Archive for June 15th, 2019
Cykelparkering v. Nørreport Station
Man behøver ikke at læse alt dette.
=================================================
Det er som om alting udløser erindringer for tiden. Også dette billede.
Forrige uge, da jeg i stedet for at vente gik på motionstur i København, så jeg dette hav af cykler ved Nørreport Station, som jo er et knudepunkt med både Metro, S-tog, Kystbane og Øresundstog.
Var der også så mange cykler tidligere? Jeg husker at jeg stillede min cykel ved Valby Station i et cykelstativ under et halvtag- og da jeg kom tilbage, var den væk. Der stod en anden ulåst cykel, og jeg var lige ved at tage den, men – nej.
Senere ringede politiet og sagde, de havde fundet den – og viste mig et kælderrum med cykler, … om jeg kunne genkende den? Hvilken én var det? Jeg kunne godt udpege den, men det var jo så længe siden. Jeg havde været så lykkelig for den cykel, den var nylakeret og med dynamolygte. – Men nu havde jeg selv malet en anden, som vi havde købt fra Politiets auktioner, en tung cykel, der senere viste sig at være en oldsag, men den tjente mig dog godt i mange år.