Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for December 4th, 2020

Vinterdug og sentimentalitet

table-with-papers

Spånplade over det lille bord, som min mor købte til min far da han var på plejehjem

Det var min søn, der fandt på at købe en stor spånplade og sætte kanter på, og lægge den over det mindre bord, så man havde en bordtennis-plade. Fornylig fik jeg så denne farverige dug, som gør vinterdage til festdage. Og så er der masser af plads til at lægge regnskab og bilag og mapper og clips og hullemaskiner, noder, … og selvfølgelig til at have gæster (9 dage tilbage før min lille familie kommer!)

Da min far holdt op med at arbejde, ca.1970, var jeg flyttet hjemmefra for tre år siden, og han flyttede ind i min mors lejlighed. Han blev syg og måtte i første omgang til observation på en psykiatrisk afdeling – (lukket!) og man fandt ud af at han havde en hjernesvulst. Han blev opereret, kom på Skodsborg Sanatorium en kort overgang, og til Skælskør, og bagefter kom han på plejehjem EGV Ved Skellet, Frederiksberg, og dér boede han så i 5-6 år til 1980, hvor han døde, 78 år gammel, 4 dage før min fødselsdag, mens resten af min familie var på ferie i Tunis, så vidt jeg husker.

Et par uger efter havde jeg en “Klassisk Morgenradio”, og havde – for længe siden – planlagt at spille Lazar Berman’s udgave af et fantastisk smukt Liszt-musikstykke.

Nå men jeg sad og annoncerede musikstykkerne og som rosinen i pølseenden kom så Liszt spillet af Lazar Berman, og pludselig ramte det mig, den dybe alvor i musikken og min fars begravelse. Du milde Moses, det må ikke ske, men det skete, jeg kunne ikke få vejret og skyndte mig at sige “denneher afannoncering springer vi over”, uden at stemmen rystede. Nej det synes Liselotte Vorman ikke at jeg skulle, den sødeste af de rare teknikere, som holdt os “begyndere” i hånden, når vi lavede musikudsendelser. Så jeg gik på og stemmen rystede.

Bagefter hørte jeg i hovedtelefonen – nej, du skulle nok ikke være gået på.

Det ærgrer mig, men når jeg så tænker på en bekendt jeg fik for 5 år siden via Facebook, Morten Hjelt, sagde til mig at det var OK at vise følelser, så tænker jeg at jeg skulle have grebet situationen an på en anden måde og simpelthen fortalt udi æteren at ja, det er gribende musik, og det fik mig pludselig til at erkende sorgen over at min far døde for et par uger siden.

Written by Donald

Friday, December 4, 2020 at 15:34 GMT+0000

Posted in Ord, Tidsmaskinen

Tagged with ,