Løvspringstur Gribsø rundt

Idéen er at gå en tur rundt om Gribsø mindst fire gange om året. 4-5 erindringer knytter sig til stedet, og ved at tage derhen jævnligt kan man dels dæmpe erindringernes tryk, dels får man set årstidernes skiften på den mest charmerende måde.

Efter at have været vært for en lille familiemiddag lørdag var jeg dog ikke ligefrem i hopla søndag og det var svært at komme afsted. Klokken var 19.10 da jeg begyndte turen fra Enghavehus ad skovvejen til Gribsø.

Men det var gråvejr, så løvspring gengivet som sol på lyse bøgeblade, det kunne der ikke blive tale om! desværre! – billederne her er ikke af den festlige slags, men med gråvejr skal gråvejr bekæmpes.

Åkandestedet – halvt tomt eller halvt fuldt

Løvspring ses på grenenes silhouetter

En fugl sad på en tynd gren over vandet og lignede en skarv –
skråtstillet – med en karakteristisk lille top på hovedet – men jeg nåede ikke at få hele profilen før den sprang i vandet

Anden flygtede, da jeg kom nærmere, så jeg kunne kun få den del der var over vandet; det er i sådan en situation at man overvejer bedre kamera

Langs med søen er lyset sådan at jeg kunne fange løvspringsfarven – og så begyndte det at regne

Skovfirmaet har ryddet stien for de to store væltede bøge, men har ladet stumperne ligge, formentlig som “insekthoteller”

Udover anden havde jeg to store oplevelser: 3-4 grå hinder (rå tror jeg) vågnede da de hørte mine trin på grusvejen (jeg var den eneste skovgæst) og begyndte hurtigt at bevæge sig ind i et tæt birkekrat hvor de var svære at følge.

Måske var der 7 stykker, og måske var det dem, som jeg så igen på hjemturen: Igen knasede jeg hen ad skovvejen, da der i en lavning pludselig var bevægelse og dyrene fo’r afsted op over en flad bakkekam og væk var de igen på den anden side. 100 meter væk og i bevægelse, jeg kunne ikke have fået stegen med riffel eller fotoapparat – men pyt, oplevelsen af at der er andre væsener i skoven er en dejlig oplevelse.

Advertisement

Græsvedligehold

Min far fortalte, at han gik på kursus for at lære at holde foredrag; han havde fået til opgave at holde et lille foredrag i 1930’ernes Danmarks Radio om Kampsax’s arbejde med bygning af den Trans-Iranske Jernbane. I forberedelserne indgik opgaven at holde et foredrag om noget, du synes er absolut kedeligt og ikke værd at tale om. Og dér blev givet som exempel: “Hold et foredrag om græsplæner”.

Min far var vokset op på grænsen mellem Land og By og han havde som barn både luget og slået græs og fandt åbenbart ikke noget interessant ved det. Men han undersøgte tingene og kom blandt andet frem til at man i den flotte Hyde Park i London ikke har stier, men lader folk trampe på græsplænerne; hvis der nu opstår en sti ved at alle folk går det samme sted, så opsætter gartneren buer, store “crocketbuer” i brysthøjde, som indikerer at man venligst bedes gå udenom. Det gør man så, når man er Englænder og ved hvordan man vedligeholder græsplæner.

På spørgsmålet om hvordan plænerne i det Londonske parker bliver så flotte er svaret … var svaret: Man sår græs, og derefter slår man det i 200 år.

Men det er nok en skrøne.

September for 6 år siden: Jeg havde inspireret af en genbo slået hele stibredden (også banens del) og selv om græstæppet ikke er golf-green kvalitet er det smuk og godt at gå på

Lokalbanens tropper fældede alle de selvsåede birketræer og lavede en voldgrav, selvfølgelig for at undgå fumlegængere på sporet, men alligevel lidt uskønt