Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Den kan vi godt levere, det tager bare 4 uger …

For 2½ tusind kroner kunne jeg få en opvaskemaskine af samme mærke, som jeg havde haft igennem de sidste 24 år, en Bosch som forhandleren dengang forklarede var den maskine, som man solgte til institutioner, skoler, universiteter — det viste sig at være rigtigt, RUC havde også sådan nogle, og de fungerede de år jeg var der – og da har de været 10-12 år gamle. 16 år er pænt, men 24 år er exceptionelt længe (men så har man også repareret trådkurven, så den ikke ruster alt for meget.)

Nå, men de kunne sælge mig sådan en Bosch for 2½ kkr, (kilo-kroner, sikken en inflation), men de havde den jo ikke i udstillingen, så jeg kunne ikke se den og heller ikke bestille gennem butikken! – om jeg ville se denneher anden maskine …

Jeg bestilte over nettet. Levering? Det tager 14 dag, nånej, for den maskine går der desværre 4 uger …

Så jeg har vasket op i hånden (og det er ikke godt for huden på hænderne, den strammer, når man spiller klaver bagefter, så på med beskyttelseshandsker og creme bagefter).

Men nu er den så igang med den første gennemskylning.

Disher

Opvaskemaskinen kører første gang – bare vand og varme for at skylle den igennem.

Jeg betalte 500 kr for transport og 200 kr. for montøren, det var godt arbejde; maskinen kører, og jeg er glad igen.

Written by Donald

Thursday, April 8, 2021 at 9:19 GMT+0000

Posted in Foto, Vandbyggeri

Tagged with

13 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Næst efter hjulet og computeren kandiderer opvaskemaskinen til at være den største teknologiske landvinding. Vi kalder vores for Marie og gør det med et kærligt tonefald.

    Eric

    Thursday, April 8, 2021 at 11:17 GMT+0000

    • Simpelthen genialt! Marie er også et godt navn; det hed min moster, som jeg holdt så meget af. Måske skulle jeg finde et navn til ham-her? Bosse? Victor? Denneher “hobbymaskine” er jo ikke specielt hurtig, så måske man skulle kalde hende Persephone?

      Donald

      Thursday, April 8, 2021 at 11:50 GMT+0000

  2. Jeg nægter at tro på, at din maskine er blevet dyrere, og at du dermed har været udsat for inflation! Hvad kostede din gamle maskine, da du købte den? Hvor mange timer/dage/uger skulle du arbejde for den? Og hvor længe for den nye, der garanteret kan en hel del mere, deriblandt spare på vand og sæbe?
    Vor maskine blev købt den 27.7.1999, altså i forrige årtusinde, formedelst 6.498 kr, hvilket var et godt tilbud fra nu hedengangne Lærernes Indkøbs Central, en Miele, Rolls-Royce’n blandt opvaskemaskiner. Det svarer til, i dagens inflationerede kroner, 9.153,73 kr. Iflg siden oldmoney.dk Men de ligger alle under den pris. Det er altså ikke blevet dyrere.
    Men vi skal da vist ikke have nogen ny foreløbigt: der er hverken rust eller andre pletter, og mekanikken fungerer udmærket. Og det har den gjort siden datterens konfirmation.

    AagePK

    Thursday, April 8, 2021 at 17:25 GMT+0000

    • Åh undskyld, denneher opvaskemaskine er (lidt) billigere i pålydende kroner end den gamle, som vistnok kostede 3000 kr. Jeg har ikke lige fundet fakturaen frem.

      Men jeg kom til at tænke inflation fordi jeg skrev “kilo-kroner” og beløbet var det samme, som jeg gav for en violin i 1961. Den violin ville Hjort-dobbelt-junior gerne købe tilbage for ca. 25 kkr ca. 20 år senere, men den var nu ikke til salg. Jeg spiller ikke på den mere, jeg får krampe og må, hvis jeg vil spille violin, øve mig flere timer, og går ikke rigtig for tiden.

      Tilbage til regnestykket om pris-og-inflation: Det er jo sådan, at vi har meget bedre råd til alting idag, så ingen klage herfra! Den ene guitarbygger forklarede mig det på samme måde, som du gjorde nu, tilbage engang ca. 1968: Hvis man køber en flaske snaps, koster det så og så mange minutter i dag – og damals var det meget længere tid.

      Men hvad skal man bruge som målestok? Snaps, havregryn eller bolig-kvadratmeterpris?

      Eller “livsstils-gennemsnit-pris”?

      Donald

      Thursday, April 8, 2021 at 17:42 GMT+0000

      • Ja, vi har jo haft dette på plakaten før; jeg tror, at oldmoney.dk bruger offentlige tal, et vægtet pristal sammensat af flere forskellige ting såsom varmepris, transport, dagligvarer osv. Så dem er jeg tryg ved, de skal alligevel kun bruges til illustration, ikke prisfastsættelse. Den er alligevel styret af en masse særheder: hvor sjælden er tingen, og hvor lidt har jeg brug for den? Jo sjældnere, og mindst mulig brugbarhed, jo højere pris, bare se de gamle, brugte frugtkasser! Eller de nye gamlificerede! 🙂 Forloren alderdom er et must!

        AagePK

        Thursday, April 8, 2021 at 18:14 GMT+0000

        • Ja, vi har vedtaget, at man skal beregne livsomkostnings-niveauet for en fornuftig gennemsnitsfamilie, og hvis det er statistisk er normen at børnene har et børneværelse, så hører det med til udgiftsbereningen.

          Det er bare så sjovt at beregne inflationen ud fra snaps eller opvaskemaskiner.

          Som sagt var den faktisk billigere, og jeg gætter at det er fordi den (så vidt jeg kan se) er en gammel model, der ikke har de mange mærkelige features, som ny-konstruktioner har.

          Sammenlignet med den gamle maskine: Den har digital styring, den kan starte pumperne langsomt (så der ikke kommer et “brag af vand” når den begynder) – men den er alligevel ikke så stille som de nyeste “vaskemaskine-Rolls-Royce”r.

          Men jeg er glad for den.

          Skal den hedde “Marie” eller “Persephone”?

          Donald

          Thursday, April 8, 2021 at 19:01 GMT+0000

          • Brøndums originale koster 69 kr: gjorde den ikke også det på tilbud i 1975? Det er så 339,57 i dagens mønt: du kan få lige ved 5 flasker Brøndums i dag! Hvad er timelønnen? den var IKKE 69 kr i 75! Min første månedsløn på Aabenraa Amts- og Byes Sygehus var på 3000, efter skat, hvis jeg husker rigtigt, jeg betalte 250 for kost, og 250 for et godt værelse, og fri uniform. Og 30 kr til sygekassen. OK, det var så i ’69, men ikke så langt væk.

            AagePK

            Thursday, April 8, 2021 at 19:38 GMT+0000

            • Det må være derfor at de unge mennesker vælter sig i spirituelle sager … åh der skulle stå spirituøse …

              Jeg kan også huske prisen for mit kollegieværelse, 300 kr/mdl i 1969. Jeg tjente 300kr/md for kirkesanger jobbet, og flerepenge for guitarundervisning i Ungdomsskoler, Rødovre, Københavns Musikakademi, der må have været mere. Og så fik jeg pludselig job som teatermusiker for 5000 pr.md. Det er en anden historie og det varede ikke ved. Der var en del studerende, der syntes det var dyrt. Vi flyttede, købte en andelslejlighed og betalte derefter … 120 kr pr måned tror jeg, husker ikke så tydeligt, indtil det blev nødvendigt at betale lidt mere til vedligehold. Det var en meget flot ejendom – for sit område og sin alder. Billede vedhæftet (fremhævelse ved billed-vinkelen: Røde mursten og meget hvide vinduesrammer).

              Og minsandten om der ikke var et pigeværelse på loftsetagen! Nej altså hvordan har livet været dengang i 1906, da huset blev bygget? Sønderboulevard, Knud Lavardsgade som opr. hed “Flensborggades Forlængelse”.

              Donald

              Thursday, April 8, 2021 at 20:52 GMT+0000

              • Det er nok også grunden til, at vi blev indrangeret som Verdens Lykkeligste Folk…indtil vi havde sovet rusen ud.
                I Gertrudestræde havde vi pigeværelset lige bag køkkenet, det var ikke så koldt. Der var altan. Og så var der en boks, så pigen kunne se, hvorfra der blev ringet efter hende. Det var i Flensborg.
                Knud Lavards Gade: der ringer en klokke: min familie flyttede lidt rundt, men boede mest i Lyrskovsgade, og legede på Enghave Plads. Farmor og faster Tove levede den sidste tid i Eskildsgade, hjørnelejlighed mod Halmtorvet og Den hvide Kødby. Lå min faders skole i Knud Lavards? I Slesvig gik jeg til spejder i Knud Lavards Trop og Flok; vi lærte dog hverken om Spiderman eller edderkopper. 🙂

                AagePK

                Friday, April 9, 2021 at 7:35 GMT+0000

  3. Det var dejligt for dig med en ny opvaskemaskine, Donald! Vi har ikke haft en i 23 år – vores køkken er for lille.

    Madame

    Saturday, April 10, 2021 at 4:38 GMT+0000

    • Tak og hurra for denne dejlige Bosch opvaskemaskine – nu er den indkørt.

      Men en opvaskemaskine er ikke det vigtigste i et køkken, og det viser jeres historie, 23 år uden. Det vigtige ved den historier er sådan set, at det også fortæller at du havde én sådan tidligere, så derfor ved du, hvad den kan og at I har valgt den fra.

      Donald

      Saturday, April 10, 2021 at 8:45 GMT+0000

  4. Dejligt, at du fik ny opvaskemaskine. Uden en sådan ville jeg ikke have det godt – jeg HADER at vaske op! Da jeg blev alene med Charlotte da hun var seks måneder, købte jeg en opvaskemaskine, for som alenemor havde jeg bedre og langt mere spændende ting at bruge min tid på! Familien kunne ikke forstå mig, men det var jeg godt nok ligeglad med 🙂

    Ellen

    Saturday, April 10, 2021 at 7:43 GMT+0000

    • Det kan jeg se for mig! Jeg var jo alenefar med barn fra han var 12 til 17. Det var også af den grund at min Charlotte engang senere anskaffede en opvaskemaskine, vores søn var kommet hjem efter en alvorlig tur på hospitalet og boede en overgang hos hende (der altid har været udearbejdende), og så er der mange kopper og glas.

      Donald

      Saturday, April 10, 2021 at 8:48 GMT+0000


Comments are closed.