Alting minder om minder

Du kan jo blive, sagde han; – og jeg sad og tudede i flyet på vej hjem. Det er nu 24 år siden. Vi mødtes i Bahia, midten af Brasilien, i en by, der hedder Lencois. Vi gik en runde på et par dage i bjergene, og det var mit livs oplevelse. Det vidste han godt.

“Tak for en barndom” sagde han. Det svider stadig, og jeg ved ikke hvorfor. Han har alle billederne fra turen, også dem jeg tog, men jeg kan jo låne dem og scanne de bedste.

Det er virkelig minder for livet – og døden.

Jeg var træt efter nedstigning, jeg tror egentlig kun bjergkæden var 1200 meter, men nok til at man var træt, og jeg så en bro og et skilt og udbrød: Her er et stoppested! – Men det var det ikke, det var en fredet dal, ingen bilkørsel, alt foregik til fods. Mærkeligt sted. Den grønne dal. Jeg er gal, jeg er i Den Grønne Dal, skrålede min søn, men det var jo i spøg, tænkte jeg.

Hov et stoppested? Det minder mig om Valle Pati

Ingen dag er som den foregående

En dame fra den sydlige provins havde oprettet en skole, der også var alderdomshjem for gamle damer. Dér fik vi appelsiner. Og så gik turen videre.

Advertisement

Mælkebøtte eng

En hilsen og tilbagemelding til den rare kommentar om at man skal lade mælkebøtterne i haven stå. Jeg tager noget i haven, men ikke alt.

Og så, da jeg kom forbi Tisvilde Enge, ved Maglemose Å-løbet i Tisvilde, måtte jeg standse og tage et billede. En hilsen til de, der holder af blomster og insekter.

Tisvilde Enge, der er får i baggrunden, hele arealet egner sig til græsning

Er der en lov om at får skal have et halvtag?

Man skal have gode øjne for at se fårene, de gemte sig længst væk (og jeg overvejer stadig enten at bruge det gamle kamera trods at det har fejl, eller købe nyere model)

Slørede omrids, så snart man ser billederne i fuld størrelse