Lampe foræres …

Nostalgien trives for tiden. Jeg skal til jubilæum. Jeg er fra en tid, hvor der ikke var nogen motorvej, Hovedvej 1 til Korsør gik gennem bymidten i Slagelse. Der blev pløjet med hest. Jeg har set en høstak – ikke i et frilandsmuseum!

For bybørn: En pinocchio-kugle kostede 1 øre, en salmiakstang kunne fås for 10 øre. En pakke med 5 Eiffel cigaretter kostede vel 1 krone? Eller var det 50 øre? I skolebøgerne blev der gravet grøfter. Der var også et billede af en “sædemand” som såede med hånden fra en pose på maven. Smeden i kælderforretningen lavede ting for folk, men til sidst var der ingen kunder. Skomageren lukkede. Rullekonen (en rar ikke så gammel dame) lukkede, og sidste dag blev hun hentet af en mand i en (gammel) amerikaner, et dollargrin. Manden forklarede mig at det ikke var sjovt at være rulleforretning, og at børn af rulle-forældre ofte mistede en finger.

Jeg abonnerer ikke på gode gamle dage. Min professor kunne ikke forestille sig, at man ikke havde råd til en sporvognsbillet. Har jeg mon sagt det før: Der var nogle samfundsklasser, som havde det godt, og der var ikke så meget mønsterbrydning. Ked af det hvis jeg gentager mig selv.

Man genbrugte ting i en grad, som selv i en genbrugsforretning kan være svært at forstå. Skjorter, flipper kunne fornyes. Sokker blev stoppet. Køkkener blev malet. I dag fremstilles mange ting, som simpelthen ikke kan repareres.

Det er synd at kassere ting, der kan bruges. Det gør åbenbart særlig ondt på min søn, når han ser noget, som uden videre kan bruges, selv om det ikke er noget, der kan sælges i “Det Grønne Hus”.

Advertisement