Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for June 10th, 2021

Aftentur – med silhouetter af græsarter

Engang jeg var i Kongens Dyrehave ved Hillerød blev jeg forbavset over de smukke arealer med en sky af røde aks, en græsart, som åbenbart trivedes vældig godt dér og udkonkurrerede de fleste andre planter. Jeg havde ikke kamera.

Jeg slog op og lærte lidt om rødsvingel, rapgræs, hvene, kvikgræs, hundegræs, marehalm, – men ikke nok til at min plæne blev meget bedre (den er såmænd god nok).

I dag gik jeg så rundt i haven og på stierne her og så nøje på græsarterne, som allerede nu har ax med frø – der dog ikke er modne, og ikke falder af. Jeg prøvede at fange den røde farve på det fine rødsvingelgræs, men uden held.

Efter nogle timers arbejde og en lur var det tid til solnedgangsmotion. Her ser man på især de nederste billeder, hvor mange arter der er på et udsat sted, – en kystvendt skråning, hvor græsset er uforstyrret af fødder, men hvor vinterstorme fra havet slår alt andet ihjel. Selv om der er nogle mennesker på et af billederne, er det ikke normen, de er kravlet over et hegn for bedre at kunne styre en drone, der lød som en hel bisværm.

På ax-silhouetterne kan jeg minimum skelne hundegræs og rapgræs – men der er mange andre arter, som jeg ikke kan bestemme (En anden gang må jeg prøve GoogleLens.)

Ax close up

Med mobilkameraet er dette det nærmeste, man kan komme en næroptagelse. Et ax er lagt på en tallerken og der er lys fra et vindue og fra en emhættes mere rød-gule lys – og netop derfor er det desværre ikke særlig tydeligt at frøene på den ene side er lidt rødlige.

Bonus information:

Tidligere var 55 millioner år gammelt, fossilt græs fra Tennessee det ældste fund, man kendte af græs. 70 millioner år gammelt græspollen var imidlertid fundet i Egypten. Men i 2005 påviste undersøgelser af fossile ekskrementer efter dinosaurer bittesmå phytolitter (kiselceller), der kun findes i græs. Opdagelsen afslørede, at fem typer græs i slægt med moderne varianter fandtes i Gondwana-delen af det indiske subkontinent for 71-65 millioner år siden.

Advertisement

Written by Donald

Thursday, June 10, 2021 at 22:50 GMT+0000

Posted in Hav, Vejr

Tagged with

Byplanlægning: Byport, Boligområde, – forretninger

I midten af 1900 tallet var denne lille by og mange andre en hovedgade, biveje til nabobyerne og en enkelt eller to amtsveje til de nærmeste provinsbyer – Hillerød og Frederiksværk. Men ligesom Københavns omegn (fx Værløse) blev klare over at de ville blive forstad, har man her i Helsinge set det komme: Byudvidelse, pendlere, forstadsfunktion.

Kommunen (først som Helsinge, nu inclusive Græsted-Gilleleje) har længe ønsket at udvide med både sociale boliger, tæt lav bebyggelse og omegnskvarterer med store, fritliggende boliger (Annisse, Høbjerg, Valby, Blistrup); alt sammen kan styres gennem byplanlægning og tilhørende zone-bestemmelser, tilladelser til udstykning, vejføringer, naturfredning.

Det går op for mig mens jeg skriver, at der er sket så meget i de 50 år jeg har kendt området, at det ville kræve 40-80 sider; men man kan dog opsummere således: Byen har mere end fordoblet antallet af boliger, har fået gågade, og der har været minimum 3 fallerede større byggeprojekter og 6 vellykkede, — man stræber efter at blive forstad til et stor-blomstrende bioteknisk Hillerød, og der har været flere hinanden modstridende byplaner.

Helsinge har nu et centrum …

Jeg kan ikke finde ud af at tilføje en billedtext UNDER billedet; men pyt – tilbage til emnet:

Vil dette byggeri blive slum? Vesterbro var slum og skulle nu efter sigende være “mondænt” (hvilket jeg nægter at tro på … jeg må hellere tage ind og se efter!) så Helsinge kan vel også blive mondænt må byplanlæggerne have tænkt.

Vi elsker alle at se byernes ansigter, og se hvordan opfindsomme mennesker har forskønnet de steder, vi bevæger os i, men der er altid konflikter, nogen vil have mere natur (i betydningen plantede træer og lignende) andre vil have forretninger, diskoteker, små forretninger, biografer og så videre. Atter andre vil bare have fred.

Written by Donald

Thursday, June 10, 2021 at 11:24 GMT+0000

Posted in Cityscape

Tagged with