Hov, mobilen kan faktisk tage gode billeder
En mobile, også kaldet en uro, er betegnelsen for (papir-)silhouetter eller småting, som hænger i bøjler/tværstænger og holder sig i balance, men som drejer lidt rundt ved den mindste vind.
Mobile
kunstværk eller pyntegenstand der som regel består af figurer ophængt i stænger eller snore, og hvis dele bevæges af luftstrømme i rummet[.]
Men nu ved vi jo godt at jeg mener en lommetelefon, eller på godt nydansk smartfone – smartphone, må man gerne skrive iflg. Den Danske Ordbog. Gud bevare Danmark. Nå nej det gjorde måske ikke så meget hvis vi blev erobret af Nordmændene …
Smartphone
mobiltelefon udstyret med computerfunktioner, fx netbrowser, kalender og e-mailprogram
Når jeg tager billeder med Mobilen uden at zoome og i rigeligt lys, kan de somme tider blive rigtig pæne. Billederne her er fra en tur rundt Gribsø i Oktober, en traditionel efterårstur på små 4 kilometer, hvor det gælder om at komme udenom de værste mudderhuller og væltede træer.
Det første egner sig som skærmbaggrund fordi det er roligt, d.v.s. ikke har skrigende farver eller et motiv, der virker forstyrrende, det har dæmpede farver, det har mange detailler, d.v.s. at øjet finder behag i at se på det på en stor skærm og endelig, men ikke mindst, så er det et minde om en god oplevelse og jeg tænker “Dér må jeg ud igen!”
- Dette billede bruger jeg som skærmbaggrund for tiden – roligt, detailleret, tiltalende, men desværre ingen ænder med kølvand …
- De små broer ved våde steder, der skal forceres for at komme hele vejen rundt, er tærede af tidens tand
- Stedet med bedst overblik over hele søen – nær banens trinbræt
- Efterårsfarverne på træerne skal man se mindst en gang om året
- Hestevasken, bevis for at det var mig der gik turen …
- på hjemvejen er farverne pludselig underligt stærke, måske fordi solnedgangen ændrer lysets sammensætning
Kan man ikke flytte trinbrættet, så det kan bruges som bro i stedet for dem, der er tærede af tidens tand? Og siden hvornår er Donald blevet Hestevasker?
Jeg har lige bedt en bank lukke min konto, de havde adviseret mig om, at jeg snart skulle bruge en smartphone med en nøgle-app, så jeg i stedet for et papkort skulle godkende transaktioner med sådan en tingest. Altså, jeg gider ikke slæbe rundt med mere end nødvendigt, og risikoen for selfies er ydermere afskrækkende. 🙂
AagePK
Thursday, January 30, 2020 at 12:29 GMT+0000
Skovens vedligehold er overgået til privat service. Måske er det stadig nogle gamle skovarbejdere, for der bliver faktisk gjort noget en gang imellem – og hvis broen eller gangbrættet falder helt samme tror jeg de vil få en skoleklasse til at lave et nyt.
Gribskovbanens trinbræt ved navn Gribsø har faktisk ikke mange brætter, men ellers var det en idé, som slots- og bygningsforvaltningen ville elske.
Jeg føler mig som en hestevasker, når jeg kommer forbi dér. Det er morsomt, når der en gang imellem er nogen, der hopper i, vandet er klart og hestene kan godt lide det.
De problemer med banker og stat og kommuner, som forventer at man har en smartfone, hvad var det Ellen synes vi skal kalde dem? Det synes jeg er utroligt på tværs af fri konkurrence, – man accepterer at der er to – tre store systemer, og dem bruger man til offentlige formål. Jeg husker også at stat og kommune troede at det var OK at bruge Facebook som officiel kommunikationskanal.
At Trumpister bruger Twitter til bekendtgørelser er lige så utroligt. Som en US Defence styrelse sagde på et tidspunkt: Vi afventer at der kommer en officiel henvendelse om (dette eller hint forhold).
Donald
Thursday, January 30, 2020 at 16:38 GMT+0000
Der er jo desværre flere offentlige og halvoffentlige institutioner, der bruger fæcesbogen, men så slipper de da for mig. Vor avis synes også, det er smart at lade debatten gå via den, og hvad får de så ud af det? Fordi du kan være anonym der, fristes mange jo også til hæmningsløshed, og det gør jo ikke debatten mere lødig. Dem om det.
Jeg ser bare, at især unge har fået det sværere med det liv, som åbenbart skulle være så fyldt med fremskridt: halvdelen går til i for meget (negativ) opmærksomhed, den anden halvdel går til i for lidt, især positiv, opmærksomhed.
Min kone tvang mig til at tage vor gamle Nokia med til Indien: så kan du komme i forbindelse med os! Jeg gemte den et sikkert sted, og glemte alt om den. Derfor fik jeg den heller ikke med hjem 4 uger senere. Til gengæld havde jeg så en god undskyldning for at tage derned igen, apparatet skulle jo hjem. Og fordi jeg var/blev en god kunde, gav Emirates mig en plads på BusinessClass fra Chennai til Dubai, på natflyveren: man kan faktisk godt sove i den der smarte seng, der folder sig ud under en, når man trykker på den rigtige knap. Og de søde stwardesser klapper én blidt på benet, når de vil høre, hvad man kunne tænke sig at drikke. 🙂
AagePK
Thursday, January 30, 2020 at 19:04 GMT+0000
De gamle Nokia’er havde en god lyd-teknik, de var såmænd ikke så ringe. Og sikken en god undskyldning for at tage derned. Jeg gad nu nok vide om den undskyldning holder en meter – men rejsen holder i hvert fald. Spændende at komme den vej. Emirates er OK, ikke – Airbusser? Den store A380?
Jeg forstår simpelthen ikke at der ikke var nogen, der stoppede politikerne da de begyndte at bruge FB … fæcesbogen! … til offentliggørelse og kontakt med borgerne. Jeg er da godt klar over at man skal være hvor folket er, men man må da have så meget respekt for sikkerhed og IT-sundhed eller etik, og for det danske sprog, at man oprettere websider, som kan det samme eller mere end FB og så kan man jo henvise til dem fra både den ene og den anden “sociale service”.
Donald
Thursday, January 30, 2020 at 21:00 GMT+0000
Den store Airbus flyver mellem København og Dubai, og hvis man ser sig godt for, kan man få sæder lige så gode på monkey-class som på 1. hos andre. Men på Dubai-Chennai fløj vi med Boing 737, såvidt jeg husker, der er pladsen mere trang. Medmindre man får tilbudt en opgradering.
Til gengæld får man så ikke vinduesplads. Men det gør heller ikke noget, når det er natflyveren, vel?
For øvrigt havde jeg, for en sikkerheds skyld, også glemt et par sko og bukser, (jeg kom hjem i Februar i sandaler og shorts!) så jeg var nødt til at tage afsted igen. 🙂
AagePK
Friday, January 31, 2020 at 10:04 GMT+0000
😎
Min genbo fortalte med glæde om behageligheden ved transport med den store Airbus, A380. Det overraskede mig lidt, selv om jeg godt var klar over at man har arbejdet hårdt for at få denne enorme maskine til at virke tiltalende – grunden til at det først og fremmest er Emirates og Qantas der bruger dem, er at det er svært at fylde dem undtagen på sådanne store ruter som fx. til Dubai. Men det undrer mig alligevel at København-Dubai er så befærdet; jeg ville snarere have troet at Kbh-New York eller rettere Paris-N.Y. ville være en fyldt rute (ruter, som engang blev befløjet med Concorde.)
Det var da godt at du for en sikkerheds skyld havde glemt noget mere! (MEN: Hvordan i alverden kunne du få den idé at tage tilbage efter sko og bukser?)
Donald
Friday, January 31, 2020 at 10:27 GMT+0000
Shorts og sandaler var lige lidt nok den vinter.
Dubai er hub, læs: knudepunkt, for Indien, Afrika og Syd-Asien. Det vist ihvertfald planen. Derfor gør de også umådeligt meget for kunderne. Da en maskine nødlandede, gik i brand, og spærrede for temmeligt mange maskiner, første gang vi var på vej hjem fra Tranquebar, fik vi et overordentligt godt hotel, til vi kunne komme hjem dagen efter. Der var 5000 andre i samme situation.
Vi var dog glade for, det ikke var vor maskine, det gik ud over. En brandmand blev dræbt, passagererne slap ud i tide, kaptajn og chef-steward blev blæst ud ved eksplotionen, men overlevede rimeligt uskadte.
AagePK
Friday, January 31, 2020 at 11:42 GMT+0000
Dubai – mellemlandinger giver god økonomi, det er jeg med på, de lange flyvestrækninger kræver utroligt meget brændstof, hvoraf det meste går med at løfte resten af brændstoffet – en underlig situation.
Men genbo mener ikke at A380 kan have 250 ton brændstof (! Flyet vejer “kun” 277 ton!) i sine tanke, men at man bare fylder trykluft på og så kommer maskinen på vingerne … Det er trættende at argumentere og forklare, at de store airbusser helst ikke vil være i den situation at de er nødt til at fylde ekstra-tanke under passagererne udover de tanke, der er i vingerne. Den er i virkeligheden ikke god til lange stræk, den store A380. De holder op med at producere den.
Donald
Friday, January 31, 2020 at 19:11 GMT+0000
Der er en forskel på en mobil og en mobile, lige som der er forskel på en dam og en dame, et hav og en have 🙂
Smartfonen (en glimrende fordanskning, ikke?) er en af nyere tids bedste opfindelser, som i SÅ mange henseender har gjort livet nemmere for os. Eller … de fleste af os, i hvert fald … de af os, som ikke har noget imod fremskridt 😉
Ellen
Thursday, January 30, 2020 at 13:46 GMT+0000
Ja, selvfølgelig og etymologien er også rimeligt forståelig. Jeg kan bare ikke lade være.
Der er en vej her, som hedder Damengen, og jeg læser altid Dame-engen. Selv om der ikke er bindestreg! Jeg må være lidt ordblind eller noget … 🙂
Donald
Thursday, January 30, 2020 at 16:31 GMT+0000