Hvor der er en vej er der måske en v….

Der skal selvfølgelig stå vilje, men jeg skriver med vilie ikke noget og godkender ikke retskrivningsændringer i retning af at ‘j’ (jod skal udtales som halvkonsonant ‘i’ (familie, lilie, vilie, linie, …) fordi det er inkonsekvent med alle nye låneord fra England, John, Jon, Joe, June, juice, junk, Juillard, Jesus, jetmotor, jive, jig, jam, …

Det er godt at man kan stave, som man selv vil selv om man kan overdrive godheden. Det er ikke for at pisse på korrekt-stavere. Måske er det påvirket af dengang jeg havde en intelligent elev, som bare ikke havde lært dansk hjemme eller i skolen og som stavede som en brækket arm indtil han fik ros for i det hele taget at udtrykke sig + en forklaring på de mest vanvittige danske stavemåder. Måske er det et barnligt oprør mod autoriteter, måske er det et oprør mod at flertallet altid har ret. Dengang bogtrykkerne havde monopol på stavning, og fik betaling pr. bogstav, så man ofte stavemåder som “haffue” i stedet for “have”; den slags “monopol” på korrekthed er ikke OK.

Er dette citat mon fra dengang bogtrykkeren fik betaling pr. bogstav?:

summe haffue och medt Christo stor medtlydelsse oc offuer hannom stor medtynck

Det var slet ikke det, jeg ville skrive. Jeg ville egentlig slet ikke skrive noget. Og slet ikke om mig selv og om at komme videre. Men tilbage til veien. Vejen. Når man sidder og bliver rød i hovedet på grund af en skrap medicin og øjenlågene hæver, så er det svært at se vejen/veien, så jeg var på patient-transport forleden.

Men jeg skal nok komme tilbage.

I den mest heldige vinkel ser denne person rimelig normal ud