Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Min moster som meget ung

Family with Marie very young probably 1939

Fra øverst til venstre: Et fremmed barn i baggrunden, en gæst eller hjælper med tørklæde, en grand-onkel som dreng, hans far, hans mor, som gav mig en musikalsk ordbog, min mormor; forrest fra venstre: Yngste morbror, ældste morbror, mosters kæreste (senere mand) og moster Marie

Billedet kan være fra ca. 1939

Marie var dygtig til at sy kjoler, min mor fortalte, at hun ikke kunne forstå hvordan hendes lillesøster gjorde, om formiddagen købte hun stof og om aftenen kunne hun gå ud i den nye kjole. Det må være hendes egen kreation på billedet. (Rørende, og flot, ikke?)

Min moster Marie har betydet opmuntring for mig i en grad, som næppe kan overdrives. Vores liv var forskellige og langt fra hinanden, men jeg havde en fornemmelse af at hun “så mig” og holdt af mig. Det kom til udtryk bl.a. ved at hun gav mig noder til Bach’s partiter for klaver på min 19 års fødselsdag, – den eneste gang jeg var i Tehran for at besøge familien. (Jeg kan se på forretningens påtegning at det var dyre noder dengang.)

Andre i familien var mere uforstående for min trang til at spille klassisk musik – unge mennesker skal spille moderne musik tror jeg min onkel sagde, ligesom jeg husker en grand-onkel, som sagde til min niece at det altså er syge unge mennesker, som lytter på requiem’er (og dog er Mozart’s Requiem et hit – måske fordi man er ligeglad med texten.) – Og en arbejdsgiver i Ungdomsskolen sagde med foragt: “Når de fine skal more sig går de i Nyhavn”.

Hvis jeg tæller på pinlighedsskalaen hvilken af mine oplevelser var værst kommer mit spørgsmål til min moster fint ind på top 10; ved min fars begravelse spurgte jeg om han havde flirtet med hende (min fætter sad ved siden af og hørte på) og hun smilede bare og sagde nej, nej. Selvfølgelig. Ikke.

Hendes moster, min bedstemors søster, Sateniq, (på billedet med et stort smil i en prikket kjole) gav mig samme år en gave en musik-ordbog, som har været nyttig ved mange lejligheder. Hun viste den samme accept af hvad unge mennesker kan og vil.

Jeg ville ønske, at jeg havde bevaret den følelse af accept og tillid i de ungdomsår, der fulgte.

Written by Donald

Tuesday, September 24, 2019 at 10:56 GMT+0000

Posted in Liv

Tagged with

8 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Det er en kendt sag – men et forbløffende undervurderet faktum – at unge mennesker kan have stor glæde af en mentor. Nu kan din “Moster Marie” måske ikke totalt udfylde indholdet af den ramme, men på en anden måde oplevede du din moster Marie som en voksen-person, der “så dig” og det har du – forståeligt – aldrig glemt.

    Dine læsere er indtil nu blevet præsenteret for to kapitler i din livshistorie, der indeholder “selektive fremmedartede miljøer”. Måske burde du overveje, om dine samlede oplevelser (og tilegnede kompetencer) er en bog værd i vores selvudgiver tid. “Tonen i det armenske program” eller noget bedre, der linker dit liv i en headline.

    Jeg har så selv valgt at “merge” mine livsoplevelser ind i mine spændingsromaner…. 😉

    Erik Hulegaard

    Tuesday, September 24, 2019 at 12:20 GMT+0000

    • Tak for den kommentar Ehu, jeg tror godt jeg kunne fylde en bog med mere eller mindre sandfærdige erindringer, som jeg ville forsøge at vise på en måde som gør dem alment-menneskelige.

      Jeg vil gerne læse mere af dine spændingsromaner, jeg kan godt se hvordan du fletter rejse-oplevelser ind i de mange spændende scener i den, jeg har læst.

      Jeg forsøgte at skrive en lang novelle (eller kort roman) om en vikar-lærer i tegning i en folkeskole, hvor man finder en død dreng, som det viser sig at ingen savner eller efterlyser, baseret på en lille artikel, min morbroder sendte mig engang for længe siden (jeg har den ikke mere, men husker en del). Jeg har oplevet så mange ting og begyndte dengang at kunne se andet end børn for mine øjne, når jeg (som vikar) stod overfor en klasse. Jeg ville hellere hjælpe dem med matematik opgaver end få dem til at synge noget, de ikke gad synge. Men også jeg gik på kompromis og oplevede forskellige vilde ting.

      Donald

      Tuesday, September 24, 2019 at 13:36 GMT+0000

  2. Det er et dejligt billede fyldt med liv, og kvinden Sateniq i den prikkede kjole lyser op.
    Din moster Marie og Sateniq har virkelig forstået, hvad der betød noget for et ungt menneske med deres gaver. Jeg har selv en moster, som var enestående til at finde på gaver, jeg blev lykkelig for.

    Madame

    Tuesday, September 24, 2019 at 13:56 GMT+0000

    • Ja, det er et dejligt billede. Jeg gætter at det var fra en af de familie-skovture (uden skov) som familierne foretog i de nærliggende bjerge, Shemiran, Elborz, hvor temperaturen altid var mere behagelig.

      Det er dine opmuntringer, som fik mig til at arbejde mere på at finde de gamle billeder. En del er gået tabt. Det er svært at finde en passende måde at fortælle om tingene, noget er upassende, noget gør ondt, men der er heldigvis mange lyse stunder.

      Det bedste ville være hvis jeg kunne få en balance mellem de gode og dårlige sider, men det er næsten umuligt. Jeg tænker ofte at den måde John Irving beskriver menneskelige aktiviteter og følelser er så vel-balanceret at man må kunne lære noget af dem. Som man kan se af hans egne erindringer, er det bestemt ikke alle, der som jeg mener at Irving er lykkedes med at få alle sider af menneskers aktiviteter sat ned på papir – og ja, noget af det er jo også extremt og for os almindeligere mennesker helt utroligt.

      Donald

      Thursday, September 26, 2019 at 11:32 GMT+0000

  3. Deilig med mennesker som “ser deg”.
    Klem på deg ❤

    Annemor Schønhaug

    Tuesday, September 24, 2019 at 15:29 GMT+0000

    • Ja, hun var et dejligt menneske. Klem på dig! ❤ 🙂 ❤

      Donald

      Thursday, September 26, 2019 at 11:33 GMT+0000

  4. Endnu et herligt familiefoto!
    Pigen i baggrunden ledte mine tanker hen på Otto Baches maleri “De sammensvorne rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping St. Cæcilienat 1286”, hvor en anonym beskuer også tager en del af billedet.
    Er billedet taget i Teheran?
    Pudsigt og helt uden for emnet: Slog lige Teheran op. Teheran kan betyde “det varme sted” modsat Shemiran – et køligere distrikt i det nordlige Teheran.
    Koldt på polsk hedder Zimno. Er der mon sproglig forbindelse?

    natural2222

    Friday, September 27, 2019 at 0:41 GMT+0000

    • Ja man søgte op i bjergene, når man tog på skovtur, fortalte min mor.

      Det var nyt for mig at “ran” endelsen betyder “stedet” og at det er forstavelsen, som giver karakteristikken. Tak for opslaget!
      Polsk og persisk (ikke arabisk) har langt ude fælles rod i et indoeuropæisk sprog, som man gætter sig til – man ved ikke hvordan det var, men man finder netop de fælles ord og prøver om der er basis for at det er samme oprindelse. For at kunne gøre det, skal man kende sprogenes lyd-forskydninger. Zimno kan godt være af samme oprindelse som “Shemi”.

      Formentlig har “indoeuropæisk” også været sammensat af mange dialekter. Det nærmeste i dag er hindu sproget – men jeg ved ikke nok om det, jeg vil ikke skydes, hvis jeg husker forkert 🙂

      Donald

      Friday, September 27, 2019 at 18:54 GMT+0000


Comments are closed.