst. Overfor det står at musik af Bach, Beethoven, Chopin og mange andre er så “veltalende”, ligesom Shakespeare dramer, så de stadig siger mig noget. Men man kan alligevel godt foretrække en ny iscenesættelse, ikke sandt?

Det var dagens filosofiske udfordring.

Jeg overvejer, hvad og hvor meget jeg skal fortælle om Studenter sammenkomst i går, 56 år efter Studenterexamen!

Advertisement

Written by Donald

Sunday, June 20, 2021 at 20:40 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

4 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Du skulle have set en udsendelse på tyske arte-tv: om Chopin-konkurrencen i1965 med Martha Argerich og Arthur Moreira Lima. Der var sort-hvide optagelser fra konkurrencen, og optagelse fra 2010, hvor Martha 45 år efter gav Chopins 1. klaverkoncert. Det var one-takes, ikke Take-5! 🙂

    AagePK

    Sunday, June 20, 2021 at 21:43 GMT+0000

    • Hvis man optager på den måde – one take – så brænder kunstnerens karakter igennem.

      Pablo Casals (Cello) sagde det nemlig så rigtigt: Jeg laver en fejl i hver indspilning, for ellers er det umenneskeligt.

      Han sagde ikke noget om hvorvidt det var med vilie eller ej 😉

      Donald

      Sunday, June 20, 2021 at 23:47 GMT+0000

  2. Hvor er der dog sket meget på den tekniske front i vores levetid. Nu kan man have et hjemmestudie bare på sin egen computer.
    Det lyder dejligt med jeres studentersammenkomst i weekenden! Min klasse holder jo også sådan nogle sammenkomster.

    Madame

    Monday, June 21, 2021 at 1:44 GMT+0000

    • Der er stadig lidt forskel på kvaliteten i et hjemmestudie og de professionelle – efter denneher video fandt jeg en anden video med Rick Beato, som har været “producer” gennem 35 år, hvor han fortalte om udviklingen. Ja – det er meget der er sket.
      Det var en dejlig sammenkomst, ja! man bliver mere forstående, accepterende, bekræftende med tiden, og dette med at se tilbage sammen med andre kan være godt for humøret.

      Det er godt at du også har en klasse at mødes med. Det er ikke alle, der er så heldige.

      Donald

      Monday, June 21, 2021 at 8:54 GMT+0000


Comments are closed.

%d bloggers like this: