Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for June 2021

Regn

Så kom der regn – mere end forudsagt, på website Tisvildevejr siger de at indtil nu kl.1020 er der faldet 10.5 mm regn. Det er da meget pænt. (kl.14.30 er der faldet 16.8 mm)

På video’en kan man høre vandet risle i en nærliggende brønd, vandpyt, jeg kan ikke se hvor, og man kan høre en ihærdig fugl, der pipper meget karakteristisk (jeg ved ikke hvad det er for en art.)

Løftebrud var buzzword for højrepolitikerne da Thorning fik statsministeriet. Men den tankegang skal man ikke bruge overfor Vejrguderne, der havde varslet 2-3 mm regn, igår blev det så til 4 mm. varslet, og nu her til formiddag faldt der 10 mm og det regner stadig. Og det er vi glade for, så – gerne flere løftebrud når tørke er varslet.

Men vejret er stille og mildt. Blæsten vælter ikke noget. Man får lyst til en regnvejrstur.

Advertisement

Written by Donald

Wednesday, June 30, 2021 at 8:46 GMT+0000

Posted in Vejr

Tagged with

Mere midsommer og lyse nætter bliver det ikke i år

Der var ikke nogen aften, hvor jeg havde nydt de lyse nætters mirakel (under, vidunder, hvad skal jeg sige, hvis jeg skrev “under”, – altså de lyse nætters under, – så lyder det under-ligt) så da det var klart vejr, lunt, og jeg alligevel var vågen, så besluttede jeg at køre en tur langs Nordkysten. Solen står højest på himlen ca. kl.13.19 så ligger den nok længst nede under horisonten ca kl.01.15 Det første billede er Kattegat fra Rågeleje kl.01.10

Dagenes længde er ca. 17 timer og 15 minutter (aftaget 3 minutter siger suninfo.dk);

men det betyder mere om det er klart vejr eller bare lidt overskyet.

Jeg kan kun undre mig over at på første billede ser man lyset fra en stjerne (hvis man ser billedet i fuld størrelse, man kan godt få det lidt større ved at klikke på det en gang og måske på undermenu vælge “full screen”).

Lyset fra stjernen – de kunne sådan set godt være Nordstjernen – kommer 10-20 lysår gennem universet, mens Kulla fyrets glimt kommer så hurtigt, at vi ikke opdager lysets tøven.

Written by Donald

Tuesday, June 29, 2021 at 19:55 GMT+0000

Posted in Carpe Noctem, Vejr

Tagged with ,

Artsrigdom

Det er klart at vi skal skønne på andre levende væsener end os selv, og det giver bymennesker udtryk for ved at sige “pas på naturen”, “bevar artsrigdommen”, “mere natur”. Vi er nok nogle stykker, som er lidt skeptiske overfor natur. Jeg ville nødigt skulle finde mit daglige brød i grøftekanten og blev overrasket forleden over hvor meget mad jeg kan få i Rema for en rimelig penge.

Men jeg ville alligevel ønske at min plæne ikke var så fuld af krybende potentil, tidsler, bynke, vejbred, mælkebøtter …

Alle de tre sidste billeder er fra min have, og fra steder hvor der burde være græs.

Oprindelig havde jeg tænkt at det hele skulle være græs, det var dog kun indtil jeg opdagede at man er nødt til at have læhegn.

Written by Donald

Monday, June 28, 2021 at 15:23 GMT+0000

Posted in Mark, Naturpleje

Tagged with

Torvedag – man mødes og skilles

Er det ikke et citat fra en PH sang?

Jeg stod og snakkede med kaffedamen, gratis kaffe til de første 100, med småkager, og så huskede jeg at tage et billede. “Du skulle være kommet i formiddags,” sagde hun. “Der var mange flere, der var fuldt optaget på stolene her ved siden af kaffebordet!”

Men det er somme tider svært at komme op, især hvis den foregående dag har været præget af for lidt søvn, så nyder man det, når man kan sove rigtig længe. For mig betyder det, at muskler og led er i god stand, mindre ømhed og mindre smerter; jeg er ikke særlig smertefølsom, men jeg kan jo mere, når bevægeapparatet fungerer bedst muligt.

Written by Donald

Saturday, June 26, 2021 at 23:29 GMT+0000

Posted in Park

Tagged with

Ligusterblomster

Jeg nænnede ikke at klippe alle blomsterne væk – nu svier det måske til mig senere, men de skal have lov at sprede deres utroligt søde duft.

Den skal jo slet ikke være dér, den liguster, selvsået, men foreløbig fik den lov og den er da i hvert fald ikke én, som gror villigt

Written by Donald

Friday, June 25, 2021 at 12:45 GMT+0000

Posted in Skov og have

Tagged with ,

Sankt Hans – dagene bliver ikke længere

De første billeder er fra min have, jeg troede egentlig at der var flere grene i den bunke, som var groet helt til. Og jeg kunne sådan set have smidt mere på bålet fra de grene, der lå under lærketræerne, men det var eftermiddag og jeg tænkte “dette er egentlig en generalprøve på hvordan min nye (men tilgroede) bålplads kan fungere, så der skal ikke være kæmpegrene på bålet.”

De næste billeder er fra fællesarealet på Egevej, hvor Charlotte bor. Poul og hans datter på Segway havde en glad aften. Man ser at der var en del mennesker, man får hilst på hinanden. Det burde vi jo også gøre her, men i Vejby er der faktisk bål ved Sportsforeningens grønne områder, og dér vil flertallet jo samles.

Måske skulle man lige tilføje at det stadig er lyse nætter en måned mere, og at det er et smukt syn at gå ud helst på en strand og se den nordlige himmel lyse svagt klokken 1 om natten, hvor der faktisk ellers er ret mørkt.

Den ultimative positivist vil sikkert sige: Længere nætter! Så kan vi hygge os mere!

Written by Donald

Thursday, June 24, 2021 at 12:18 GMT+0000

Posted in Naturpleje

Tagged with

Hvad er der under indlandsisen?

TED video, ideas worth spreading. Jeg vil benytte lejligheden til at skrive et notat om hvordan jeg oplevede en kursist fra Tele Greenland ca år 2000, hvor det var hedebølge og vi havde “glemt” at meddele at kurset var aflyst, så derfor fik jeg æren af at afholde et IT- kursus på 4 dage for én kursist – altså på tomandshånd: Serverdrift for begyndere, tror jeg det var, eller sagt i fagsprog, Unix-kursus: Filsystemer, processtyring, jobstyring, Internet, sikkerhed. Og det er (selvfølgelig) ikke Unix jeg har tænkt mig at mindes, men derimod hvad kursisten fra Grønland fortalte.

Det er sommer, kursisten, som vi kan kalde Thomas, og jeg sveder over tasterne, og selv om stoffet er banalt for en professionel systemadministrator, som måske ligefrem kan lide sit arbejde, så er det tungt for en nyankommen at huske programmernes navne, “apps” hedder det i dag, fordi Apple havde flair for at lave nye ord; ordet app kommer selvfølgelig af det Engelske “application”, om anvendelsen (applicering) af computerens egenskaber til at løse praktiske problemer, gennem et eller flere programmer, som “køres” på en computer.

“5°C er hedebølge på Grønland”, sagde han.

Nå men så holder man selvfølgelig en pause når temperaturen er 28°C. Om det var vejret eller hvad, så kom vi til at tale om Grønlandske forhold, om at unge mennesker, som sejler i kajak, overhovedet ikke har fattet hvad en Grønlandsk kajak var, dengang det var et fangstredskab, og om jagten for at opretholde livet. Hans far havde været fanger, men også tømrer, for der var sket det, da faderen var barn, at hans far, – kursistens farfar, – var død og havde efterladt en familie bestående af mor og to (eller var det tre) børn.

Nu var det sådan i bygderne, fortalte han, at det var mændene, der bestemte. Farfaderen havde boet i et jordhus, og det er jo bedre end træhytter, så den anden fanger i bygden havde bestemt at nu skulle hans familie bo dér.

Når man bliver flyttet fra sit hjem og der ikke lige er et andet ledigt, så dør man når det er vinter. Kort og godt.

Moderen var klog nok til at flytte til Godthåb, og Danske tømrere og lærere hjalp den unge søn, faderen, vi er tilbage sidst i 40’erne eller begyndelsen af 50’erne. Hvis du har fulgt med i nyhederne, så var Danmark på det tidspunkt presset til at opgive sin “koloni” Grønland, men af flere grunde valgte man at lade som om det var et Dansk amt og fik dette føjet ind i Grundloven af 1953.

Den unge mand, kursistens far, fik tilbudt at komme til Danmark, men var klog nok til at afslå. Men ud fra barnets synspunkt var Danskernes hjælp alligevel en mulighed for dels at lære tømrerfaget, – uden eksamen eller svendebrev, men pyt – og så lærte han sig jagten, fangerfaget.

Han kunne overnatte i en kajak, fortalte kursisten. Underforstået, det er noget man gør når man er desperat for at få fangst, ellers venter sultedøden. Han kunne selvfølgelig også lave en “grønlændervending”, men det er en dårlig idé og totalt uprofessionelt. Og jagten i fjeldet er også anstrengende, kræver lange dage hvor man vandrer for at komme til fangstområder – og der er ikke lige et vandrerhjem eller bare en café undervejs.

Danskernes holdning overfor det gamle Grønlandske bo-mønster havde, insisterede han, gode såvel som mindre gode sider. Og man skulle ikke overvurdere det Grønlandske sprog (han var lidt irriteret) for i nord kunne et ord betyde det modsatte af i syd. Og hans kone var fra nord og han var fra syd —

Intothewild

July 20, 2019  · “Before our white brothers came to civilize us we had no jails. Therefore we had no criminals. You can’t have criminals without a jail. We had no locks or keys, and so we had no thieves. If a man was so poor that he had no horse, tipi or blanket, someone gave him these things. We were to uncivilized to set much value on personal belongings. We wanted to have things only in order to give them away. We had no money, and therefore a man’s worth couldn’t be measured by it. We had no written law, no attorneys or politicians, therefore we couldn’t cheat. We really were in a bad way before the white men came, and I don’t know how we managed to get along without these basic things which, we are told, are absolutely necessary to make a civilized society.”-

RedHawk – Seeker Of Visions

Written by Donald

Tuesday, June 22, 2021 at 12:33 GMT+0000

Kulturcafé Helsinge

Der var kø hos frisøren, så jeg tænkte at jeg kunne gå på indkøb og bagefter kigger forbi igen; men der var stadig mange hoveder, der skulle klippes, så jeg fik en tid halvanden time senere.

Jeg noterede mig så at der sad nogle mennesker og drak en kop kaffe; dér hvor der før var foto-forretning, stod der “Kulturcafé” og indendørs var der et interieur, som jeg ikke har set magen til:

Men det er altså ikke en nyhed, at der er indrettet en café dér, det er mig, der har været meget lidt ude de sidste 3 år, for jeg har jo ikke haft så meget overskud. Jeg skal være glad for at have klaret det vigtigste.

Men som sagt, jeg gik ind og fik en alkoholfri øl, der læskede godt i varmen; der var køligere inde end ude! og der stod et klaver, så spillede lidt og fik venlig invitation til at komme og spille igen en anden gang.

På billedet med de røde vinduesrammer kan man skimte klaveret længst til venstre. Det var et instrument, som havde en acceptabel lyd og tone – og det stemte nogenlunde bortset fra et par toner.

Man kan købe møblementet. Det ser ud til at bordene er gjort i stand, og jeg håber at de finder nye borde, når de får solgt hvad der er på billederne!

Jeg fik ordnet et par ærinder og kom tilbage til en tom frisørsalon. Desværre blev jeg klippet alt for kort og nu kan jeg ikke genkende mig selv, undtagen på tøjet, men trøster mig med at det er meget godt at håret ikke bliver klistret af sved i den hedebølge, vi har.

Vil der mon være hedebølge indtil håret vokser ud igen?

Written by Donald

Monday, June 21, 2021 at 9:26 GMT+0000

Posted in Carpe Diem, Music

Tagged with ,

Musik på dåse – hvad er udløbsdatoen?

Musikøkonomi – hvornår bliver det et akademisk fag?

De unge kunstnere, som har lavet denne video om hvor meget editering der er af optagelser af klassisk musik, fremlægger ganske klart dilemmaet: Meget “pop” eller “beat, rock mv” er lavet for CD udgivelse og bliver bagefter udført som scenekunst; et herhjemme godt kendt exempel fra 1980’erne er Nana’s flotte optagelse af “Buster”, hvor hun synger flere spor og “synger kor med sig selv”.

Men der er mange andre exempler – find video’en og se nogle af de interessante detailler.

Derimod må klassiske kunstnere gå den anden vej, først blive kendt fra koncerter, derefter få kontrakter på “fonogram-udgivelser”.

I grammofonens barndom måtte man indspille alt i første hug; senere, da båndoptagere blev af god kvalitet, indsneg fejlretning sig.

Det billede, vi får fra grammofon-optagelser (CD’er/Streaming, alt elektronisk, også live-koncert-optagelser!) er altid redigeret. Spørgsmålet er så, hvor grænsen går: Hvornår mister musikken sit udtryk og bliver til lydtapet?

Går der noget tabt, når musik som man lytter til, er “kunstig”? Får man en anden oplevelse ved at høre en musiker spille i det samme rum, som man fysisk er til stede i? [Ja selvfølgelig, ikke sandt?]

Scenekunst er en genre for sig selv i dag. Og det har en overgang været den eneste distributionsform, som kunstnerne tjente “rigtige penge” på, for elektronisk musik kan jo kopieres og spilles i det uendelige.

Jeg har en fornelmmelse af at vi bør bevæge os hen i retning af at lydudgivelser må opfattes som en måde, kunstneren kan række ud – nå publikum; når der er gået noget tid, er det et minde, som et gammelt fotoalbum, og vi bør sørge for at få taget nye billeder. Det skyldes mit syn på at kunsten kræver fornyelse, nutidighed, for at være kunst. Overfor det står at musik af Bach, Beethoven, Chopin og mange andre er så “veltalende”, ligesom Shakespeare dramer, så de stadig siger mig noget. Men man kan alligevel godt foretrække en ny iscenesættelse, ikke sandt?

Det var dagens filosofiske udfordring.

Jeg overvejer, hvad og hvor meget jeg skal fortælle om Studenter sammenkomst i går, 56 år efter Studenterexamen!

Written by Donald

Sunday, June 20, 2021 at 20:40 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Parkering under lindetræ på Frederiksberg Allé

Bilvask i Skærød er billigere end bilvask i København

— Jeg undrede mig faktisk lidt over at der var så mange parkeringspladser på Frederiksberg Alle, side-vejen med de smukke lindetræer.

Og så kunne jeg ikke finde selskabet, som under den hedebølgen på 30°Celsius havde taget plads indendørs fordi der jo var bestilt bord i forvejen.

Men måske skyldes det, at Lindetræerne faktisk er ret dårlige naboer til parkerede biler, for de sender en regn af saft ned fra kviste og blade. Jo – det vidste jeg jo godt, lidt, og tænkte også da jeg stillede bilen, at jeg skulle huske at se, om lakken havde fået så meget lindesaft at man måske skulle vaske den.

Ak! Lindetræerne havde splashet vildt. Forruden var grå, og spritvand og vinduesvisker var kun en midlertidig løsning.

Det var nødvendigt at vaske ruden grundigere, så jeg kørte til en tankstation (dem er der ikke mange tilbage af i København!) og vaskede forruden. På vejen hjem fik jeg så vasket hele bilen på min lokale bilvaske-tankstation.

Written by Donald

Sunday, June 20, 2021 at 12:22 GMT+0000

Posted in Brok

Tagged with

Færgeforbindelse over Lillebælt

Har du nogen gange spurgt dig selv hvorfor Christian d.2 i “Kongens Fald” ikke tog broen over Lillebælt men lod en færgemand sejle sig henover strømmen – frem og tilbage?

Min søn syntes det var synd at kassere et par bøger om Jernbaner i Danmark gennem tiderne.

Jeg fandt en artikel om færger på Bælterne, og undrede mig over at man arbejdede på jernbaner i 1850’erne men ikke arbejdede på fred mellem Danmark og Holsten og Det Tyske Forbund. Mine indtryk og min viden om krigene 1848 og 1864 er meget begrænset, men ved læsning af artiklerne i Wikipedia får man et glimrende indtryk af hvor forgiftet stemningen var vedrørende forholdet mellem Holsten og Danmark, + en forklaring om at det faktisk havde noget at gøre med at DK fik en ny forfatning i 1848, og landets dele skulle “samles”. Det var jo så moderne.

Det undrede mig at man planlagde færgeforbindelser og byggede jernbaner, forhandlede med Engelske og Tyske fabrikker om materiel, mens der var optræk til krig, 1864. Jeg husker en radioudsendelse om den fantastisk kulørte personlighed, de Meza; han rådede Københavnerne fra den krig: Den kunne ikke vindes. De Meza havde som general et opvarmet telt (det var februar og snevinter) og medbragte et klaver! – under krigshandlingerne, forstås! !!! !!! – Han var en “helt” fra 1848, fordi han var gået uskadt gennem kugleregnen på Fredericia’s vold, og nu var han general (og har sin egen artikel i Wikipedia.)

Om det også var ham, der mente at soldaterne skulle gå i stedet for at køre med de nyanlagte jernbaner, det husker jeg ikke. Men derved bleve de jo udmattede, og iøvrigt kunne man få alt materiel med i tilbagetrækningen. Hele den krig er jo en skandale, så dumt var det. Christian d. 9 skulle have tilbudt Bismarck hele Danmark bagefter, men ellers tak, der var nok af nationale mindretal i Tyskland, man behøvede ikke mere brok. Slesvig-Holsten var 1/3 af Danmark og vistnok den bedste del dengang.

Åååh! Det er som om Københavnernes interesse for jernbaner overhovedet ikke påvirkes af krigen. Der var planlagt jernbaner fra Hamburg til Århus, og det blev man jo bare ved med at arbejde på, før og lige efter krigen, så 1865, 30.Juni, kom der en dampfærge i drift på Lillebælt. (ikke jernbanefærge med spor til togvogne). Og man arbejdede videre på jernbane til Altona/Hamburg.

Jamen altså …

Det er først i fjerde kolonne, at der står noget om at krigen 1864 medførte visse problemer …

Written by Donald

Thursday, June 17, 2021 at 23:59 GMT+0000

Posted in Tidsmaskinen

Tagged with

Hindringer og vanskeligheder

Det er en hindring for lyset, at der står lærketræer mellem mit og naboens hus. Gad vide hvad den gamle nabos intension var. Jeg har set et andet sted at man kan lave en hæk – en lav hæk! – af lærketræer selv efter at de er blevet store og tykke, så det er målet her.

Lærketræerne er en hindring for lyset. Jeg fjerner hindringen.

Jeg skal have tøj på til 56 års jubilæum, og det er en vanskelighed, ikke en hindring.

Men da jeg ville købe nogle lette sommerbukser var der ingen, der passede. Jeg har masser af tøj som jeg ikke aner jeg har (der må være røget nogle kilo memory da jeg lå på hospitalet). Jeg må gennemgå tøjet og evt. vaske/presse, ordne hvad der kan bruges.

Der er ikke en hindring for at gøre det, men det føles sådan. En vanskelighed der af en eller anden grund føles som en hindring. Jeg begyndte at gøre noget i mandags, men besluttede så igår at det var vigtigere at beskære omkring huset. Så kan man da se, at der sker noget …

Written by Donald

Wednesday, June 16, 2021 at 20:56 GMT+0000

Posted in Naturpleje

Tagged with