Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for November 11th, 2018

Blå Rejsekort overførsel annulleret … men hvorfor?

Da min bil var på værksted om fredagen, måtte jeg tage toget til Herlev (for en mindre behandling). Det Blå Rejsekort fungerede, da jeg begyndte rejsen; ved afslutning i Herlev så jeg et kort glimt “saldo 32 kr.” og tænkte, at så er alt vel i orden. Det viste sig at være minus 32 kr. fordi den indbetaling, som jeg foretog sidst i August, var blevet annulleret.

Da jeg steg på en bus for at komme hjem igen, vrissede den blå automat ad mig, og jeg måtte købe en billet. Det kan man heldigvis stadig i en bus, men chauffeuren var godt nok ked af at skulle give tilbage på 200 kr. Det kostede 36 kr. at komme til Lyngby, og der måtte jeg købe en billet til toget; der var ikke noget billetkontor! så jeg måtte spørge i kiosken, hvor den rare expedient fortalte, at der var en forklaring til SMS-billetter på stoppestedet udenfor.

SMS billet: 84 kr. Rejse Herlev-Vejby ialt: 120 kr. (Det er langt mere end det ville koste i benzin, nemlig ca. 44 kr.)

Hvorfor var den indbetaling dog annulleret? Hjemme fik jeg hentet rejsekortets hjemmeside og loggede ind, fandt ud af at når man har overført penge fra en konto til rejsekort-saldoen, så skal man hen på en station og checke ind og ud for at overførselen bliver effektueret.

En besked om netop dét, blinkede lige en kort overgang efter at jeg igen havde overført et beløb – det havde jeg overset sidst. Det er nemt at overse sådan en besked, der kommer efter at éns pengeoverførsel er godkendt og der står “Alt OK” eller noget i den retning.

—oooOOOooo—

Det Blå Rejsekort kan fungere som en praktisk backup for uforudsete situationer, hvor man skal med tog eller bus. En fordel er, at man som pensionist får rabat; man kommer altså ikke til at betale den underligt høje fulde pris for en enkelt billet. En rejse fra Herlev til Vejby vil koste 48 kr. med Rejsekortet mod de 84 kr. (eller ialt 120 fordi jeg ikke kunne betale med SMS i bussen) som jeg kom af med.

Desuden har man altid billet, også når det ellers kan være umuligt at skaffe en billet, nu da der ikke er billetkontorer og automater mv. kan være gået i stykker eller smadret ved hærværk –

Hvorfor jeg ikke har “automatisk optankning”? Der var for nogle år siden advarsler, Rejsekort-serveren var begyndt at hente penge, uden at det var nødvendigt, og iflg. avisartiklerne var det besværligt at få pengene tilbage. Som IT-programmør ved jeg, at sådanne historier ikke behøver at være falske skræmmebilleder.

Men det er nogle år siden.

Det Blå Rejsekort er ellers en god ting at have blandt de andre “kreditkort”, især fordi der gives rabat – pensionistrabat og tidspunkt-rabat mv.

Written by Donald

Sunday, November 11, 2018 at 10:57 GMT+0000

Posted in Brok

Tagged with ,