Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

4 km på 50 minutter

Jeg gik en længere tur i dag og kom op i tempo. 4-5 km. i timen er en frisk gangart. Men det er ikke altid det lykkes at finde en ny måde at se de vante steder – så her er i stedet nogle erindringer:

Da min søn var barn, læste jeg alle bøgerne af Laura Ingalls Wilder for ham. Det var samtidig en god øvelse i at læse og tale pænt og tydeligt; jeg havde job i DR som vikar i musik og speak, og det kræver øvelse, ligesom det at spille musik. Når jeg læste op, sprang jeg alle de kedelige steder over. Det kræver at man både læser og læser fremad; jeg kan huske at en dansklærer(inde) Fru Jørgensen i 3-4 klasse sagde til mig at jeg skulle læse fremad, når jeg læste op. Det sagde hun ikke til andre, gad vide hvorfor. Nå men altså … Det var samme fru Jørgensen, som læste højt af Laura Ingalls Wilder’s “Det Lille Hus I Den Store Skov”

Laura’s far byggede huse, han var tømrer uden at være faguddannet. Hendes beskrivelse af ham og familiens liv er rosenrødt sammenlignet med den virkelighed, som Donald Zochert har fanget i bogen om Laura (Laura: The Life of Laura Ingalls Wilder by Donald Zochert)

Men det tager tid at bygge en bjælkehytte, log-cabin, træhus bygget af tømmerstokke, fordelen er, at man kan bruge hvad der vokser på stedet. Det var først da jeg så savværket ved Ronneby Å i Blekinge at jeg opdagede hvorfor det var så vigtigt for bønderne at kunne rive deres gamle huse ned, tage tømmeret og bruge det til at bygge et nyt hus. At fælde træer og hugge tømmerstokke til er selvfølgelig lettere end at lave brædder, når der ikke lige er et savværk i nærheden! Bearbejdet tømmer var dyrt og det skulle man passe på. Et af de elskede udtryk i Laura’s bøger er “købevinduer”.

Mange år senere fortalte min søn at han havde prøvet at læse bøgerne, men at han ikke kunne forstå at de nu virkede så kedelige.

Tømmerstabler får mig til at tænke på Det Lille Hus I Skoven, Laura Ingalls Wilders erindringer om sin første barndom med dens huse byggede af forhåndenværene tømmer

Den mest fascinerende af Laura-bøgerne var en bog af Laura’s datter, en beretning om hvordan mor og far og kørte (hestevogn) fra South Dakota (nybygger-område) til Mansfield i Ozark Mountains (bakker) i Missouri og om hvordan de byggede en ny tilværelse dér som frugtavlere og alt-muligt-andet, og selv byggede et hus af ting, der var fra deres jord. De klarede sig, trods mandens handicap med et skadet ben.

Og næst-fascinerende var Donald Zochert’s bog, der med klart lys viser, hvor meget Laura havde forskønnet sin historie: Faderen prøvede at tjene penge som høstarbejder, men kom efter flere måneder med damp-tærskeværk og lign. hjem uden penge og uden julegaver; (han havde nogle bolsjer med hjem og det var vist bedre end ingenting) Moderen havde klaret sig nogenlunde uden manden.
Senere blev Laura’s storesøster blind og den anden søster … der var vist også noget i vejen.

Det, der undrer mig er egentlig dette at Laura’s far med trods alt nogen evner som tømrer ikke kunne få arbejde i et område og en by (De Smet), som blev hastigt udbygget. Men Zochert mere end antyder, at alkohol var problemet – overhovedet ikke nævnt i Laura’s bøger.

Advertisements

Written by Donald

Tuesday, February 5, 2019 at 20:13 GMT+0000

Posted in Byggeri, Liv

Tagged with ,

10 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. En af mine søstre fik “Det lille hus i de store skove” i julegave, og den måtte jeg da læse. Og så slugte jeg alle de andre: de var virkeligt spændende fortalt. Også om hendes voksenliv. Og jeg havde let adgang til dem: min far ledte biblioteket, som lå på vejen hjem fra skole.
    Min storesøster introducerede mig til “Piger i hvidt”, og selv om det var en decideret ung-pige-serie, havde den samme fortællekvalitet, så den blev også slugt.
    Og så er det, at man opdager, at det, man selv læser, skaber andre film inde i hovedet, end når man får læst op: Far læste hver lørdag aften højt for os alle, bl.a Oliver Twist, og med hans stemmeføring, hastighed, tryk og betoning, hvor han syntes, det skulle ligge, blev det en helt anden fortælling, end når jeg selv læste. Ligesom med de film, man så, hvor man havde læst bogen først: de film var sgu da kedelige i forhold til ens egen indlevelsesevne! Selv Ben Hur falmede.
    For øvrigt gengiver døtre sjældent deres far ærligt: enten glattes der ud, og sættes rosenrødt baggrundslys, eller også får den fuld skrue: se, hvor slem han var, det er hans skyld, at det blev, som det blev, og nu kan jeg tjene penge på at udstille ham.
    Min far omtalte i en bog en gammel lærers handicap:” Jeg kunne ikke blive barber, jeg skærer ansigter!” Manden led af St Veits-dans, altså tics i voldsom grad. Det blev hans datter voldsomt oprørt over, og hun gik offentligt til forsvar i misforstået datterkærlighed.

    AagePK

    Wednesday, February 6, 2019 at 7:01 GMT+0000

    • Ja, de er jo fremragende fortalt, og hvis man sidder med voksen bagklogskab kan man somme tider godt gennemskue det forskønnende lag. Jeg vil dog anbefale at man får fat i Zochert’s bog og om ikke andet bladrer i den og ser billederne. Det er tydeligt at mor holdt sammen på familien og der var ikke en masse mænd, som sværmede om hende. Det minder mig om en veninde, som fortalte at hendes søster kunne gå ind og få job som (alt muligt) blot på sit skønne udseende, og det havde hun aldrig selv kunnet, selv om hun også var en ganske flot kvinde.

      Det er jo godt at drenge også kan læse “Piger i Hvidt”, jeg har desværre ikke kendskab til de bøger, men hvis de er godt fortalt, kan de jo være med til at skabe empati mellem drenge og piger.

      Din fars vittige bemærkning tyder på et lune, som løsner alle former for nervøse tics og skaber afslappet godt humør!

      Donald

      Thursday, February 7, 2019 at 11:59 GMT+0000

      • Det var et ordret citat af læreren selv, min far brugte, og som lærerens datter blev så opbragt over: hendes far havde i hvert fald aldrig lidt af St Veitsdans!
        Dengang brugte man betegnelsen meget bredt om ufrivillig skæren ansigter, men også om ufrivillige kropsbevægelser, såsom Huntingdons Chorea, som er en arvelig lidelse; men det var snarere Sydenhams Chorea, også kaldet Chorea minor, eller måske “bare” Tourette-syndrom, læreren led af. Alle medfører tics.
        Min far ville aldrig komme med morsomheder på på andres bekostning, hvis det, som i tilfældet her, drejede sig om sygdom; det var noget helt andet, hvis folk opførte sig dumt, især hvis dumheden kom af arrogance.

        AagePK

        Thursday, February 7, 2019 at 13:32 GMT+0000

        • Jeg forstod nu heller ikke din fars bemærkning som en morsomhed på bekostning af en syg person, en handicappet person kan man sige, i dette tilfælde en lærer. En Youtube kvinde har fortalt om sit Tourette-syndrom, og det forekommer mig at det havde en hel del med stress at gøre.

          Parkinsons syge kan også medføre en række problemer med bevægelse. Det værste, jeg har set, er en sygdom som kaldes Steele-Richardson-Olszewski Syndrom eller (på “dansk”) bare Steele-syndrom. Det var tydeligt at hustruen kunne forstå hvad der foregik omkring hende, men hun havde tabt evnen til at bevæge sig og kunne ikke spise selv. Ganske få år forinden cyklede hun rundt i byen.

          Progressive supranuclear palsy (PSP), also known as Steele–Richardson–Olszewski syndrome, is a degenerative disease involving the gradual deterioration and death of specific volumes of the brain. The condition leads to symptoms including loss of balance, slowing of movement, difficulty moving the eyes, and dementia.

          Donald

          Friday, February 8, 2019 at 6:47 GMT+0000

  2. Jeg elskede de bøger og også piger i hvidt bøgerne. Jeg har aldrig fået dem læst op, men slugte dem rub og stub. Trist hvis det var årsagen til at faderen ikke kunne få arbejde, og det er noget af et rosenrødt lag, Laurs i så fald har lagt over sine bøger. Jeg husker dem nu ikke som rent rosenrøde, men at hun var tæt knyttet til sin far var tydeligt. Til gengæld var filmserien det udover alle grænser.

    Og godt gået 🙂

    Lene

    Thursday, February 7, 2019 at 8:34 GMT+0000

    • Tak – ja, det gør godt at komme ud på stierne eller rettere grusvejene. I dag øser det ned, men jeg tager gummistøvler på og går en lille tur alligevel.

      Donald

      Thursday, February 7, 2019 at 12:00 GMT+0000

  3. Jeg slugte også alle bøgerne råt og er egentlig lidt ked af at erfare, at hun har forskønnet sit liv så meget – men det havde selvfølgelig nok ikke ligefrem egnet sig som børnebøger, hvis hun havde skrevet sandheden.
    Tv-serien så jeg kun nogle ganske få af – det var simpelthen alt for amerikanersukkersødt fremstillet – som også Lene siger.

    Ellen

    Thursday, February 7, 2019 at 9:50 GMT+0000

    • Jeg er helt med på at nogen forskønnelse er nødvendig. Laura havde en udgiver, forlagskonsulent eller rådgiver, som faktisk kunne læse bøgerne for hvad de var og som kritiserede hende lidt for bogen om hendes mands barndom, en barndom som hun selvfølgelig ikke selv havde oplevet. Men ved rettelser og grundigt arbejde blev det alligevel en god børnebog.

      Men jeg måtte jo lige se, om man kan finde en kommentar om forskønnelsen. Det kan man, den er kort nok til få plads her (Fra Wikipedia:)

      Autobiography: Pioneer Girl

      In 1929–1930, already in her early 60s, Wilder began writing her autobiography, titled Pioneer Girl. At the time, it was rejected by publishers and was never released. At Lane’s [Laura’s datter, journalist og forfatter] urging, she rewrote most of her stories for children. The result was the Little House series of books. In 2014, the South Dakota State Historical Society published an annotated version of Wilder’s autobiography, titled Pioneer Girl: The Annotated Autobiography.

      Pioneer Girl includes stories that Wilder felt were inappropriate for children: e.g., a man accidentally immolating himself while drunk, and an incident of extreme violence of a local shopkeeper against his wife, which ended with his setting their house on fire. She also describes previously unknown facets of her father’s character. According to its publisher, “Wilder’s fiction, her autobiography, and her real childhood are all distinct things, but they are closely intertwined.” The book’s aim was to explore the differences, including incidents with conflicting or non-existing accounts in one or another of the sources.

      (Min fremhævelse).

      Donald

      Thursday, February 7, 2019 at 12:09 GMT+0000

  4. Det er godt gået.
    Jeg læste ikke de omtalte bøger, men havde en masse Janbøger, som var ret spændende.

    Jørgen

    Thursday, February 7, 2019 at 19:09 GMT+0000

    • Tusind tak! Jan bøgerne kan jeg også huske, de var godt skrevne. Forfatterens broder, en Hr. Meister, var en overgang kollega til min mor; han var spændende fordi han kørte i en BMW-boble, trehjulet lilleput køretøj. Tænk at BMW lavede den slags!

      Donald

      Friday, February 8, 2019 at 7:09 GMT+0000


Comments are closed.