Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for January 30th, 2021

Det er bredden af udtryk, som giver skønheden

Pianohammers, flat

Hamrene på det 100 år gamle flygel er slidt, men der er flere måder at gøre noget ved det

Et forsøg på at optage mit klaver voldte mig store problemer. Mit gamle stereo-kamera burde jeg prøve at bruge igen, for lyden kunne være god; men et moderne smartmobil-kamera med mikrofon kan faktisk være på højde med tidligere tiders målemikrofoner – ikke de aller-bedste, men nok til at måle frekvensspektret lidt bedre end den menneskelige hørelse kan gøre det.

Jeg fik justeret mekanikken på mit klaver sidste efterår.

Hammerfilten blev slebet lidt, fordi den var blevet flad (jeg havde slebet lidt så de dybe furer ikke ødelagde tonen).

Tangenterne er nu meget mere følsomme og det er godt.

Søren, hvis du læser dette, så skal du have tak for den dejlige gennemgang af mekanikkerne (hamrenes forskellige led), så det kører godt nu.

Hammerfilten er derimod hård som sten og gav en hård, metallisk klang, som gjorde mig desperat. Men jeg vidste jo godt, hvad det skyldtes, og jeg har før prikket i filten med en synål på en korkprop, så man får hammerfilten blødet lidt op – dog har jeg jo ikke erfaringen eller insider viden, så det er lidt på må og få, at jeg har bearbejdet hamrene.

Hamrenes filt er så hård, at jeg ikke kan få nålen længere ind end et par millimeter; men jeg har alligevel fået tonerne til at blive bløde i piano (svage toner) – og kraftige, hårde, ved kraftigt spil (forte).

Det er den forskel, Marcus Roberts henviser til, i ovenstående bemærkning om de gamle hamre på et smukt instrument (Blüthner 1908), som han var ved at undersøge for om det kunne betale sig at gøre noget ved det. (Link til RobertsPianos video om restauration af Blutner Style V grand 1908)

Hvis man lader hamrene være som de er, lidt slidte i overfladen, er tonen måske egentlig behagelig blød og udtryksfuld i piano, mere lys i forte. Men ved at slibe dem, forme dem, så kan man få en større forskel.

Jeg har ladet en enkelt tone stå som den var og den høres i anden del at denne lille improviserede optagelse af en melodi baseret på Suzanne Vega’s “Tom’s Diner”. F# er hård og lidt skinger i anden del af optagelsen (den langsomme, bløde del), f# er den fjerde tone, den øverse, i melodiliniens første del.

Written by Donald

Saturday, January 30, 2021 at 15:21 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Tagged with