Om 100 år er alting glemt

… det påstod en skolekammerat for 55 år siden.

Men det kommer lidt an på hvad man mener med glemt. Og nogle ting fra dengang må ikke gå i glemmebogen.

Hvis denneher busk fik lov at stå i 100 år uden at blive klippet, så ville huset formentlig blive glemt – ædt op af planterne.

Buskene æder snart huset

Advertisement

Gensyn efter så mange år

Måske får jeg et klassebillede fra 1.klasse, 1.C i 1953, da jeg var 6-7 år gammel; så skal jeg nok lægge en kopi her.

Men her er et par glimt fra i går, hvor vi var et par stykker, som – trods mange afbud – mødtes i Petersens Familiehave om det så kun blev to! Men først og fremmest tak til de oprindelige arrangører, som havde samlet mail-adresser og fået svar fra stort set alle om det kunne lade sig gøre at mødes efter 55 år.

Jeg kom afsted i god tid, fandt parkering og gik en lille tur i det gamle kvarter omkring barndommens skole, Rahbekskolen, som nu er ejerlejligheder og ligger nær det boligområde som er døbt Carlsbergbyen. Skolen var bygget som nødløsning på en for lille grund, fordi der var flere børn end de gamle skoler kunne klare. Der var ikke rigtig plads til en skolegård, så der var lagt klausuler på naboejendommene: Hvis de nogensinde ville sælge, skulle kommunen have grundene og dermed kunne udvide skolegården. Men det vidste lærerne godt var usandsynligt, og derfor gik de sommetider med os op til Søndermarken om sommeren.

I Gymnasiet var der nogle få kammerater fra Rahbekskolen. Men som Dorrit (Skoleinspektør emeritus) fortalte, så var det dengang drenge, som efter 5. klasse blev tilbudt 6-9. klasse på gymnasium (“mellemskole”); drengeklasser, ingen piger, må gud forbyde at det nogensinde sker igen!

Min årgang var den sidste, der fik tilbudt at tage mellemskole på et gymnasium. Derefter brugte man kun gymnasielærere til 10-11-12 skoleår. Kun to piger ud af vores klasse på 36 fik tilbudt gymnasie-mellemskole! Men i gymnasieklassen mødtes vi igen, os to fra Rahbekskolen – plus et par stykker til fra parallelklasserne.

Skolegården, som var for lille

Arkitekten havde udnyttet stedet til en for datiden stor bygning, der kunne rumme en masse elever

Der blev snakket og fortalt

Beroligende tur efter gensynet

Ah! Hvor forandret, ingen sporvogn linie-9, plads til cyklister, ikke rasende biler på Pile Allé

Hjemme igen i god behold

Et af samtale-emnerne var selvfølgelig bagtalelse af de ikke tilstedeværende (NEJ I kan tro nej, det var der ikke noget af! Det var netop en af de meget fantastiske ting ved dette møde.)

Men som Falk konstaterede: Der kom mange sider frem, som vi ikke havde talt om dengang i gymnasiet, om familiebaggrund, om de følelser og ting, vi oplevede.

Jeg er desværre ret labil og det var rart at kunne skubbe til sidemanden, når jeg ikke kunne få et ord frem. Men det gør godt at få fortalt om de ting, som var “tavs viden” dengang.

Og vi klarede det.

Rahbek-skolen anno 1950: En trefløjet bygning tegnet af Niels Ludvig Hauberg