Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for July 21st, 2019

Årsdag: Var en af de dyre patienter


I efteråret 2018 fik jeg 6 kemo-terapi behandlinger. Der blev målt og scannet hver gang, og jeg fik en termo-isoleret pose med en speciel injektion, som skulle gives tre dage efter kemo-behandlingen, dens formål var (så vidt jeg forstod) at hindre skader efter kemo-injektionen, som gerne skulle være kraftigt virkende lige når man fik den, men for ikke at skade væv og blodproduktion for meget skulle den så stoppes.

Desuden fik man blandt andet adrenalin piller (Prednisolon), som sørgede for at kroppen var i højt gear. Lige efter en behandling havde man derfor ikke rigtig nogen fornemmelse af hvor belastende det egentlig var for kroppen.

Jeg mindedes min legekammerats mor, som efter behandlinger i 1990 sagde at NU ville hun ikke have mere kemo, for hun blev så dårlig at det ikke var det værd.

Men sådan var det ikke for mig. Benene føltes tunge, ja, og det var svært at gå, men ikke umuligt. De mange smerter i ryg og hofter forsvandt i nogen grad, så jeg havde det bedre end sommeren 2018 inden behandlingerne. Forskning og udvikling havde forbedret medicinen i så høj grad, at en sygeplejerske sagde til mig, at man for 10 år siden ikke ville have kunnet redde mit liv.

Efter de første tre behandlinger var kontaktlæge Trung Do så sød at han viste mig resultat af scanning før og efter, ikke bare lægens beskrivelse, men selve billederne. Det så godt ud, der var ikke nogen pletter tilbage.

Pletter på en sådan scanning indikerer, at der er højere stofskifte og dermed at der er kræftceller, som tager mere energi – omsætter mere sukker – end de almindelige raske celler, derfor vil temperaturen og intensiteten af sukkerstof være større omkring de områder, hvor der er kræftceller. Med andre ord, det er en god indikation, men ikke noget bevis for at der ikke kan være et lille antal vildtløbne kræftceller tilbage. Behandlingerne fortsatte, en hjernescanning viste ikke nogen faresignaler, så den del af behandlingen (en særlig behandling) blev aflyst.

Man er tilbøjelig til at glemme, hvad der sker under sådan et behandlingsforløb; det er ligesom en anden verden, lidt som når man er på ferie og oplever andre kulturer. Jeg havde det godt under to indlæggelser, en gang for høj temperatur, og anden gang for lungebetændelse. Jeg læste Troels Kløvedals barn- og ungdomserindringer, og blev rystet. Sygeplejerskerne fik mig til at se på livet og kroppen på en lidt anden måde end hidtil. Den del af hjernen, som man kunne kalde “kvindeantennerne”, var behageligt inaktive.

Medicinpriser

Ved den 4 eller 5. behandling tænkte jeg at jeg hellere måtte slå op hvad der var i den injektion, man fik med hjem. Det var specialstof til modvirkning af kemo.

Det viste sig, at den kostede 10000 kr. – sådan ca. min månedsløn efter skat. Det fortalte jeg sygeplejersken, som sagde ja, det vidste hun godt. Hver kemobehandling kostede ca. 50,000 kr. Halvtredstusinde kroner. “Du er én af de dyre patienter”.

Jeg røg bagover. Av av av. Jeg regnede langsomt ud, 6 gange à 50 kkr. (kilo-kroner) = 300 kkr. hvilket jo jeg nok har betalt i skat i løbet af et par år, dengang jeg tjente penge. Men altså, nu fik jeg dem tilbage på den bedste måde man kunne ønske sig.

Jeg prøvede igen at læse om de ingredienser, som indgik i behandlingen. Basis var stadig sennepsgas, forhåbentlig i en modificeret form, som selv om den var en giftig nervegas måske kunne have mindre effekt på nerverne (og hjertet) end på de vildtvoksende lymfe-celler (lymfekræft er simpelthen muterede, vildtvoksende lymfe-celler).

Interessen var vakt: Hvad havde forskningen kostet? Hvor langt var man nået? og mere end det:

Hvad kostede medicin i andre lande?

Jeg kunne huske noget om HIV-medicinpriser til Afrika, hvor hele verdens sundhedsmyndigheder pressede medicinfirmaerne til at lave billigere medicin til de lande, hvor HIV kom fra – hvis ikke man gjorde det, ville denne sygdom ramme flere og flere mennesker i USA og Europa, og derfor var den bedste “kur” at sørge for medicin til de hårdt ramte områder.

Det viste sig, at der er kamp om medicinalfirmaernes status. Norge køber ind på en måde, så de kan forhandle pris. Der er en forskel på opimod en faktor 10 på medicinpriser i USA og Canada – Canada gør som Norge og får gode, realistiske priser.

Written by Donald

Sunday, July 21, 2019 at 13:48 GMT+0000

Posted in Blogosofi, Carpe Diem, Liv

Tagged with