Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Forsvar for sprogrevsning

with 5 comments

Somme tider gør man grin ad folk, der taler om korrekt sprog; de er sprogrevsere og det ønsker man ikke at være. Dansk Sprog- og Litteraturselskab eller udvalget for retskrivning og akademiske sprogforskere fortæller os at sprogbrugeren sætter normen – det, som tales på gaden, er “korrekt” sprog.

Dermed glemmer man at sprog slides og forringes, når barnet har svært ved at udtale lange ord, ord med mange konsonanter lige efter hinanden og den slags. Sproget bliver ikke bedre af sig selv.

Vi kan forholdsvis let læse texter fra 1800-tallet. Men Italienerne kan forholdsvis let læse inskriptioner fra år 100 eller endda 100 før vor tid! Er det ikke værd at stræbe efter at kunne forstå vores forfædres sprog uden alt for meget besvær?

Det er ud fra sådanne tanker at jeg somme tider – når jeg er sikker på at ingen læser det – erstatter ‘ks’ i ord af latinsk oprindelse med ‘x’ – måske yderligere skubbet i den retning pga det efternavn, som jeg er født med, Axel.

Her er en text fra 1800-tallet (H.C.Andersen: Mit Livs Eventyr) i original ortografi:

Tæt ‘ved Bryggerset, hvor det Grønne blev brændt, havde gamle, fattige Qvinder deres Spindestue; herind kom jeg tidt og blev snart deres Yndling, thi jeg havde hos denne Forsamling en Veltalenhed1 der tydede paa, som de sagde, at “et saa klogt Barn ikke kunde leve længe”, hvilket i høj Grad smigrede mig. Jeg havde tilfældigviis hørt tale om Lægernes Kjendskab til Menneskets indre Bygning, hørt tale om Hjerte, Lunge og Tarme og det var mig nok til strax at holde derover et Foredrag for de gamle Koner; dristig malede jeg med Kridt paa Døren en Mængde Krimskrams, det skulde forestille Indvoldene; jeg talte om Hjerte og Nyre, Alt hvad jeg sagde, gjorde et dybt Indtryk paa hele Forsamlingen; jeg gjaldt for et mærkeligt klogt Barn, og min Snaksomhed belønnedes med, at man fortalte mig Eventyr; en Verden, rig, som i “Tusind og en Nat” rullede op for mig.

Written by Donald

Tuesday, January 14, 2020 at 10:15 GMT+0000

Posted in Ord

Tagged with

5 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Jeg kan til nød tilslutte mig ‘strax’, men til gengæld er ‘Quinder’ ikke stavet som det udtales, lige som ‘Kjendskab’ heller ikke udtales med ‘kj’; og d’et i ‘tidt’ er stumt. ‘Skulde’ og ‘kunde’ udtales ‘skulle’ og ‘kunne’.
    ‘Tilfældigviis’ er udpræget sjællandsk. ‘Gjaldt’ staves stadig sådan, men det ved flertallet ikke, fordi det udtales anderledes.
    Så hvor er lige fordelen ved stædigt at holde fast i 200 år gammelt sprogbrug? Jeg har svært ved at se, at argumentationen holder 🙂

    Ellen

    Tuesday, January 14, 2020 at 20:42 GMT+0000

    • Bortset fra det, nyder jeg at være sprogrevser 😀

      Ellen

      Tuesday, January 14, 2020 at 20:43 GMT+0000

    • Jeg tror at ‘kj’ i Kjendskab, Kjøbenhavn og Kjæring er levn fra øst-dansk eller skånsk. Tænk bornholmsk.

      Fordelen ved at holde fast ved stavning er såmænd bare at vi gamle mennesker ikke behøver at lære noget nyt.

      Spøg tilside:

      Det kommer an på hvad man forventer af argumentationen. Det er klart at italienerne staver moderne italiensk på en anden måde, men det morsomme er at man kan forstå inskriptionerne på bl.a. Forum Romanum med en smule anstrengelse. Det gælder vist ikke Jellingestenens påskrift.

      Vi kan ikke rulle tiden tilbage, men vi kan forbedre sprog ved at være fleksible (med eller uden x) og ved at acceptere, at der kan være andre løsninger.

      Sprogafgrænsning var noget af det første jeg lærte på Engelsk studiet – det var meget inspirerende, hvad de to damer skrev om at engelsk ikke bare er engelsk, og det samme gjælder … undskyld, gæller, nej nej nej gælder! jo dansk.

      Donald

      Tuesday, January 14, 2020 at 22:11 GMT+0000

  2. Nu lader det jo til, at alle i Wikipedias univers er enige om, at Aksel er et oprindeligt dansk navn, med oprindelse i det hebraiske navn Absalon, og dernæst latiniseret Axel: ærkebiskop Absalon af Lund benævnes nogle steder også Axel af Lund.
    Men derudover har jeg tit og ofte plæderet for, at man gør sig selv og kommende generationer en regederlig bjørnetjeneste, hvis man lader det til hver en tid fremherskende mening om skrive- og stavemåde bestemme, hvad der er korrekt sprog: at gadens sprog skulle være det korrekte. Rent praktisk bliver vi jo derved mindre og mindre i stand til at læse og forstå, hvad tidligere generationer har skrevet. Og hvis sprog i hvilken gade skal være udslaggivende? I København siger man Haunegæje, i Rønne Hævnegåde, når man mener Havnegade. Og møder du nogen i den gade efter kl 24 forstår man ikke en skid af, hvad de siger, vakler op fra kælderbeværtningerne.
    For ikke så længe siden ledte jeg efter et Danmarkskort med stødgrænsen, og faldt over en artikel af en meget skriftklog quinde fra SprogParnasset: hun havde fundet ud af, at stød, som var en del af en dansk dialekt!!! var blevet hindret i at oversvømme Sydhavsøerne pga en grøft, kongen som jagtindehaver havde ladet grave tværs over Falster, såvidt jeg husker. Jeg skrev til hende om, at det jo ikke forklarede, hvorfor der heller ikke findes stød i en linje fra Tønder tværs over Als og det sydlige Fyn: der var der jo ingen grøfter. Og om ikke det måtte være dansk uden stød, der var dialekt, eftersom langt de fleste dansktalende har stød, og det måtte da være mindretallet, og ikke flertallet, der talte dialekt.
    Gæt, hvad hun svarede!
    Jeg holder på, at den sydlige del af kongeriget i umindelige tider har talt kyst-dansk, under indflydelse af tyskere, vendere, slaver og svenskere: det er da påfaldende, at stødgrænsen stort set følger kysten mod syd, og helt op til København: som jo også var under tysk indflydelse via de mange tysktalende embedsmænd, der gennem tiderne kom til staden.
    Også i skriften ses det: nordmanden Holberg var en fin sproglig iagttager, der meget nøjagtigt samlede og nedskrev sproget, som han som tilflytter var meget opmærksom på, da han skulle tilegne sig det. Derfor er Holberg-ordbogen i ordnet.dk fyldt med forskellige måder at notere stød på: at døe, at gøe, at gåe, at ståe. Slet ikke som i dag, hvor ordet dør skrives ens, om man skal i kisten eller ud på gaden.
    Faren er stor, og moren kan gå, når hun har gjort sit arbejde, ikk’? H C Andersen skrev Faer, på Als sagde vi Mutter, Moar eller Muer, alt efter om vi boede i Holm nord for stødgrænsen, eller i Havnsø eller Synneborre.

    AagePK

    Wednesday, January 15, 2020 at 18:57 GMT+0000

    • Ja, sådan, vi har brug for at udbrede sprogpolitisk kritik.

      Jeg instruerede et art revy med en skoleklasse, som havde fundet et stykke der hed “den sidste dør” – det spillede selvfølgelig på dobbelttydigheden. Det var ikke dårligt, men heller ikke supergodt. Jeg tror man skulle have overtalt dem til at spille et Shakespear scene eller noget andet, for de mærkede efterhånden at det var lidt tyndt – men pyt, vi klarede det.

      Det forekommer mig at danskerne trods forskelle har været bevidste om at hvis man talte langsomt og tydeligt, så kunne man gøre sig forståelig på tværs af sund og bælt og klasseskel.

      Jeg blev overbevist om at sprog-politik ville være en fordel for alle danskere dengang jeg for første gang hørte at Latin ikke “kun” er ophav til de romanske sprog, men at der er to slags: gadesproget og det højbårne eller akademiske latin. Wikipedia bruger betegnelserne classical og vulgar, men jeg synes der var nogle andre betegnelser, som jeg ikke kan huske. Vernacular/High?

      By the late Roman Republic (75 BC), Old Latin had been standardised into Classical Latin. Vulgar Latin was the colloquial form spoken during the same time and attested in inscriptions and the works of comic playwrights like Plautus and Terence and author Petronius.

      En artikel om Vulgar Latin, Origin of the term:

      Vulgar Latin or Sermo Vulgaris (“common speech”), also Colloquial Latin,[1] or Common Romance (particularly in the late stage), was a range of non-standard sociolects of Latin spoken in the Mediterranean region during and after the classical period of the Roman Empire. It is distinct from Classical Latin, […]

      Man kunne godt fristes til at tro at standardiseringen af Latin var med til at holde sammen på det romerske imperium og “Pax Romana”, den undertryktes fred. Gad vide om det er en sådan frygt for undertrykkelse der gør at hver landsby ønsker respekt om sin egen dialekt. Synneborre eller Synnjylland er måske en undtagelse? de vidste at de havde deres eget sprog, men lærte jo også højdansk.

      Donald

      Wednesday, January 15, 2020 at 22:01 GMT+0000


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s