Archive for October 15th, 2020
Havens svampe
Jeg kender ikke navnet på denne svamp. Hvis man går en tur i skovene nu, kan man se mange forskellige arter svampe, mens der i min have kun er to – tre forskellige svampetyper — men denne her er da pæn, ikke sandt?
Hvis man ikke vidste at svampe kan være giftige, ville det være morsomt at stege og spise denneher. Mindes at vi havde en kollegianer, Henning Knudsen, nu Lektor eller noget andet indenfor biologiundervisning, som studerede under Morten Lange, kendt som SF’er og som rektor for Københavns Universitet, og altså også som svampeforsker.
På det tidspunkt, 1969-1972, kendte Henning også en af vores fremmeste musikere, Niels Tuxen, (Niels Oluf Tuxen, jeg tror han var søn af dirigent og jazz-musiker Erik Oluf Tuxen) som kom og spillede lidt guitar med os på kollegiet, selv om han var stjerne i det fantastisk nyskabende band “Savage Rose” dannet af Thomas Koppel, der også var klassisk uddannet pianist, og som har skrevet en opera “Historien Om En Moder”, der blev opført på Det Kgl. Teater i 1961 da Thomas Koppel var 17 år gammel; – og igen ca. 2005 tror jeg, enten lige før eller efter at Thomas Koppel døde februar 2006.
Men tilbage til svampene. Morten Lange inviterede sine studerende på svampeture, og dér lærte de nok til at turde tage en svampekurv med på efterårsture og samle ind, hvad der kan spises. Man børster jorden af med en pensel, og så steger man dem.
Så vi fik smagt smørstegte svampe, dengang. I dag tør jeg ikke rigtigt, det var jo ikke mig, der var på svampetur!
Men champignoner er altid godt.