Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Vinterdug og sentimentalitet

table-with-papers

Spånplade over det lille bord, som min mor købte til min far da han var på plejehjem

Det var min søn, der fandt på at købe en stor spånplade og sætte kanter på, og lægge den over det mindre bord, så man havde en bordtennis-plade. Fornylig fik jeg så denne farverige dug, som gør vinterdage til festdage. Og så er der masser af plads til at lægge regnskab og bilag og mapper og clips og hullemaskiner, noder, … og selvfølgelig til at have gæster (9 dage tilbage før min lille familie kommer!)

Da min far holdt op med at arbejde, ca.1970, var jeg flyttet hjemmefra for tre år siden, og han flyttede ind i min mors lejlighed. Han blev syg og måtte i første omgang til observation på en psykiatrisk afdeling – (lukket!) og man fandt ud af at han havde en hjernesvulst. Han blev opereret, kom på Skodsborg Sanatorium en kort overgang, og til Skælskør, og bagefter kom han på plejehjem EGV Ved Skellet, Frederiksberg, og dér boede han så i 5-6 år til 1980, hvor han døde, 78 år gammel, 4 dage før min fødselsdag, mens resten af min familie var på ferie i Tunis, så vidt jeg husker.

Et par uger efter havde jeg en “Klassisk Morgenradio”, og havde – for længe siden – planlagt at spille Lazar Berman’s udgave af et fantastisk smukt Liszt-musikstykke.

Nå men jeg sad og annoncerede musikstykkerne og som rosinen i pølseenden kom så Liszt spillet af Lazar Berman, og pludselig ramte det mig, den dybe alvor i musikken og min fars begravelse. Du milde Moses, det må ikke ske, men det skete, jeg kunne ikke få vejret og skyndte mig at sige “denneher afannoncering springer vi over”, uden at stemmen rystede. Nej det synes Liselotte Vorman ikke at jeg skulle, den sødeste af de rare teknikere, som holdt os “begyndere” i hånden, når vi lavede musikudsendelser. Så jeg gik på og stemmen rystede.

Bagefter hørte jeg i hovedtelefonen – nej, du skulle nok ikke være gået på.

Det ærgrer mig, men når jeg så tænker på en bekendt jeg fik for 5 år siden via Facebook, Morten Hjelt, sagde til mig at det var OK at vise følelser, så tænker jeg at jeg skulle have grebet situationen an på en anden måde og simpelthen fortalt udi æteren at ja, det er gribende musik, og det fik mig pludselig til at erkende sorgen over at min far døde for et par uger siden.

Written by Donald

Friday, December 4, 2020 at 15:34 GMT+0000

Posted in Ord, Tidsmaskinen

Tagged with ,

15 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Slik er dey vel. mn burde ha … skulle ha …det hadde gitt en ekstra dybde i musikken om du hadde sat akkurat det. Kle, på deg ❤

    Annemor Schønhaug

    Friday, December 4, 2020 at 15:48 GMT+0000

  2. Jeg kan levende sætte mig ind i dit dilemma, da du sad ved mikrofonen. Når man hører, hvor nonchalant annonceringer i radioen foregår nu, glemmer man jo næsten, hvor højtideligt man tog opgaven dengang.

    Uffe Jerner

    Friday, December 4, 2020 at 16:08 GMT+0000

    • Ja – tak for kommentaren! Det var alvorlige sager, dengang. Jeg var der fra 1978 til 1983 og enkelte gange i 84-85, hvor livet dog tog en helt anden retning.

      De to “narrativer” jeg husker, er Mogens’ “vi skaber et fælles sprog for danskerne” (eller noget i den retning) i modsætning til Harry Katlev, som ment at en annoncering (blot) svarede til en overskrift i dagspressen.

      Donald

      Friday, December 4, 2020 at 16:28 GMT+0000

      • Jeg var der fra 1984 og godt og vel en snes år frem og kendte naturligvis begge de nævnte herrer, og der var ikke plads til mange fejltagelser. En kollega kom engang til at oversætte ‘bassoon’ fra en pladeomslagstekst til ‘basun’ – siden fik hun aldrig lov til at afvikle programmer på P2.

        Uffe Jerner

        Friday, December 4, 2020 at 17:07 GMT+0000

  3. Det er så nemt at være bagklog, men ja, du skulle da bare have fortalt, hvordan musikken rørte dig. Jeg ved dog godt, at når man er midt i situationen, er hjernen delvist slået fra.

    Ellen

    Friday, December 4, 2020 at 16:25 GMT+0000

    • Det er jo den slags blokeringer af tanker og idéer, som har været alt for dominerende. Jeg arbejder stadig på at komme videre! (Haha – det skal nok lykkes!)

      Donald

      Friday, December 4, 2020 at 16:30 GMT+0000

  4. Selvklart kan en radiostation have nogle regler og de var sikkert i monopol-tiden “rammende”. Men set fra tilskuerpladsen – som mangeårig radiolytter alias “kunde” – må det være tilladt at vise følelser, dog i en vis kultiveret version. – Og fornemmer jeg, den (og sikkert andre) “episoder” fra fortiden sidder stadig dybt i dig.

    – Kære DAX, vi har alle begået actions, hvor vi bagefter ønskede at kunne “holde kæft med tilbagevirkende kraft”, både i ord og handlinger. Det musiske – vel især det klassiske repertoire – kalder nogle gange ekstra på følelser og jeg er overbevist om, at du har leveret dem i en anstændig version (modsat så mange andre).

    hulegaarddk

    Friday, December 4, 2020 at 17:50 GMT+0000

    • De regler (jeg har fjernet afsnittet igen, det var en unødvendig strøtanke) — de regler om hvordan et P2 morgenprogram skulle se ud var utroligt dårlige og fremmede ikke forståelsen for klassisk musik. I dag hører man P2 programmer, hvor der bliver spillet brudstykker af store værker – faktisk ligner det meget det, som musikere gør, når de øver sig: Man spiller en del, som i sig selv udgør en helhed, mere eller mindre afsluttet.

      Tak for de venlige bemærkninger i anden del. Ja, du har jo nok ret, at alle har gjort ting, som vi bagefter ærgrer os over. Jeg husker stadig rådet om at gå igang med at skrive igen, og selv om det er svært, er jeg ved at samle nogle scener til et “storyboard” i håb om at det vil hjælpe med at få styr på både tanker og ord.

      Donald

      Friday, December 4, 2020 at 22:40 GMT+0000

  5. Vi har alle sammen oplevelser, vi ville ønske, vi kunne gøre om, Donald.
    Tænk hvad vi har haft af spændende oplevelser på vores tidligere fælles arbejdsplads. Men nogle af mine kunne kunne jeg også ønske mig at kunne slette.

    Madame

    Friday, December 4, 2020 at 19:37 GMT+0000

    • Det var en hjælpsom kommentar. Tak for den. Man skal også huske på de mest spændende, de bedste ting, blandt andet var sporten meget rare at arbejde sammen med (jeg læste playlister op).

      Donald

      Friday, December 4, 2020 at 22:08 GMT+0000

  6. Jeg mener det er vigtigt, at lytteren fornemmer mennesket ved mikrofonen; men det er jo ikke ensbetydende med, at det var tilladt. Jeg kan sagtens sætte mig ind i dit mikrofondilemma dengang og at det stadig står klart i erindringen.
    Sådan er der så meget. Der nøje beskrevne standarder for, hvordan et -i engrossammenhæng 1. klasses juletræ ser ud; men når den enkelte forbruger finder sig det bedste træ i skoven ser det ofte væsentligt anderledes ud end standarden.

    natural2222

    Saturday, December 5, 2020 at 4:46 GMT+0000

    • Jeg husker at jeg prøvede at lyde naturlig, mindre formel og åbenhjertig eller noget i den retning – vise mit (lydlige) ansigt. Og selv om der ikke ligefrem var forskrifter om hvordan man gjorde det, uden at gå over i spøg og skæmt-genren, så var kollegerne glade for at jeg kunne det. Måske er det så prisen, at man kan blive slået af pinden. En anden kollega var i dyb krise og alkoholisk og kom på Montebello efter en eller flere “katastrofer” ved mikrofonen, men blev i sine lyse øjeblikke netop elsket for at være “lige-ud-ad-landevejen” naturlig og dog tydelig (sproget skulle være så tydeligt som overhovedet muligt på dansk.)

      Det “formelle” juletræ, standarden for en-gros træer, gennemsnittet af balance mellem bredde og højde, kan aldrig måle sig med det træ, man selv finder, men det er åbenbart nødvendigt med handelsstandarder. Lad os håbe at der også dér trods alt er plads til menneskelige følelser.

      Donald

      Saturday, December 5, 2020 at 11:52 GMT+0000

  7. Dejligt du deler dine refleksioner .
    Dejligt Malte har gjort så meget godt for dig
    Dejligt og også dybt, at du fortæller om musik som katalysator for erindring.
    Dejlig lørdag til dig.

    Herand

    Saturday, December 5, 2020 at 9:35 GMT+0000


Comments are closed.