Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Frygten for flygtninge

Han blev samlet op af et redningsskib på Middelhavet. Han kunne ikke sige noget, stammede og hostede og mumlede. Hans medpassagerer fortalte at han var blevet fanget og indespærret i en lejr; at han var blevet tortureret og skulle arbejde uden at få hverken vådt eller tørt. Han led af kroniske sygdomme, men man vidste ikke hvilke. Alligevel lykkedes det ham at komme ombord på et migrant-fartøj.

Det var utroligt, at det var lykkedes ham at komme så langt i den ringe tilstand han var i, til grænsen til Europa hvor liv begynder at tælle, omend kun lidt; til territoriet hvor død forklares og bliver til nyheder. Det symbolske led mellem Norden og Syden: En tilfældig linie i Middelhavet som markerer grænsen mellem liv, der tæller, og de, der ikke gør. Mellem Europas jord og Afrikas ingenmandsland.

Nogle få nautiske mil, men en verden til forskel.

Med en iltmaske og med mærker efter vold på ryggen kæmpede han for at overleve, klyngede sig til livet. Der var ikke nogen han kendte blandt de, der var omkring ham. Efter redningen sejlede skibet i nogle timer mod Italien. Ulet, som han hed, begyndte at føle sig bedre tilpas og bad en sygeplejerske om at komme ud på dækket, hvorfra han kunne se bølgernes rytme og kunne føle Middelhavets brise på sit ansigt. Langt fra Libyen, fra krigens inferno og tortur, som havde bestemt hans skæbne, besvimede han.

De prøvede at redde ham i en halv time, men han døde af vand i lungerne ifølge dødsattesten.

Book cover

Vi er ikke flygtninge – de vestlige rige samfund er bange for flygtninge og ønsker ikke at anerkende mennesker som flygtninge, fordi det medfører et ansvar

Page from book

Historien om drengen, som ønskede at se havet fra redningsskibet inden han blev bevidstløs og døde

Written by Donald

Thursday, January 30, 2020 at 20:52 GMT+0000

Posted in Hav

Tagged with ,

4 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Tragedier

    Annemor Schønhaug

    Thursday, January 30, 2020 at 22:06 GMT+0000

    • Ja, vi bør hjælpe på den ene eller anden måde.

      Donald

      Thursday, January 30, 2020 at 22:49 GMT+0000

  2. I den bedste af alle verdener kan du og jeg rejse og tage ophold, hvor vi lyster. Og da vi ikke diskriminerer, gælder det også for folk fra resten af kloden.
    Men den verden eksisterer ikke.
    Skal jeg til Indien, Bolivia eller USA har de regler, jeg må underkaste mig, før jeg får lov til at rejse ind i landene. Og hvis jeg er arbejdssøgende, er reglerne endnu mere strikse. Og det gælder så selvfølgeligt også den anden vej.
    Noget helt andet gælder så for flygtninge: en flygtning har krav på asyl, hvilket indebærer, at vedkommende får ophold, bolig og et udkomme, så han/hun/de kan overleve på en ordentlig og tryg måde. Indtil de kan rejse hjem, når tilstandende i hjemlandet har stabiliseret sig, så grundlaget for flugten er ophævet.
    Og her er det så, at rodet begynder: en flygtning er en flygtning er en flygtning, ok? Herbergstaten er så forpligtet til ovennævnte, men derudover også til at påvirke hjemlandet til at få styr på situationen. Der er mange veje, bl.a FN. Og der må være en tidsfrist: efter et stykke tid må man se på familiesamføring, bl.a for at forhindre, at børn bliver brugt som gidsler af hjemstaten. Kan der ikke skabes ordnede forhold, må der være en tidsfrist for at opnå permanent ophold.
    Til gengæld må flygtningen holde sin sti ren: ikke deltage i undergravende virksomhed, hverken mod herbergstaten, hjemstaten, eller de internationale bestræbelser på at genskabe ordnede forhold. Og ferierejser til hjemstaten, eller hjemsendelse af børn til opdragelse i religion o.lign er no-go: en flygtning er en flygtning.
    Det har mange flygtninge forbrudt sig imod, og derfor er der vokset en uvilje mod begrebet flygtning. Nu ser vi , i endnu højere grad end tidligere, flygtningen som en potentiel ballademager, 5.-kolonne, handelspolitisk sten i skoen, og, og, og… Derudover har vore politikere ikke gjort det bedre ved at tillade dobbelt statsborgerskab: nogle af de “forkerte” flygtninge har pludseligt fået dobbelt så mange rettigheder og muligheder, som landets egne borgere. Det er ikke rimeligt. Det skaber endnu mere uvilje til at modtage flygtninge.
    Som ellers i langt de fleste tilfælde er udmærkede borgere, gode arbejdere og nære venner. Jeg kender en del.

    AagePK

    Friday, January 31, 2020 at 9:55 GMT+0000

  3. Den verden existerer ikke, det skulle nogen have fortalt Napoleon. Nå undskyld jeg hopper ud ad tangenten, men jeg har tænkt på hvordan mennesker altid har migreret hver gang jeg hører at nogle mennesker er druknet på Middelhavet på vej mod Europa. Det er jo forfærdeligt, og verden af i dag er ikke sådan at man bare kan tage afsted og rejse hvorhen man vil, som du ganske rigtigt siger.

    Jeg har aldrig forstået at det var tilladt med dobbelt statsborgerskab, jeg blev meget forbavset, da jeg fik at vide at min bror havde dobbelt statsborgerskab indtil han fyldte 18 (i 1962) og afsagde sig persisk statsborgerskab; men vores forældre / den generation, som levede under WWII har jo haft mange hensyn at tage, herunder måske frygten Danmarks udslettelse.

    Jeg er godt klar over at der er gode grunde til at være kritisk overfor enhver, der påberåber sig at være flygtning. Strengt taget var Ulet ikke flygtning i Somalia, men blev det, da han blive mishandlet i Libya. Burde EU kolonisere og tvangskristne Libyen? Den slags tanker kommer nok kun fra en hjerneskadet.

    Her i kommunen er der også gode kræfter, som tager sig vel af flygtninge, og kun ganske få indvandrere eller migranter forstår ikke hvordan man gør i det danske samfund. Jeg har endnu til gode at besøge frivillig-caféen som tilbyder lektiehjælp og hyggeligt samvær.

    Donald

    Friday, January 31, 2020 at 19:05 GMT+0000


Comments are closed.