Pastorens Kapel swinger igen

Den månedlige øveaften har efterhånden samlet nogle tilhørere

Desværre havde sangerinden (hedder det sanger i dag? Hvordan var det nu, professor-inden var konen til professoren?) … desværre havde sangerinden af sin arbejdsgiver fået besked på at afholde sig fra at deltage i nogen form for forsamling, eftersom hun til daglig arbejdede med mennesker i risikogruppen.

Her sad vi alle sammen og var risikoramte …

Advertisement

Trangen til at overleve – 2

Pyha … så fandt jeg endelig et link til den oprindelige editor, og det virker som sædvanlig godt. Jeg prøvede dog at bruge den nye først! Vil egentlig gerne hjælpe WordPress.com med at forny og være på forkant — men jeg kunne mærkeligt nok ikke “finde” den “knap” som tillod mig at tilføje billedtexter til et “gallery” derfor tilbage til “Classic-editor”.

De sidste billeder viser en eg, som er helt forkrøblet af vinden. Den er ikke første række ud mod havet, men anden; alligevel er det vinden, som har formet den. I de 34 år jeg har boet her og har gået ture her har jeg fulgt med hvordan den gror, fordi jeg forestillede mig at den ville blive højere, når den forreste række tog af for blæsten. Men der er åbenbart også voldsomt pres på både anden og tredie række. Man skal 50-100 meter ind i skoven, før træerne ikke er vindformede.

Min eg hjemme i haven er også 34 år gammel, og den er stor og tyk og 8-9 m høj.

Mit første møde med biotoper for træer var en vejledning til min første Sitka gran, – den skulle ikke stå nærmere end 1 km fra kysten. Her er ca. 2km. til nærmeste kyst, og vinden kommer ikke fra havet, men fra vest henover markerne, og presses endda lidt op ad bakke det sidste stykke. Men det tog Sitka sig ikke af og voksede sig på 12-13 år så stor at jeg måtte fælde den.

Afsted efter en rundtur i haven – de Spanske margueriter blomstrer endnu, tak for det, så livsbekræftende

Efter nogle ærinder kunne jeg ikke stoppe bilen, den ville til Tisvildeleje Strandparkering — måske fordi den undervejs kunne blive tanket op for 9.75 pr L.

Ingen kunder til kajakudlejningen?

Afsted mod Stængehage, en meget lille pynt

Mine fødder går på sten som geolog Minik Rosing fortæller stammer fra HELE Skandinavien og som er vidnesbyrd om istiden gennem de sidste 100,000 år (når man lige ser bort fra de allersidste ti tusinde … haha)

Når jeg vender mig tilbage kan jeg lige skimte Ishuset …

Den nederste del af himlen er grålig-rød, men …

… men lige ovenover de grå skyer er der blå himmel — pragtfuld dag

Endelig en ny bænk ved det gamle egetræ, som jeg har fulgt gennem 30 år – det har givet læ, men …

… men træet er aldrig blevet stort, fordi den er det yderste forsvar mod vinden

Turen var i onsdags, Tirsdag havde været en sløj dag, men jeg kunne ikke udsætte nogle ærinder, måtte afsted. Bilen ville til Tisvildeleje for at få billig benzin og jeg ville gerne have is i Ishuset. Jeg kunne mærke, at NU havde kroppen det godt – ud at gå, nyde den blide luftning og den lune temperatur, det er det bedste man kan ønske sig. Men vi er som maskiner, der ikke tåler anstrengelse over et vist punkt. Der er ca. 2 km ud til Stængehage (billedet med fiskeren der står på lavt vand) og derefter er det vanen at jeg går op gennem klitterne og ind på Strandvejen.

Det gik også fint, men turen op gennem blødt sand kræver lige lidt mere fysisk kraft og det kunne jeg mærke. Så er det jeg spørger: Hvor går grænsen mellem motion, som gavner konstitutionen og motion, som nedbryder kroppens systemer? — Fx. siges det at immunsystemet efter et marathon-løb bliver svækket; at immunsystemet regenererer når man sover; – og det siges at kroppen nedbrydes, hvis man ligger i seng hele tiden.

Hvor er balancen mellem de tendenser?

Min bekendt, som har danset ballet som ung, fortæller at ballet kan være invaliderende (ind på scenen kommer Martha Graham – herom en anden gang). Musik kan være ødelæggende for hørelsen, ikke kun rock-koncerter med for høj musik, men også orkesterpositionen for bratsch-spillere (bratsch AKA viola, violinens tykke fætter) fordi de sidder lige foran Wagner tuba’erne og får et lydtryk, der ødelægger hørelsen. Selv en violin som den, jeg har, kan larme så meget, at min hørelse reagerer med ubehag. Man har jo venstre øre lige over violinens dæk, som er den membran, der frembringer lydene.

(Fortsættes en anden dag …)