Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Livsoverblik, hvornår er det for sent

Nu er det 35 år siden at jeg købte det lille hus og flyttede — knap halvdelen af mit liv har jeg boet her. Jeg også kendte stedet længe før og var meget tiltrukket af det.

Mit nye hus var meget pænt, virkelig, og rigeligt stort til en voksen og et barn, og jeg indrettede det strax så godt jeg kunne.

Blandt andet købte jeg gardinstænger her i Vejby i den lokale manufaktur, huset på billedet nedenfor. Damen fortalte at nu skulle de snart på sommerferie, og lukkede for sommeren, for de havde ikke holdt sommerferie i 30 år. Jeg var 40 og syntes at tredive år er utroligt mange år, og det synes jeg stadig.

Jeg har virkelig svært ved at se mit liv – og andres – i en karriere-kikkert; en synsvinkel, hvor man ser logikken i at gå fra uddannelse til noget andet og videre danne sig en livs-stilling.

Det er nok derfor at mit liv har forløbet så underligt.

Bemærk trappen

Huset var manufaktur, og indgangen var dér, hvor trappen var – så var der to eller tre store udstillingsvinduer. Jeg fik historien om udvidelse fra beskeden 1-værelses forretning senere; det var lykkedes at drive en forretning i “sommerlandet” på en måde så indehaveren havde kunnet købe hele huset.

Jeg ser huset fra bilen, som holder parkeret udenfor Rema, der dengang var et bondehus med en lille købmandsbutik, som indehaverne fik til at blive områdets bedste supermarked.

Det er længe siden, at manufakturen lukkede og huset blev ombygget til boliger. Men trappen til den gamle indgang til butikken har fået lov at blive liggende.

Written by Donald

Wednesday, June 9, 2021 at 16:28 GMT+0000

Posted in Liv

Tagged with

6 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Man ser nesten alltid spor etter forgangen tid og så har man jo sin hukommelse, så lenge DET varer.
    Klem på deg ❤

    Annemor Schønhaug

    Wednesday, June 9, 2021 at 16:44 GMT+0000

    • Spor, ja, men vores liv er små korte glimt sammenlignet med stenene, Norges Fjelde (og andre bjerge) fortæller fordi der er spor af liv som det var for 2500 millioner år siden – ufatteligt.

      Men jeg tænker på damen, som fik en sommerferie efter 30 år, det var da på tide. Jeg håber hun havde nydt de lange vinterdage, hvor der jo sjældent var sommergæster og derfor sjældent kunder i butikken. 🙂

      Donald

      Wednesday, June 9, 2021 at 20:37 GMT+0000

  2. Det er lidt vemodigt.
    I kvarteret, hvor vi boede for 30-40 år siden, var der dengang masser af små forretninger, men i dag er der næsten ingen tilbage. Og dem, der er, er næsten alle fast food (pizza). Sådan er det desværre over hele landet.

    Eric

    Wednesday, June 9, 2021 at 19:11 GMT+0000

    • Uh, åh ja det tænker jeg også altid på, det er meget vemodigt.

      Donald

      Wednesday, June 9, 2021 at 20:39 GMT+0000

  3. 30 år er ofte defineret som en menneskealder. Og sandheden er vel, at “udviklingen” de seneste 30-35 år har rullet med større acceleration. Er “udviklingen” f.eks. et tog, man stiger af og på? Sidder man bedre på 1. klasse end 2 klasse, er det prisen værd eller omsat til dine ord: Har det for dig været prisen værd at skifte jobs, at skifte togvogn i forskellige retninger, nogle gange med succes (1. klasse), andre gange på 2. klasse.

    I vores alder er der brug og tid til refleksion. En addition i samme forbindelse er det sentimentale i at mindes, noget der ofte kan ramme med enten bløde eller hårde mentale stød…..som, når nu den gamle trappe på det ændrede hus stadig er bestående.

    Kartoffelkuren blev netop via et finanspolitisk indgreb indført i samme år (1986), hvor du købte dit bosted. Det var smalhals for mange, i dag har mange husholdninger det langt bedre, men alligevel har REMA1000 og andre ligesindede forretningskoncepter kronede dage.

    hulegaarddk

    Wednesday, June 9, 2021 at 19:41 GMT+0000

    • Rema kan åbenbart købe ind, så de kan køre med faste lave priser. Det er ovenikøbet ofte en god kvalitet – eller også har de flere kvaliteter.

      Jeg var forbavset, da damen i Manufakturen fortalte at de havde arbejdet uafbrudt i så mange år, – uden ferie, – men på den anden side fik jeg jo så senere historien om, at den lille manufaktur i begyndelsen var meget mindre og havde lykkedes at etablere et kundegrundlag og få råd til at købe hele huset. Jeg gætter at konen om vinteren havde lange dejlige dage, hvor arbejdet i butikken var næsten nul.

      Der er rigelig brug for refleksion, ja det er så sandt, og det er derfor at man opdager hvilken terapi det er at skrive. De fleste har op- og nedture i karriere-forløbet, men hvis man undervejs har foretaget et 180° vending, så skal man nok prøve at finde forbindelsen mellem de to halvcirkeler.

      De mange succes’er og nederlag, pinlige historier, og smukke øjeblikke, de må gerne give stof til romaner – men de må ikke tynge. Jeg tror at værktøjet til at tage vægten ud af dem er det positive livssyn, og evnen til at blilve klogere.

      Donald

      Wednesday, June 9, 2021 at 20:47 GMT+0000


Comments are closed.