Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for September 30th, 2018

Kolde vinde

For snart 30 år siden besøgte jeg en gang imellem min mors veninde, fru Nielsen. Det var et bekendtskab, som gik tilbage til barndommen, hvor vi boede i Boyesgade mellem Vesterbrogade og Frederiksberg Allé i begyndelsen af 50’erne. Vi legede sammen, børnene, på gaden, hvor der jo ikke var ret mange biler. Efter nogle år flyttede familien et stykke væk til en bedre og større lejlighed, og min mor fandt også en bedre lejlighed.

Men bekendtskabet fortsatte, og jeg havde sommetider stor glæde af at kende familien Nielsen. Da jeg flyttede til Vejby, kom fru Nielsen et par gange og skubbede mig til at hive ukrudt op ved siden af terrassen – jeg havde ellers tænkt at det kunne passe sig selv.

Men hun syntes (med rette) at jeg skulle prøve at dyrke lidt kartofler dér, og gik igang med lugejern og greb, og jeg hev hele tidsler og bynke op. Jeg er blevet klogere siden, men undrer mig egentlig stadig over, hvor lidt jeg som bymenneske havde haft kontakt med dyrkning af planter.

Hun boede i et sommerhus (helårsisoleret) et stykke vej herfra, og et par gange tog jeg over for at drikke en kop kaffe og snakke lidt. Den sidste gang, jeg gjorde det, var i slutningen af September.

Jeg husker at fru Nielsen sagde: Jeg kan mærke de kolde vinde, jeg kommer ikke til at opleve næste forår.

Det var tydeligt, at årstiden og omslaget i vejret havde en symbolsk betydning for hende. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, og kom med en optimistisk bemærkning om at Oktober godt kunne have dage med varme og fint vejr. Men jeg manglede fornemmelse for situationen: Hun havde i nogle år holdt en kræft-sygdom fra døren med kemoterapi, men efter de sidste behandlinger var hun så svækket, at hun ikke ønskede fortsat behandling. Jeg har været svækket i den forgangne uge, men ikke så meget, min optimisme bliver somme tider kommenteret, hvordan jeg dog klarer det og hvor jeg har mit lyse livssyn fra.

Men tilbage til vejret:

Siden dengang har jeg oplevet mange varme dage, både i Oktober og November. Jeg er ikke tilhænger af natur-romantik, og betragter ikke årstiderne som noget naturgivent, selvfølgeligt. Det er snarere et mirakel, at vi bor et sted på en planet, hvor årstiderne følger et mønster.

Vi får forhåbentlig også en varm periode i dette efterår – måske flere perioder. Der har været en November for ikke så mange år siden, hvor vi kunne opleve dage med vejr, der var velegnet til lange herlige spadsereture.

De seneste års bedre statistikker over vejr og temperaturer viser, at vi har haft flere varmerekorder i 2000-2017 end i årene før 2000, og det er nok det tydeligste bevis på, at der er klimaforandringer, som vi ikke kan gøre så meget ved. Nogle statistikere siger, at den dér 2°C temperatur-forhøjelse, som klimaerne kan tåle uden at gå i selvsving, for længst er nået, idet nogle statistik-metoder ender med at vi p.t. er på 3.5°C mere end i begyndelsen af 1900-tallet.

Spørgsmålet er så, om vi får “Costa Kalundborg” temperaturer, som godt nok er helt forskellige fra hvad man før havde her i landet, men som på en eller anden måde er til at leve med – et klima, som kan udnyttes til planteavl og dermed som grundlag for existens i vores klimazone.

En af farerne er invasive arter, som pludselig vil overvælde området – kan vi klare det med moderne bekæmpelsesmetoder? Kan økonomierne klare omstillingen?

Written by Donald

Sunday, September 30, 2018 at 23:59 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Tagged with