Musik på dåse – hvad er udløbsdatoen?

Musikøkonomi – hvornår bliver det et akademisk fag?

De unge kunstnere, som har lavet denne video om hvor meget editering der er af optagelser af klassisk musik, fremlægger ganske klart dilemmaet: Meget “pop” eller “beat, rock mv” er lavet for CD udgivelse og bliver bagefter udført som scenekunst; et herhjemme godt kendt exempel fra 1980’erne er Nana’s flotte optagelse af “Buster”, hvor hun synger flere spor og “synger kor med sig selv”.

Men der er mange andre exempler – find video’en og se nogle af de interessante detailler.

Derimod må klassiske kunstnere gå den anden vej, først blive kendt fra koncerter, derefter få kontrakter på “fonogram-udgivelser”.

I grammofonens barndom måtte man indspille alt i første hug; senere, da båndoptagere blev af god kvalitet, indsneg fejlretning sig.

Det billede, vi får fra grammofon-optagelser (CD’er/Streaming, alt elektronisk, også live-koncert-optagelser!) er altid redigeret. Spørgsmålet er så, hvor grænsen går: Hvornår mister musikken sit udtryk og bliver til lydtapet?

Går der noget tabt, når musik som man lytter til, er “kunstig”? Får man en anden oplevelse ved at høre en musiker spille i det samme rum, som man fysisk er til stede i? [Ja selvfølgelig, ikke sandt?]

Scenekunst er en genre for sig selv i dag. Og det har en overgang været den eneste distributionsform, som kunstnerne tjente “rigtige penge” på, for elektronisk musik kan jo kopieres og spilles i det uendelige.

Jeg har en fornelmmelse af at vi bør bevæge os hen i retning af at lydudgivelser må opfattes som en måde, kunstneren kan række ud – nå publikum; når der er gået noget tid, er det et minde, som et gammelt fotoalbum, og vi bør sørge for at få taget nye billeder. Det skyldes mit syn på at kunsten kræver fornyelse, nutidighed, for at være kunst. Overfor det står at musik af Bach, Beethoven, Chopin og mange andre er så “veltalende”, ligesom Shakespeare dramer, så de stadig siger mig noget. Men man kan alligevel godt foretrække en ny iscenesættelse, ikke sandt?

Det var dagens filosofiske udfordring.

Jeg overvejer, hvad og hvor meget jeg skal fortælle om Studenter sammenkomst i går, 56 år efter Studenterexamen!

Advertisement

Parkering under lindetræ på Frederiksberg Allé

Bilvask i Skærød er billigere end bilvask i København

— Jeg undrede mig faktisk lidt over at der var så mange parkeringspladser på Frederiksberg Alle, side-vejen med de smukke lindetræer.

Og så kunne jeg ikke finde selskabet, som under den hedebølgen på 30°Celsius havde taget plads indendørs fordi der jo var bestilt bord i forvejen.

Men måske skyldes det, at Lindetræerne faktisk er ret dårlige naboer til parkerede biler, for de sender en regn af saft ned fra kviste og blade. Jo – det vidste jeg jo godt, lidt, og tænkte også da jeg stillede bilen, at jeg skulle huske at se, om lakken havde fået så meget lindesaft at man måske skulle vaske den.

Ak! Lindetræerne havde splashet vildt. Forruden var grå, og spritvand og vinduesvisker var kun en midlertidig løsning.

Det var nødvendigt at vaske ruden grundigere, så jeg kørte til en tankstation (dem er der ikke mange tilbage af i København!) og vaskede forruden. På vejen hjem fik jeg så vasket hele bilen på min lokale bilvaske-tankstation.