Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for July 17th, 2020

Træernes tidsfornemmelse

Det er en fri fortolkning af forskelle på individer, når Wohlleben i denne lille erindring fra sin hjemby taler om personlighed som afgørende for, hvornår et træ kaster bladene om efteråret; – han har fulgt tre ege, der vokser lige ved siden af hinanden. De kan være spiret fra en håndfuld frø gravet ned samme sted af en mus (eller et egern – eller lignende) og han mener at de har samme jord og samme mikromiljø.

Nu er mit spørgsmål så, om han mener at personlighed er udslag af genetiske forskelle, eller om han leger med tanken om at træerne “har en mening om vejret”!

Man kan opfatte det som en strid om ord: Er generne det samme som personlighed?

Men der er mere i sagen end bare ord: Forskerne har på det seneste registreret, at genetisk ens individer (enæggede tvillinger, planteaflæggere og lignende) kan udvikle sig forskelligt under påvirkning fra omgivelserne.

Med andre ord: er generne bestemmende for personligheden eller er personligheden noget som kan påvirke måden generne bruges (epigenetik)?

Book-page

Er det personlighed at det biologiske maskineri er lidt forskelligt fra den ene til den anden eg?

Udover diskussionen om hvilke strategier træerne kan have om efteråret, når de kaster bladene, får vi i et senere kapitel en diskussion om hvordan træerne finder ud af hvornår de skal bruge energien til at lade knopperne folde sig ud.

Samme problemstilling har frøene, “træbørnene”, for hvis et frø spirer for tidligt, så kan det risikere at gå til på grund af frost, og hvis det spirer for sent, så kan andre være løbet med vand og lys.

Vi får ikke en forklaring af Wohlleben i bogen. Han nævner dog birketræerne med deres tusinder af småbitte frø som kan flyve langt omkring; bare nogle få er heldige at spire et godt sted på det rigtige tidspunkt har birken nået sit mål: At sætte næste generation igang.

Written by Donald

Friday, July 17, 2020 at 23:03 GMT+0000

Posted in Blogosofi, Naturpleje, Skov og have

Tagged with