Disneyficering

Invasion, Centofitterne kommer

Engang var der en større Disney-dokumentar, som blev opreklameret og som blev vist i en af de store Københavnske biografer, World Cinema i Cirkusbygningen, tror jeg. (Research: The Living Desert, 1953.) Det var en film om dyrelivet i en ørken, The Living Desert, filmet i Arizona. Det kunne lige så godt have været en anden ørken, der er lavet mange spændende film om livets evne til at leve … også i ørkener.

Men denne her lille fyr på billedet fik mig til at tænke på, hvordan Disney fotograferne havde lavet en sekvens med et frø, en time lapse sekvens, altså billeder hvert minut eller så over flere timer, måske et døgn, som viste, hvordan frøet “bevægede” sig som om det søgte efter et sted at gro. Det er luftfugtighed og frøets medbragte næring, som gør det muligt for frøet at ændre form og derved flytte sig; det skortede da heller ikke på en naturlig forklaring.

Detteher frø ville ind i huset – ingen tvivl om det 😉 – den svage luftning var nok til at det fløj ind igen hver gang jeg smed det ud … til sidst lagde jeg det i “Grønt Affald” og lukkede låget og havde frygtelig dårlig samvittighed! 👿 i et sekund eller et halvt! 🙄

Og så er der selvfølgelig frø, der har overlevet, fordi de havde et bevægemønster, som ledte dem til en passende gro-bund. Det er meget morsomt at se det ud fra Darwinismens forklaring, men Disneyficeringen af den lille frøplante er nu også interessant og slår på nogle strenge i os, der har mærket elan-vital vinde over biologien.

The film was inspired by 10 minutes of footage shot by N. Paul Kenworthy, a doctoral student at the University of California at Los Angeles. Kenworthy’s footage of a battle between a tarantula and a wasp intrigued Disney, who funded a feature-length production following the lives of diverse desert species. Disney was highly supportive of Kenworthy’s work and its impact on nonfiction filmmaking, stating, “This is where we can tell a real, sustained story for the first time in these nature pictures.”

Advertisement