Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Tænk som et geni – et bud på fri vilie

For tiden kan man høre hvordan Stephen Hawking mener at vi kan forstå “den fri vilie” ved hjælp af teorien om parallel-universer.

Stepen Hawking – astrofysiker, professor og forfatter – er kendt for formidling af videnskab, og kan for tiden ses i 6 udsendelser på DR.dk, Tænk som en videnskabsmand. (original titel: Genius) I udsendelserne stiller han de store spørgsmål, begyndende med “Er tidsrejser mulige?”, “Er vi alene?”, “Hvorfor er vi her?”, “Hvor kom universet fra?”, — allesammen spørgsmål, som man ofte hører udtrykt på forskellige måder.

Det fjerde program af de seks kommer ind på spørgsmålet om fri vilie. Hvis universet kører efter fysiske love, så kan alt forudberegnes – fremtiden er hugget i sten! som det siges; men derved er der ikke plads til at mennesket kan tage beslutninger, bestemme, ændre tingenes tilstand.

Men at mennesket ikke kan ændre på verdens gang passer dårligt med vores erfaringer. Jeg mindes fodboldtræner Sepp Piontek forklare, hvordan han måtte vænne de Tyrkiske fodboldspillere af med at sige “Det er guds vilie” – “Inch Allah” – for uden vilien til sejr og troen på at de kunne gøre en forskel vandt de jo ikke nogen fodboldkampe!

Hawking har en interessant forklaring på hvordan man kan få vilien (altså mennesket) ind i universet (se billedtexterne nedenfor, som bygger på at udsendelsen har vist, hvordan kvante-mekanikken har uforklarlige tilfældigheder indbygget, og at det er blevet tolket som at der er parallelle universer.) Hawking når frem til: At universet ikke ville være der uden dig. Ved nogle opslag i Wikipedia på Parallel-universer mv. opdager man hurtigt, at Hawking har forenklet problematikkerne, måske ud i det absurde, de sidste sætninger i episode 4 (af de 6) giver ikke rigtig mening med mindre man husker, at tid og rum, ting og sager, som vi oplever dem, er en slags illusion som de Græske filosoffer sagde.

Kan ses indtil 14. December.

========================================

Hawking var i sine sidste mange år lam over det hele, undtagen ganske få steder. Han kunne i 2002 bruge en finger til at skrive ved hjælp af et system, hvor han kunne vælge ord, så han ikke behøvede at skrive hvert eneste bogstav. Senere, 2014, måtte han bruge kinden til at styre tekstmaskinen.

Blog Swiftkey.com skriver:

Professor Hawking has motor neurone disease [Amyotrophic lateral sclerosis, ALS] and as such is only able to communicate by using a small sensor which is activated by a muscle in his cheek. He uses this sensor to ‘type’ characters and numbers on his keyboard. SwiftKey’s technology has been integrated into his current system so that it can accurately predict whole words, rather than just characters. That means that the time and effort Professor Hawking requires to type is significantly reduced, allowing for a much easier, speedier experience for him.

Tidligere kunne han styre kørestolen med én finger; men de sidste år gik det dårligere, og han kunne ikke styre sin kørestol, og skrivning var trods løsningen med kinden langsommere end før, hvor han kunne bruge én finger. Han døde i år, 14. Marts 2018.

Written by Donald

Saturday, December 8, 2018 at 11:27 GMT+0000

12 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Den serien har nettopp gått på nrk; den ville jeg se, så jeg trasket bort til min venninne. Interessant serie. Og et forunderlig menneske. Klem på deg 🙂

    Annemor Schønhaug

    Saturday, December 8, 2018 at 11:36 GMT+0000

    • Ja, det er godt at se ud og stille de store spørgsmål!

      Dog må jeg understrege, at jeg også er glad for at se ned, se ned på mine fødder! som har det meget bedre i dag! 🙂 Klem på deg ❤

      Donald

      Saturday, December 8, 2018 at 11:48 GMT+0000

  2. Hvis jeg har forstået Hawking ret, så er det med Universet lige som med regnbuen: vi ser ikke den samme, da vi står, hver for sig, i en anden vinkel på de dråber, som spalter lyset i dets spektrum. Derfor er Universet kun til på grund af dig, og det univers, du oplever, er det, du har valgt blandt alle mulige, og det er årsagen til, at du er her.
    Som jeg ser Universet, ser jeg stjerner, der imploderer i supernovaer, pulsarer, sorte huller, galakser, der støder sammen: alt i hver sin puls, sin rytme. Det tidspunkt, hvor alle disse rytmer får en fælles puls, vil det gå stik modsat The Big Bang: Universet vil implodere, og som mikroskopisk lille, men enorm tung masse, falde ned igennem hullet i sanduret, for at starte et nyt Big Bang i den næste afdeling af det evige sandur. Atomer er jo ikke noget i sig selv, bortset fra noget energi i form al elektroner osv, der jo også er hule skaller af energi, der fiser rundt om sig selv, og sammen giver et atom, der samler sig til molekyler, der samler sig til gitre i krystaller, whatever, men som alle kan punkteres og ende som et lille, men meget tungt, og meget sort, hul.
    Jeg fik den indskydelse, da jeg engang klippede et Møbius-bånd ad midterlinjen; bagefter klippede jeg i et nyt Møbius-bånd, men denne gang havde jeg lagt snittet en trediedel inde på båndet. Resultatet er ret spøjst!

    AagePK

    Saturday, December 8, 2018 at 23:23 GMT+0000

    • Jeg tror du har forstået Hawking ret – og jeg vil tillade mig at bedømme Hawking på følgende måde: Han prøver ihærdigt at finde en fysisk-kvantemekanisk forklaring på dualiteten mellem krop og ånd, — eller mellem naturlove og den frie vilie (evnen til at ændre tingenes gang). Forskning og videnskab fortæller os mange interessante ting, blandt andet at alle naturlove har en begrænsning, de har “grænseværdier” kunne man sige, der er steder, som fx. sorte huller hvor naturlovene ikke giver nogen mening (Sorte huller ser lysende ud pga. energiudladninger fra den masse, der suges ind, men det er en lidt anden historie.)

      Parallel-universer tanken udgår fra kvantemekanikken, som jeg kun overfladisk har hørt om – et af dilemmaerne er “dobbelt-spalte forsøget”, hvor en partikel kanon udsender fotoner (eller andre partikler med masse). De går gennem de to spalter og danner et intereferens-mønster, d.v.s. de opfører sig som bølge. Det tages som udtryk for kvantemekanik. Og de tilfældigheder, som ses i “kvante-universet” danner grundlag for “parallel-univers” idéen.

      https://en.wikipedia.org/wiki/Many-worlds_interpretation (og dér er også link til “Double slit experiment”.)

      Det virker i mine øjne desperat at indføre teori om mange mange mange universer for at kunne acceptere en “fri vilie” i et fysisk univers – eller sagt på en anden måde, for at kunne forklare, hvordan mennesket (og dyr, liv i det hele taget) kan lave om på universet (eller bare en lille del af dette, vores nære omgivelser).

      Iøvrigt viser de sidste 100 års forskning netop, at vores mekanisk-euklidiske opfattelse af universet kun gælder fordi vi bor sådan et fredeligt sted på en sten-planet, der er i en passende afstand fra Solen. Bare noget nærværende som Jordklodens kerne kan give videnskabelige hovedbrud – tyngde, sammenpresning, flydende kerne, reaktioner, varmeudvikling fra noget radioaktivt stof eller hvad? Og som du siger, stof er jo “bare” noget energi …

      Erik Stub og andre amatørfilosoffer foretrækker at stille sig tilfreds med at der i praxis er en fri vilie, og at man ikke vinder i fodbold, hvis man på forhånd anser resultatet for givet! Som Sepp Piontek sagde: Det nytter ikke at spillerne siger “Inch Allah” – guds vilie ske.

      Det blev en alt for lang kommentar! Undskyld!

      Donald

      Sunday, December 9, 2018 at 10:55 GMT+0000

      • Der blev jo for nyligt opstillet et nyt monument på pladsen foran Københavns Undervisitet 🙂 , til ære for Inge Lehmann, en af Verdens førende seismologer, og den, der opdagede og definerede den faste jordkerne. Hun fik bl.m.a. udmærkelser opkaldt en asteroide, 5632 Ingelehmann, efter sig. Hun var derudover, som et kuriosum, Danmarks første computer: første skriftlige brug af ordet computer er fra 1613, hvor det står for en person, der beregner aritmetiske formler. I begyndelsen mænd, men da kvinder begyndte at komme på banen, var de billigere, og således også Inge Lehman, der startede som beregner og assistent for geodæten for Niels Erik Nørlund; her blev hendes interesse for seismologi vakt, og hun kom senere til USA, hvor hun var en højt skattet kollega hos Ewing og Press på Columbia University.
        Og så blev hun 105 år gammel!

        AagePK

        Sunday, December 9, 2018 at 14:42 GMT+0000

        • Inge Lehmann blev omtalt i et afsnit af TV-seriedokumentar om Universet mv. med den charmerende Neil deGrasse Tyson som guide. På Dansk, “Kosmos – en rejse i tid og rum”. Som du skriver, var hendes tolkning af målinger fra den ganske klode at der er en hård kerne inderst, altså en flydende del under jordskorpen og inden i den en hård kerne. Som der står i Wikipedia (English): Hun skrev en artikel i 1936, hvor hun tolkede forsinkede ankomster af P bølger som refleksioner fra den indre, hårde kerne … og efter to eller tre år blev hendes fund anerkendt af førende seismologer.

          Og hun fik ikke det professorat i Danmark, som hun var indstillet til – og emigrerede (måske derfor) til USA!

          Men husker jeg rigtigt, så har man stadig ikke helt sikre billeder af jordens kerne, mest jern, antager man ud fra vægten eller tiltrækning til andre planeter. Men sammentrykningen på grund af vægten, hvor stor er den, er det den, der er årsag til at kernen er “hård”? – er der noget radioaktivitet i kernen, som holder den varm?

          Tænk at hun levede så længe – jeg skal vænne mig til tanken.

          Donald

          Sunday, December 9, 2018 at 20:26 GMT+0000

          • Nu husker jeg ikke navnet men: i min ungdom var der en tysker, der fremsatte en these om, at Jordens kerne udvidede sig, og derfor havde revnet skorpen. Det var på den måde, at kontinentalpladerne var blevet dannet. At de så var gået i drift, skyldtes det måne- og solformørkelserne: ligesom ebbe og flod blev forstærkede, når sol og måne stod i forlængelse af hinanden, springflod eller nipflod, således forplantede gravitationen sig også i den indre kernes bevægelser i den flydende kerne. Resultatet skulle være, at der kom en serie jordskælv i kølvandet af sol- eller måneformørkelser. Man skulle bare følge formørkelsens bane, så kunne man se det. Han blev nævnt for nylig i den udsendelsesrække på tysk tv, der hedder Lesch’s Kosmos, muligvis var det også en ret populær serie med videnskabsjournalisten Ranga Yogeshwar. Begge er meget dygtige fysikere og formidlere, Harald Lesch er professor i Fysik ved universitetet i München. Ham kan du læse om i engelsk wiki.
            Flere har jo påvist diskontinuiteter i forskellige dybder, Lehmann påviste 2; der har fremkaldt theser om lommer af flydende materiale i den hårde kerne, og desuden en voksende krystalisation af materiale i den vestlige side af kernen, og afsmeltning i den østre. I dag regnes kernen for at være ca 16 % af Jordens omfang, men 32 % af Jordens masse. Overfladetemperaturen skulle svare til Solens: altså 6000 K +-500, tætheden 12,2 yderst til 13 g/cm2, ved et tryk på 330 GPa, giga-pascal: og det er ret meget over asmusfæren , som Shu-bi-dua sang. 🙂 Oplysninger fra tysk wiki: Erdkern.
            Om der er radioaktivitet ved jeg ikke, men alene bevægelserne i de flydende og faste masser må give en del gnidningsvarme: den indre kerne har en lidt anden omløbshastighed end Jorden, ca 1 grad om året. Desuden isolerer skorpen jo heldigvis ret effektivt. Godt nok har Mærsk planer ideer om at bore dybe huller for at stikke et sugerør ned for at hente kalorier op, men det synes jeg ikke, er særligt smart: Jordens overflade har brug for afkøling, ikke opvarmning. Det var derfor bedre, om Mærsk lagde nogle slanger med kølevædske ud i Havet omkring Danmark og ekstraherede varmen via et hav-varmeanlæg, lige som jeg gør med mit jordvarmeanlæg: mit totale el-indkøb begrænser sig til 4.500 kWh om året. Alt inklusive.

            AagePK

            Monday, December 10, 2018 at 9:40 GMT+0000

            • Det er virkelig interessant at finde og følge historien om “opdagelsen af Jorden” – mest via Wikipedia, men der er jo også andre kilder.

              Jeg blev forbavset over, at Engelske videnskabsmænd allerede i 1700-tallet var begyndt at måle tyngdekraften, afvigelsen ved siden af et bjerg, hvis rumfang og masse man (åbenbart med stort besvær) beregnede ud fra hundredevis af målepunkter. Og – gisp! – at man dermed kunne anslå Jordens masse og dermed også få konkrete massetal ind i planet-bane beregninger. i 1700-tallet! Og resultaterne er forbavsende tæt på nutidens!

              Prøv at læse afsnittet her:
              https://en.wikipedia.org/wiki/Schiehallion_experiment#Schiehallion,_1774

              eller nøjes med slutningen, som jeg har klippet her:

              That the mean density of the Earth should so greatly exceed that of its surface rocks naturally meant that there must be more dense material lying deeper. Hutton correctly surmised that the core material was likely metallic, and might have a density of 10,000 kg·m−3. He estimated this metallic portion to occupy some 65% of the diameter of the Earth. With a value for the mean density of the Earth, Hutton was able to set some values to Jérôme Lalande’s planetary tables, which had previously only been able to express the densities of the major solar system objects in relative terms.

              Hutton's solar system density table Body 	
              Density, kg·m−3
              Hutton, 1778 - 	Modern value
              Sun 	1,100 	1,408
              Mercury 	9,200 	5,427
              Venus 	5,800 	5,204
              Earth 	4,500 	5,515
              Moon 	3,100 	3,340
              Mars 	3,300 	3,934
              Jupiter 1,100 	1,326
              Saturn 	  410 	  687 
              

              Donald

              Monday, December 10, 2018 at 13:52 GMT+0000

            • Og tænk så lige på, hvordan man fandt ud af længden på 1 meter der i slutningen af 1700-tallet: 1/1.000.000 af afstanden fra Ækvator til Nordpolen ad den længdegrad, der gennemskærer Paris. Og mål lige efter, om den så passer med den normal-meter, man fik fremstillet af en stang af platin-irridium-legering, hvorpå afstanden var indgraveret.I 1668 havde abbeden Jean Picard ellers foreslået et sekundpendel, altså den afstand, der beskrives af en pendels vandring i løbet af et sekund: det ville i Europas tyngdefelt give 0,994 m. Og så havde man været ude over problemer med metallegeringens varmeudvidelseskoefficient (meget langt ord, som jeg lærte at kende på Odense Undervisitet, som stud. med, præ-med.) Dette har jo haft til følge, at man flere gange har måtte redefinere meteren. Lige nu er det den strækning, som lyset gennemvandrer i vakuum i løbet af 1/299 792 458 sekund. Godt, man har en lommeregner! Nu mangler jeg bare et rør på cirka lidt over en meters længde, hvori jeg kan skabe et vakuum, og måle en lysstråle! 🙂
              Den var lige oppe hos Harald Lesch i sidste uge. Da besøgte vi også normal-meteren og dens tykke broder, normal-kilo-loddet.

              AagePK

              Monday, December 10, 2018 at 18:48 GMT+0000

              • 😀 😀 😀
                Ja se om du kan få et rør på lidt over en meter pumpet lufttomt 😎

                Jeg må se at finde Harald Lesch – det lyder rigtig opmuntrende at høre at han fortæller om metermål – normalt eller unormalt, spændende er det.

                Donald

                Monday, December 10, 2018 at 22:01 GMT+0000

  3. Den serie må jeg bestemt se – tak fordi du gør opmærksom på den! Det lyder utroligt interessant.
    Madame fra Huskebloggen

    Gitte Jerner

    Sunday, December 9, 2018 at 9:32 GMT+0000

    • Det er absolut interessant, men Hawking har ry for at forsimple til grænsen af det forståelige – altså, det er ikke sikkert at alle dele af udsendelserne er særligt dybsindige, – men det er underholdende!

      Donald

      Sunday, December 9, 2018 at 10:56 GMT+0000


Comments are closed.