Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Om at tro på sig selv

with 11 comments

Jeg har selv stemt klaver siden engang i 1975, da en instrumentmager gav mig en stemmenøgle af rimelig kvalitet. Han var af en eller anden grund hjælpsom. Jeg har aldrig betalt ham eller købt noget. Hans forretning lå i Skydebanegade, Vesterbro, og han har set mange mennesker for hvem et klaver var en uoverkommelig udgift.

Tak til ham.

Stemmebjælken, wrest-plank, på det gamle klaver var revnet, og cis” ville ikke blive siddende i stemning. Skydebane-instrumentmageren gav mig en håndfuld større nagler – jeg skiftede nagler hvor det var mest påkrævet og stemte klaveret op igen.

Det gamle klaver burde være restaureret og komme på museum, for det var et af de få opretstående, som havde en “una corde” mekanisme, der forskubber hamrene, så de kun anslår én streng. Derved bliver tonen svagere, sartere, og da filten ikke er så hård på det sted, der nu rammer, bliver tonen også blødere. Min klaverlærer kunne godt lide den effekt, jeg fik frem ved at bruge “halv una corde”.

Senere fik jeg et bedre klaver, men af mange grunde aldrig et flygel eller et endnu bedre – jeg nøjedes med et opretstående DDR-klaver med en dårlig mekanik, men med en smuk tone. Efter mange års slid havde jeg slebet lidt og prikket hamre, så de havde den smukke tone, som jeg holdt så meget af.

Nu fik jeg så repareret hamre og justeret højde og placering, så tangenterne sidder smukt og lige og det har et dejligt anslag.

Jeg stemmer ikke så godt som en professionel klaverstemmer, og jeg er 4 gange så længe om det. Men når man har spillet guitar og violin, så kan man ikke bare lade stå til, hvis en streng er ude af stemning, så frem med stemmenøgle og kiler, åbne klaveret og stemme!

Det synes klaverstemmeren ikke om. Til gengæld rettede jeg på hans stemning, så snart han var ude af døren.

Det gør jeg når det er påkrævet, somme tider flere gange om ugen, somme tider kan der være en perode på 6 måneder, hvor temperatur og fugtighed er den samme og klaveret holder.

Klaverstemmeren kunne heller ikke lide at jeg havde “prikket hamre” for så var det som om tonen var lidt dump – kan ikke huske det nøjagtige ord han brugte, men han sagde “det er som om tonen ikke folder sig ud”; men jeg synes at efter han har slebet lidt på hamrene er de blevet alt for hårde; det ringer for mine øren.

Jeg tror hans ører fungerer på en helt anden måde end mine. Men jeg har selvfølgelig stor respekt for en fagmand! Hans ord er lov.

Næsten.

ELLER ER DE? Er det en fejl, at jeg tror så meget på andre og ikke lytter til mine egne sansninger?

I mine øren er klaveret lige på grænsen til at være skingert, men jeg fortsætter med at prikke hamre og må sige til mig selv:

TRO PÅ DIG SELV, gør som du synes det skal være; han kan ikke gøre for at han hører på en anden måde.

Written by Donald

Wednesday, March 3, 2021 at 17:41 GMT+0000

Posted in Brok, Carpe Noctem, Ord

Tagged with

11 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Enhver lytter med sine ører og vi responderer også ulikt. Lyder det godt i dine ører, tror jeg at du skal stole på deg selv.
    Klem på deg ❤

    Annemor Schønhaug

    Wednesday, March 3, 2021 at 17:54 GMT+0000

    • Ja, Annemor — tak for den kommentar. Jeg skal stole på meg selv 🙂 ❤

      Donald

      Wednesday, March 3, 2021 at 18:05 GMT+0000

  2. Hvis dine strenge klinger for hårdt, har du nok anslået dem for tit: metal bliver sprødt ved idel hamring, det sker tit for klokker, der så revner, eller for ambolte, der kan ødelægge ens hørelse, så højt klinger de efter deceniers brug.
    Nå, det sker nu nok ikke for forkobrede klaverstrenge, der kun anslåes med en filthammer. 🙂
    Men du skal helt enkelt lytte til dine egne ører! Og så er du også så heldig, at du kan stemme ned til komponisternes egne svingningstal: Tidligere lå kammertonen på 392 Hertz, mens kirke-eller orgeltonen lå en heltone højere: dér ligger de nu i Pigekoret, helt oppe på 442, jeg har henstillet til Phillip Faber, han blev sur, svarede i hvert fald ikke: mandestemmerne, som de er flest, er jo helt holt op med at synge med, vi kan ganske enkelt ikke komme derop.Og så bliver især kvindelige pianister tvunget til at transponere halve oktaver, skælder de: nej, så er vi dernede, hvor komponisterne skrev noderne!
    Karajans Berlinere har jo været helt oppe på 452, fordi det får violinerne til at lyde så fint: jo-tak, og lige siden har tinitus og betændte stemmebånd spredt sig. Verdi henstillede til 432 Hertz, det samme gjorde Pavarotti, støttet af fader og moder, Paparotti og Mammarotti. 🙂

    AagePK

    Wednesday, March 3, 2021 at 18:35 GMT+0000

    • Jeg skal lytte med mine egne ører! Vedtaget!

      Den høje kammertone, forhøjelsen siden slutningen af 1800-tallet, er forfærdelig, det har du egentlig ret i. Alting bliver mere skingert.

      Nu har jeg ikke tænkt mig at stemme klaveret ned, det står i 440, fordi jeg skal kunne spille sammen med strygere, som stemmer deres violiner efter den moderne 440.

      Jeg vidste ikke at Karajan (tyrannen, der var musikalsk) havde godtaget at man kom op på 452!

      Tinnitus i orkestrene, det er en af de sørgelige bivirkninger af ønsket om at orkestrene skulle have fysisk styrke; man kan godt få tinnitus af violinspil, fordi venstre øre er lige over dækket, der laver lyden; men ellers er det især de bratcher, der sidder foran trompeter og basuner, som får ødelagt hørelsen. Det er jo forfærdeligt at det sker.

      Violinerne var på Stradivarius’ tid lidt anderledes — jeg skal finde billeder. Man havde mindre strengespænding. Jeg har skiftet fra de dyreste Pirastro til nogle billige (men fremragende Czechiske) og har derved fået glæde ved at spille violin igen.

      Donald

      Wednesday, March 3, 2021 at 21:18 GMT+0000

      • Violinerne har fået længere halse og metalstrenge, og de tåler, i modsætning til tarmstrenge, en hårdere og dermed mere brilliant stemning. Og de skal ikke stemmes mellem satserne. Det har jeg stort set ikke set siden Yitzak Perlman spillede Beethovens viol-konc, med Daniel Barenboim ved pinden.
        Som Richard Strauss sagde:” Hvad ligner det, at den stakkels sopran får noder, hvor jeg har angivet en A-dur-koloratur, og orkestret så tvinger hende til at presse sig op på H-dur!” Også Wienerne var kendte for at skrue sig op.
        Har du set larsenstrings.com? Det er noget af et eventyr, de ruller ud.

        AagePK

        Thursday, March 4, 2021 at 6:16 GMT+0000

        • Man kan også få violinstrenge med silkekerne, nylonkerne — det er ikke altid stålkerner. Der er sheep gut, fåretarm, i de dyreste og mest “larmende” strenge, Pirastro Eudoxa, som jeg engang betalte 500 kr. for hos Jørgen Nielsen i Dronningens Tværgade (vistnok for en enkelt streng, det var sandsynligvis med 300% fortjeneste). De er så omvundne med en sølvlegering – de får flexibilitet og større masse og på den måde kan de overføre energi til stol og dæk – og man får høreskade hvis man har øret tæt på violinen (og det har man jo!)

          Men værre end violin er trommer. De elever, som elsker at spille trommer, gjorde mig glad ved at være klare over at man skal bruge øre-beskyttelse, høreværn, der findes nogle typer, som er gode til musik, de dæmper uden at tage alle overtonerne.

          Donald

          Thursday, March 4, 2021 at 21:42 GMT+0000

        • Larsen Strings: 450 kr. for et sæt, med nylon-mix kerne og A D og G omspundne m hhv. aluminium og sølv.

          Eudoxa koster ca. 100 $ på Amazon og siger de har sheep-core.

          Donald

          Thursday, March 4, 2021 at 21:49 GMT+0000

          • Fik du også historien bag? Om orkestermusikeren, der tilfældigvis får en strenge-maskine nærmest smit i nakken og, da der kommer en berømt cellist forbi, der knækker en streng under orkesterprøven, kører hjem i garagen og drejer én til gæsten, som bliver glad?
            Efterhånden er det jo blevet en super-industri, med nogle ret så fantastiske produkter og kunder. Renaud Capucon er jo ikke en Hr Hvemsomhelst!
            Udover at kunne bevikle en kerne med metaltråd er det jo også om at give strengen krop og tyngde, fordi strengen skal flytte luftens atomer for at skabe lydbølger: med 4 ens tynde strenge skærer du jo bare huller i luften, men flytter ikke energi, hvad jo skaber lyden: lyd er energi! Derfor er strengen ikke ens i tykkelse fra top til bund. Det gælder især for cello- og basstrenge, men delvist også for violin- og violastrenge.

            AagePK

            Thursday, March 4, 2021 at 22:21 GMT+0000

            • For 30 år siden knækkede en klaverstreng i bassen med tre strenge til én tone. Dengang kunne man købe strenge i Parmagade på Amager (3 for 90 kr) hvor en dansk piano-instrumentmager havde en maskine i baglokalet og foran restaurerede Hornung & Møller flygeler. Den tid er slut! Det eksisterer ikke mere. Men jeg kom til at tænke på at den maskine også blev brugt til at lave Jargar Violinstrenge, som var stålstrenge (holdt længere og gav større tone — men også lidt hårdere). Det kunne være den maskine, som endte i garagen hos Larsen?

              Nu er det jo ikke strengen, som sætter luften i bevægelse, men derimod violinens “dæk” eller klaverets klangbund, soundboard (nogle kalder det sangbund på dansk, men det er jo misvisende i den grad).

              Men vægten af strengen bestemmer, hvor meget energi der er i en svingning (udsvings-størrelse gange vægten af strengen). For at en klaverstreng skal kunne monteres, laver man kun bevikling på stykket fra stol til bro (eller fra agraff til bro).
              Så kan man jo godt sige at den ikke er lige tyk over det hele.

              Om man gør sådan noget med cello-strenge, tvivler jeg alvorligt på, men ligesom med andre strenge er enderne tyndere for at man kan anbringe dem i skruer og strengeholder.

              Historien om Larsen strenge er rørende, jeg bliver glad når man møder mennesker, der forstår musikkens magi.

              Donald

              Thursday, March 4, 2021 at 22:56 GMT+0000

              • Ja, det var jo lidt provokerende vrøvl, jeg skrev der. Jeg kender jo godt systemet med bjælke, stemmestok og bund; en bekendt reparerede og byggede instrumenter, og demonstrerede, hvor meget det betød for lyden, om stemmestokken var placeret med årerne på langs af violinen, eller på tværs. Væsentligt, om man er solist eller orkestermusiker: sidstnævnte skal jo ikke stikke for meget ud, medmindre man er koncertmester.
                Men nogle af cello-strengene har de gjort tungere ved at bruge tungsten, wolfram, i beviklingen, også for at holde svingningen længere, så ikke tonen døer lige med det samme. Jeg mener bestemt også at have læst et sted, at strengene var “tapered”, nu kan jeg ikke finde det.
                Jeg så på deres galleri over kunstnere, at Andreas Brantelid også hører til dem. Vi var til koncert med ham, og hans far, for et par år siden, han er et dejligt menneske, og en dygtig musiker, og instrumentet har en vidunderlig klang.
                Larsen har jo spillet i Sønderjyllands Symfoniorkester i mange år. Vi har overværet både Beethovens viol-konc. med Anne-Sofie Mutter, og andre, med bl.a Iona Brown, der var dirigent der de sidste år, før hun døde. Både min søster og jeg har sunget i kor med ledsagelse af dele af orkestret, bl.a Carmina Burana.

                AagePK

                Friday, March 5, 2021 at 19:38 GMT+0000

                • Oh den Larsen, nu er jeg med. Har stor respekt for Danske navne, selv om de kan give forvexlings-problemer indimellem. Min kollega (for 31 år siden) Peter Dreyer var studerende på DTU og fik på et tidspunkt nogle karakterer meddelt via eksamenssystemet, som han vidste var forkerte, gik til kontoret og klagede, — det viste sig at der var en anden studerende der hed nøjagtigt det samme (nemlig “Peter Dreyer”!) men han havde heldigvis et andet CPR-nummer. Fejlen blev opklaret, men VORES Peter Dreyer fik skældud fra damen i eksamenskontoret for at have sagt et forkert CPR nummer – det kunne han selvfølgelig ikke forstå skulle være hans skyld! Og jeg har aldrig forstået hvordan den dame kunne sige sådan noget.

                  Jeg søgte på Google og fandt – se nyt indlæg.

                  Andreas Brantelid har jeg hørt spille i DR-Koncerthuset, og jeg var forbavset over hvor smukt han gjorde det, Haydn Cellokoncert var det. Extranummer, encore! Han spillede sarabanden fra JS. Bach’s cellosuite i G dur, som jeg anser for at være en etude, som den unge JS. lavede for sjov og som endte med at blive mere og mere raffineret, og sarabanden fra denne – spillet af Brantelid, – åbnede nyt syn! Det var så stort!

                  Det må have været en dejlig oplevelse at synge med Sønderjyllands Symfoni-orkester! I vores ungdom var orkesteret ét af de første som drev “landsdelsmusik” op på et højere plan, bl.a. hørte jeg i radioen Chopin’s e-moll koncert med en af vores gode pianister.

                  Donald

                  Saturday, March 6, 2021 at 10:47 GMT+0000


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s