Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Kan vi redde demokratiet ved at blive bedre til formidling?

Det første demokrati i Athen var kun for de rige, borgerne. USA’s demokrati gav ikke stemmeret til kvinder før engang i begyndelsen af 1900-tallet (men i fuldt omfang først i 1965!!!) dvs gennem de første 150 år var kvinder udelukket fra politik. I Danmark fik kvinder først 5.Juni 1915.

Med den første grundlov blev valgretten tildelt mænd, der var uberygtede, havde indfødsret og var fyldt 30 år. Dertil kom en række forhold, der begrænsede udbredelsen af den almindelige valgret, f.eks. havde tyende og modtagere af fattighjælp ikke stemmeret. I folkemunde blev de, der efter disse kriterier ikke kunne få valgret, kaldt for “de syv F’er”: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere.

Man var imod at alle fik stemmeret, for de vidste jo ikke noget om politik og forstod ikke, hvordan man styrer et samfund. Jeg er tilbøjelig til at være enig at der kan være problemer med tildeling af stemmeret til folk, der tror på konspirations-teorier og andre protest-vælgere, jævnfør situationen i USA onsdag d. 6. Januar 2021.

Men begrænsning af valgret holder selvfølgelig ikke i et moderne samfund, hvor man sørger for at børn kan få skoleuddannelse, og hvor vi heldigvis har set en stigning i uddannelsesniveauet.

Ikke desto mindre er der alt for mange børn, der bliver tabt i folkeskole og gymnasium, og det er ikke til at bære, især, hvis man har set nogle af de undervisnings-fænomener, som får børns intelligens til pludselig at vågne og blive anvendt.

Jeg har længe tænkt at skrive noget om formidling af samfundets viden, men går i stå hver gang fordi det er så omfattende et emne. For at begrænse det, vil jeg ud fra formidling af biologi og DNA-forskning prøve flg. metode:

1. De grundlæggende principper for tilegnelse af naturvidenskab.
2. Sprog, som fungerer godt når man skal forklare eller formidle,
2a. Metaforer,
2b. Ordvalg, ordforråd og ordforklaringer,
2c. Illustrationer.
3. Videnskabshistorie: Vores fysiklærer i gymnasiet fik mange elever vækket ved at fortælle om fysik-forskningens historie og om de store videnskabelige fremskridt i historisk perspektiv.

Har jeg glemt noget?

Written by Donald

Friday, January 8, 2021 at 1:28 GMT+0000

Posted in Ord

Tagged with

6 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Det er sandelig et ambitiøs projekt, som “den gamle lærer” vil opstarte. Du synes at have angivet nogle logiske faglige rammer. Det kan overvejes, om du skal “krydre” indlæggene med dine egne holdninger samt inddrage medieverdens tiltagende betydning i formidlingsprocessen. Endelig kan overvejes, hvorvidt de retrospektive erfaringer giver adgang til prospektive mulige landvindinger (f.ex. nanoteknologi etc.).

    hulegaarddk

    Saturday, January 9, 2021 at 2:07 GMT+0000

  2. Jeg må jo også sige til mig selv at det er ambitiøst og minde mig om, at samme fysiklærer, som mente at man skal formidle fysik ved at fortælle det i den rækkefølge, menneskene gjorde opdagelserne, mente at man skulle være ambitiøs. Ikke desto mindre vil et par klummer (efter “skriveøvelser” her på bloggen) formentlig blive vel modtaget af medierne, store og/eller små aviser, ugeblade, eller magasiner (en af kollegerne sagde engang “se at komme igang for der altid et sted, man kan publicere).

    Det er som om der mangler nogen til at sige det. Måske kommer det i kølvandet på Trump-æraen, men videnskabsformidling kan så vidt jeg ved altid finde anvendelse i en eller anden form, der er ikke “for meget” af det.

    Desuden er det lidt af en hjertesag på grund af mine oplevelser som underviser.

    Donald

    Saturday, January 9, 2021 at 3:14 GMT+0000

  3. Nogle spørger:” Hvordan får jeg lært de unge det, jeg synes, de får brug for?”
    Så tænker jeg tilbage til, hvad man i sin tid mente, jeg burde lære, og hvor meget af det jeg siden fik brug for.
    Skulle jeg så droppe dette og hint, fordi jeg aldrig fik brug for det? Salmevers, De 10 bud, verbernes bøjning i latin? På den anden side: at lære noget ved at udnytte melodi og rytme: 10-20-30-40-50—… Min moder lærte mig at synge salmen inde i mig selv, når jeg skulle lære dagens salmevers, der skulle citeres fejlfrit hos Moster, vor lærer udi kristendom. Og den dag i dag kan jeg gå juletræet rundt og synge alle vers uden hjælp fra en salmebog. Ligeså til begravelser, eller barnedåb. Altså medmindre de har fundet nogle af de nye usangbare salmer frem.
    Og hvorfor lære? Fordi vi mennesker gerne vil være forberedte: som det blev sagt ret flot for nylig med henblik på, hvordan vi takler corona uden at gå til i angst: proaktiv pessimisme, eller sådan noget. Min Fader ville have sagt:” Forbered dig på det værste, og håb på det bedste!”
    Fra de er nyfødte, har børn koncentreret sig om at lære: Hvor er jeg, hvem er jeg, hvad forventes af mig, så jeg kan overleve? Det er rigtigt tydeligt, når man har børnebørn på hhv 1, 3 og 5 år: deres udgangspunkt er det samme, selv om deres perspektiv ændres efterhånen. Og så er det bare om at udnytte denne sult efter (relevant) viden, holde momentum. Bruger man for meget tid og energi på at samle dem i store opbevaringskasser, bruger de selv for meget tid og energi på at opbygge hierakier, og vi ender med at have udbrændte elever i 8.-9.-klasserne. Der har de i forvejen problemer med kropsudviklingen, der forvirrer og frustrerer, jeg kalder det arme-ben-problemet. De havde lige lært at gribe bolden og hoppe over gærder, nu griber de ved siden af og falder over deres egne ben, der er blevet lidt længere, end de var sidste år. Prøv at se på drenge og piger ved konfirmationen: pigerne er gennemgående de længste. Men i 9. er det omvendt, og det koster altså tid til at finde sig i en næsten helt ny krop med andre proportioner. Derfor kan man også, hvis man ser godt efter, på bagvæggen i deres øjne se en lille mærkat:” Lukket på grund af ombygning!”
    Men hvis man lige fra starten kan fange deres naturlige nysgerrighed, udvikle deres hukommelse og deres kritiske sans, og fortsætter med også at give dem den for dem relevante viden, kan man lære dem, at det er vigtigt, og også sjovt!, at lære nyt, er der (næsten) ikke grænser.
    Det tror jeg også, lærere og forældre er ved at lære nu, hvor de har eleverne hjemme, og undervisning foregår på en helt ny måde.

    AagePK

    Saturday, January 9, 2021 at 11:16 GMT+0000

    • Den første sætning forstår jeg selvfølgelig godt og har tænkt det mange gange. Da jeg begyndte at undervise børn og nogle voksne, faldt jeg over en bog af A.S. Neill, Summerhill, hvori han netop ender med at konkludere, at når han 100% overlod det til børnene at vælge om de ville følge undervisning eller ej, så var der kun én i hans mange år (da han skrev bogen måske 15 år, ikke så mange år som senere i hans liv) én i hans mange år som skoleleder, der ikke valgte noget undervisning til, og vedkommende var en god automekaniker, som havde en kone, der lavede regnskaberne.

      Den var ikke gået i dag, ved vi, hvor bil-reparationer sker efter mange regler og materialerne og teknikken er avanceret og fuld af fælder og farlige fejlmuligheder. Men princippet var, at det undtagelsesvis kunne være OK at man ikke pressede børn, og at det stadig kunne blive lykkelige børn.

      Nu skal jeg så også tilføje at selv om det er LÆNGE siden jeg har læst om/af Neill, så fremgik det dengang, at børnene havde traumer og kom fra forfærdelige forhold hjemme.

      Nå tilbage til dit indlæg her …

      Ja og ja … citat // Og så er det bare om at udnytte denne sult efter (relevant) viden, holde momentum. Bruger man for meget tid og energi på at samle dem i store opbevaringskasser, bruger de selv for meget tid og energi på at opbygge hiera(r)kier, og vi ender med at have udbrændte elever i 8.-9.-klasserne.//

      … og ja igen. Så var det jo overflødigt at jeg skrev om Neill, dér er du jo netop inde på at “motivation kommer indefra”.

      Det er muligt at lægge en plan for, hvad der er vigtigt — det var i sin tid det, der fik mig til at læse vejledningerne (“bekendtgørelser”) for gymnasie-undervisnngen.

      Hvis jeg skal gøre noget i dag, må det være at minde om, at det stadig kan udgøre en hurdle at undervise i noget, som ikke er synligt og rørligt, og at det ikke er alle elever, som i 9. klasse ender med at have et ordforråd, som kan bruges til at læse en biologibog for 1. Gymnasieklasse.

      Og *det* ved nogle af lærerne godt.

      Donald

      Saturday, January 9, 2021 at 12:38 GMT+0000

      • Jeg er vokset op 2-sproget, eller rettere: 4-sproget: dansk-tysk-sønderjysk-plattysk. Mine børnebørn er 2-sprogede: dansk-spansk. Alle efterkommere af indvandrere burde have samme mulighed: det gør nemlig, at man ved, at der findes flere verdener, med flere muligheder. Man er vant til at flexe mellem sprog og verdener, at forholde sig til flere muligheder, og i situationen vælge det bedste fra disse verdener. Og vide, at så er der andre verdener, som man også kan lære fra: lad os lære dem at kende, så finder vi ud af noget helt nyt. I fælledsskab.
        Og når så hjemmefødningerne oplever deres kammerater fra den vinkel, vil de sikkert efterspørge samme mulighed, for derefter at vælge mellem de sprog, deres bedste ven taler. Og det er fuldstændigt ligegyldigt, om det er arabisk, kinesisk, tysk eller engelsk: når modersmålet og første fremmedsprog er på plads, følger 3. og 4. ret hurtigt efter. Det har man studeret på Keele University, i Staffordshire. Jeg var selv en af forsøgskaninerne: Duborg-skolens G5, Det tyske gymnasium i Aabenraa, Statsskolen sammesteds og Altes Gymnasium var forsøgskoler for studerende far Keele, som gør meget ud af at arbejde med flersprogtheds, bi-lingualisms mulige indvirken på øvrig undervisning.

        AagePK

        Saturday, January 9, 2021 at 13:06 GMT+0000

        • Jeg kender ikke nok til bi-lingualism, men husker blot at min grand-nevø, Nicola, søn af en Schweitzisk ingeniør fra Ticino og en Dansk opera-sangerinde på et tidspunkt sagde til sin mor: Jeg vil ikke længere tale dansk!!!
          Og det mente han. Jeg tror dog han kan huske det alligevel.

          Min mor havde som barn både Armensk, Farsi, Fransk og dertil kom mens hun var ung Spansk, senere kom Engelsk, Dansk, Tysk, lidt Flamsk … Hvor mange er det? Hun hævede at Dansk nu var hendes bedste sprog, men der var altid en lille accent eller variation fra Frederiksberg-normen. Når en slægtning kom på besøg, røg de over i Armensk og hun talte hurtigt og ubesværet – indtil de sidste år.

          Så det ved vi godt, der er noget med modersmålet, som står fast, og det første sprog, som hvis man hører det og lærer bare en LILLE SMULE også får godt fat i underbevidstheden, formentlig fordi ørerne fanger fonemer og variationer i intonation og vokaler (ikke *kun* som fonetiske enheder) så hørelsen fungerer pr. rygmarv.

          Det var mine 25 øre … siger man det? Håber du forstår.

          Donald

          Saturday, January 9, 2021 at 14:41 GMT+0000


Comments are closed.