Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Emiii-iii-L

INDLÆGGET er rettet – men det er stadig lidt uforståeligt.

I øjeblikket kommer jeg altid til at tænke på gamle oplevelser, og jeg har lovet mig selv at nu, 11 år efter at have trukket mig tilbage fra erhvervslivet, vil jeg skrive om mine største oplevelser i fiktionaliseret form.

Imidlertid er det svært at fiktionalisere uden at tænke på hvad det generelle perspektiv er. Her på bloggen er der så heldigvis plads til erindringer, som ikke er fiktionaliserede.

Jeg elskede at læse op for min søn. I begyndelsen pegede vi på billeder og jeg satte ord på hvad billederne fortalte. På den måde stiftede jeg bekendtskab med Emil fra Lønneberg, ikke kun i TV-versionen, hvor faderen råber på Emil, når han kommer til at smadre porcellain eller laver andre ulykker. Så må Emil løbe væk for ikke at blive slået af sin vrede far, og får som straf at sidde i skuret og snitte i træ.

Nu var foden faldet af det bord, som jeg fik af min gamle nabo, da de købte nye havemøbler, og jeg skulle snitte nye dyveler – dem man kan købe var for små.

Dette bord af brunt træ havde jeg repareret før – måske den anden fod, kan ikke huske det, og det holdt da i længere tid. Men de oprindelige dyveler rådnede simpelthen. Sidste gang tænkte jeg “cherry grene” (glansbladet hæg, hegg) må kunne holde, det er hårdt træ. Denne gang havde jeg masser af thuja, og det er også hårdt træ, selv de to-årige kviste har en hård kerne. Frem med hobbykniven.
Jeg snittede som en anden Emiiil! Der var meget harpiks, det må være et godt tegn.

Men seks dyveler, det orkede jeg ikke, så jeg sleb fladerne og nøjedes med tre dyveler, hvoraf de to passede så godt, så jeg skulle hive hårdt for at få foden flået af efter at have prøvet at samle.

Og så ellers bare lim og noget tungt ovenpå –

—oooOOOooo—

Da min søn var 3 år gammel, fik jeg et årsvikariat på en skole i Vanløse, hvor man sang morgensang hver morgen. Inspektøren (lederen) ville gerne have noget mere frisk, moderne, som var lidt mere “oppe i tiden”; ikke salmer, som viceinspektøren syntes var herlige (det er de også, nogle af dem).

Der var en lille Emil af en slags i en anden-klasse, han kunne være træls for de andre elever, men jeg elskede ham og når det var hedebølge gik vi udenfor og spillede fodbold, og han livede op og fortalte mig, hvordan jeg skulle gøre.

Året efter blev han kørt over af en bil og var død på stedet. Jeg håber at han havde haft nogle gode oplevelser.

Året efter underviste jeg i rytmik, en af pigerne havde et syndrom, som jeg vælger at kalde frustration over skolelivet, og mine venlige irettesættelser førte ikke til noget, og jeg havde ikke tid eller penge til at kontakte forældre og andre lærere osv.osv. Mange år efter kom hun med en undskyldning.

En anden gang var jeg års-ansat på et gymnasium, gik til pædagogikum kurser; når jeg talte med pædagogik-lærere i denne sammenhæng blev mine (“Erik-Sigsgaard inspirerede) holdninger blankt afvist.

Rygtet gik at jeg var “samarbejdsvanskelig”. Det opdagede jeg ved at en rar kollega snakkede om romerske mønter og pludselig sagde “du er da ikke samarbejdsvanskelig!”

Men rygtet gik, desværre. Og så, otte år efter mit job som gymnasielærer, kom min gamle geografilærer, få år før sin død, trak mig lidt til side og sagde at jeg i hvert fald ikke var samarbejdsvillig.[Sikken en skrivefejl!] havde samarbejdsproblemer. Gad vide hvor han havde hørt det, men de gamle lærere i det gamle skoleorkester (som jeg spillede med i mange år) må have hørt om min “karriere”.

Det ser ud til at jeg skal være glad for at jeg forsøgte at bevare min integritet ved at holde fast på undervisning med accept af elever uanset hvor “tossede” de er. Iøvrigt var der en anden bekendt, som underviste i “sammenlignende pædagogik” på Pæd. Universitet, Emdrup/Aarhus Universitet, som sagde at jeg ikke skulle være ked af forløbet i pædagogik, for Gymnasie-pædagogikken var kendt for at være mindre god.

Men det er svært at være negativ, for nogle af mine bedste oplevelser er faktisk lærerne fra dengang jeg selv var elev.

Written by Donald

Saturday, August 15, 2020 at 11:34 GMT+0000

Posted in Brok, Foto

Tagged with

14 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Altid interessant med “en fiktionaliseret form”. Det samme gælder varianten “faktion”. Og sluttelig noteres, at det hæderkronede Frederiksberg Gymnasium har sat sig sine både kundskabsmæssige og mentale dybe spor.

    Erik Hulegaard

    Saturday, August 15, 2020 at 21:30 GMT+0000

    • Hulegaard, jeg har desværre været nødt til at redigere. Igen. Og Igen. Indlægget er simpelthen for vanskeligt at forstå. Der er alt for mange erindringer, som presser sig på; der er 5 forskellige perioder af mit liv, som bruges i indlægget, og man kan dårligt overskue mere end 3 ting ad gangen (med mindre man studerer et emne for en større sag.)

      Jeg havde håbet at de mange hændelser/perioder kunne samles under hatten “Emil fra Lønneberg blev til noget”; men det er ikke rigtig lykkedes. Måske de små rettelser her alligevel giver lidt mere klarhed.

      Donald

      Saturday, August 15, 2020 at 22:05 GMT+0000

  2. Det var ganske rigtigt mange betragtninger med få ord 🙂
    Du har givetvis været inde på noget af det rigtige med dine ‘vanskelige’ elever, men du har måske været lidt forud for din tid? 🙂
    I dag kunne man sikkert godt stå inde for dine gode principper, men nu er der ikke tid til at tage sig så meget af den enkelte elev.

    Ellen

    Sunday, August 16, 2020 at 8:04 GMT+0000

    • Forud for sin tid – det er nok en rammende talemåde.

      Selv om indlægget er “overfyldt”, er det jo en forenkling; jeg trøster mig med at jeg kan se fejl og muligheder, når jeg læser det igennem igen.

      Det ser for tiden ud til at undervisning virker på trods af vanskelighederne.

      Donald

      Sunday, August 16, 2020 at 11:46 GMT+0000

  3. Jeg er meget enig med Ellen. Og nu så jeg også, at du har skrevet, at dine bedste oplevelser faktisk var med lærerne fra dengang, du selv var elev. Du må have gået på en god skole. Jeg har en del minder om lærere, der var meget lidt pædagogiske – nogle nærmest sadister på Virum Skole.

    Madame

    Sunday, August 16, 2020 at 16:06 GMT+0000

    • Åh ja, jeg må have været meget heldig! jeg ved godt at jeg ikke skal generalisere og rose alle gymnasieskoler.

      Det, der gør mig ondt, er at jeg ikke kunne “læse” holdningerne hos de mennesker, der underviste i Pædagogik. Jeg kom fra erhvervslivet – som IT-specialist – og havde gennem mange år ikke undervist og kendte ikke miljøet.

      Som bekendt fortsatte jeg med at arbejde med IT og underviste i 7 år i programmering og IT-systemer; de kursister var generelt set meget glade for mine forklaringer.

      Donald

      Sunday, August 16, 2020 at 20:40 GMT+0000

  4. Jeg har brugt Emil ganske meget i folkeskolen, især med autist-drenge og ADHD-knægte. De fik en forståelse for, at Emil jo bare SÅ gerne vil gøre en god gerning, men jævnthen bliver misforstået og udskammet. Dernæst kan de så se sig selv i samme situation, og så har vi en samtale. Efter det behøvede jeg bare sige:”Emiiiil!”, så grinte vi sammen, og så kunne vi komme videre. Desværre var der nogle kolleger, der ligesom dine havde “været på kursus” og lært at tage principbeslutninger: så må der ikke være slinger i valsen, der må ikke skejes ud, der må ikke tages individuelle hensyn i situationen. Hvorefter alle haver at rette sig. Hvilket er lige så ulovligt som Madam Støjbergs instrukser: skolen er forpligtet til at tilrettelægge undervisningen individuelt, basta.
    Hertil kommer problembarnet Bertel the Haarder: han mente jo bestemt at vide, hvor mange lærere, læger, sygeplejersker, psykologer osv der skulle uddannes for at dække fremtidens behov, og så skar han ellers ned på seminarier osv. Med det resultat, at vi ikke har nok uddannede folk, hvorfor der så blev lavet reformer, der skar forberedelsestiden væk. I mellemtiden havde han også fået indført flere kanoner, så undervisningen var fastlåst som bare pokker. Børn får ikke chancen for at lære at lære. Og at det at tilegne sig noget lærdom er en fortsættelse af spædbarnets iagttagelser, og faktisk sjovt og givende. Og så kommer resten helt af sig selv.
    Ligesom da vi som unger slog et begreb op i Store Nordiske Konversationsleksikon, hvor der var en henvisning, et link, og så nok et, så et andet, og pludseligt lå der 13 opslåede leksika på gulvet, og vi var blevet meget klogere.
    Nu har vi wikipedia, hurrah! 🙂

    AagePK

    Monday, August 17, 2020 at 9:49 GMT+0000

    • Tak for kommentaren! Selv om indlægget indeholder for mange historier på én gang, så kan en god læser åbenbart forstå idéen, heldigvis, altså det med at have respekt for børn hvadenten det er ADHD eller autister – eller bare drenge, som har en anden baggrund, eller som bare har mere lyst til at lege med sten på stranden end at regne ud hvor mange grøfter 2 mand kan grave på en dag – (det kommer jo an på grøfternes beskaffenhed, siger den erfarne grøftegraver!)

      Men jeg vil så nødig grave grøfter overfor den tænksomme pædagogik, som jo inderst inde har et ønske om at sprede lærdom. Det er tankevækkende, at det kan gå så galt for en mand som Bertel Haarder, som har lært meget i skolen, og som alligevel har lavet så mange fejltagelser.

      Det er svært at tilgive Socialdemokraterne at de lod kommuneskolereformen bestemme tid og forberedelse; – og kanoner! Igen så må man dog sige at der var noget positivt i reformerne, nemlig idéen om at der skal bevægelse til, at man ikke skal sidde ned hele dagen. Det er en god idé; men at man forlængede skoledagene, det var underligt, for så er vi jo lige vidt! Så hellere genindføre undervisning om Lørdagen. 👿
      :mrgreen:

      Donald

      Monday, August 17, 2020 at 18:24 GMT+0000

      • Bertel the Haarder gik jo netop ikke i skole: han blev hjemmeundervist af Hans Haarder, der tog lille Bertel op på skolens flaghøj, der vendte mod syd, og lærte ham:” So ein Landt gemüsen wir gehabt haben”, hvilket afsluttede såvel historie og tysk i et hug.
        Tror jeg.
        Det var først da det var for sent, at Bertel kom i den offentlige skole, efter 7.klasse.

        AagePK

        Monday, August 17, 2020 at 19:47 GMT+0000

        • Av av – men måske Far Hans Haarder havde opdaget, at drengen havde ADHD? Haarder var jo som minister kendt for at arrivere med 10 nye forslag hver morgen, som departementschefen så måtte skyde ned og forklare, at det nok ikke var en god idé. (Utroligt at så mange dårlige idéer alligevel slap igennem!)

          So ein Ding … haha.

          Gemyse og mange andre ord har vi lånt fra tysk, og jeg tror at man også må erkende, at tyskerne har haft et rigt åndsliv med mange gode lærere og filosoffer, men det var “lissom” ikke den gode strømning, der dominerede i 1900-tallets begyndelse.

          Donald

          Monday, August 17, 2020 at 21:31 GMT+0000

          • Min reservation mod BH skyldes dels egne erfaringer som lærer, dels er de nedarvede: min fader var en efterspurgt foredragsholder og var også inviteret til Rønshoved, hvor Hans residerede. Han kom noget hovedrystende hjem, de så meget forskelligt på historien.
            Emil på Lønneberg er i bogen jo lidt forskellig fra filmen; i sidstnævnte har man i udstrakt grad fremstillet knægten som et ejegodt menneske, der gerne vil hjælpe, men bare kommer galt afsted. I bogen nævnes, især i indledningen, at han godt kan være noget egensindig, for ikke at sige stædig. Men uanset: læst højt med tilbørligt hensyn til den, man læser højt for, er det en fantastisk samtalebog, der er god til at få problembørn til at spejle sig. Jeg oplevede, at flere af drengene blev meget interesseret i at lære at læse, så de selv kunne komme videre i de vidunderlige historier. Det synes jeg, især præger Astrid Lindgrens bøger, bådePippi og Bulderby-børnene taler til børn på den måde.

            AagePK

            Tuesday, August 18, 2020 at 12:09 GMT+0000

            • PS: min kones fætter, prof ved RUC, refererer til en oplevelse: en kontorchef fra undervisningsministeriet blev spurgt om, hvad han mente om BHs sidste udmelding: det kunne han ikke svare på, da han jo havde været væk fra ministeriet i over 2 timer.
              BH var jo kendt for at fare ud i 7-radioavisen, trække i land kl 8, for at dementere alt kl.9.

              AagePK

              Tuesday, August 18, 2020 at 12:13 GMT+0000

              • Det er lige på kornet! Iflg. min gamle klassekammerat var det sådan BH gjorde, og sådan han faldt på plads igen.

                Donald

                Tuesday, August 18, 2020 at 13:19 GMT+0000

            • Filmatisering af Emil-Fra-Lønneberg episoderne var noget andet end bøgerne, det er rigtigt nok. Jeg er bange for at den, jeg læste op af, også var lidt sorteret af danske udgivere, men altså, ja, han er også stædig, den lille Emil. Når han vil smage på æblegrøden eller hvad det var, og man smadrer terrinen for at få hans hovede ud, så er det jo ikke just for at hjælpe familien, at han har lavet ulykker, men vi forstår det godt.

              Jeg vil gerne tro at når man har BH tæt på, at så opdager man de andre sider af ham, men det, som jeg efterlyser, er en anerkendelse af at “problembarnet Bertel” faktisk også kunne noget og inderst inde godt forstod, hvordan han virker på andre. Og han havde så vidt jeg ved en evne til at holde menneskerettigheder højt i modsætning til Støjberg.

              Hvor er det stort og godt at høre hvordan drengene blev interesserede i at læse på grund af at de spejlede sig i historierne om Emil – åh, det ville jeg gerne have oplevet. Jeg tror at jeg har oplevet glade elever, som forstod hvor jeg ville hen med at lære at lære, som du skrev tidligere!

              Donald

              Tuesday, August 18, 2020 at 13:18 GMT+0000


Comments are closed.

%d bloggers like this: