Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Varieret kost

På hospitalet opdagede jeg at mange kemo-patienter har svært ved at spise, enten fordi man får kvalme eller fordi man simpelthen ikke er sulten. For mig var det ikke et problem.

Jeg nød at hospitalet (Herlev) indenfor økonomisk rimelige rammer lavede gode danske og lidt udenlandske retter, som man kunne forsyne sig med – samt hver dag suppe, salat, dessert, kage til kaffen og frugt.

Hjemme igen! Jeg gik igang med at forbedre mine køkkenvaner, suppe og salat + diverse. (Man kommer hjem mellem de forskellige kemo-behandlinger og får medicin med hjem til fortsættelse af behandlingen).

Efter at have fået anbefalet at lytte til Arne Notkins beretning om sit kræftforløb (søg på DR-Podcast, Arne Notkin Kræft) kan jeg se, at jeg har været heldig at sygdommen blev diagnosticeret forholdsvis hurtigt. Det hjalp også, at jeg vidste, at de smerter jeg havde, kunne være kræft; det var en læge som for 10 år siden (2 år efter tarmkræft-operation) alvorligt formanede mig om, at der var celleforandringer og stofskifte forøgelse, som var tegn på at der var syge celler. Man skulle tage det alvorligt (jeg må have virket meget overskudsagtig glad og optimistisk, og det er jeg egentlig stadigvæk).

Det tager tid at lave 3 retter mad, suppe, salat, dessert, men det giver en god fornemmelse i maven at spise lidt af hvert i stedet for en masse af det samme

Written by Donald

Thursday, September 13, 2018 at 21:11 GMT+0000

Posted in Carpe Diem, Liv

Tagged with

4 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Mat er ikke bare føde for kroppen, men også for øynene.Kos deg med maten.
    Godt du får god behandling. Og kan hjemmom mellom “slagene”.
    Klem på deg ❤

    Mormor

    Monday, September 24, 2018 at 5:03 GMT+0000

    • Det er nemlig rigtigt – øynene sætter gang i appetitten! 🙂 ❤ Klem på dig!

      Donald

      Monday, September 24, 2018 at 9:47 GMT+0000

  2. Næsen må nu heller ikke glemmes: duften af mad er væsentlig for appetit-dannelsen. Min strålebehandling gik ud over både smag og duft, dertil kom smerterne fra forbrænding af svælget. Men jeg var klar over vigtigheden af ikke at tabe mig for meget, så den stod på Mous supper, piftet op med fløde, smør og ekstra kødboller. Så jeg tabte kun 120 pk smør. Det svarer til 25 kg. Lone, min diætist, var efter mig konstant: jeg måtte ikke tabe mig for meget, det kunne gå ud over organerne, hvilket kunne give irreversible skader. Det mister man patienter på.
    Nu er de i Odense og Århus gået over til at tilbyde scanning af fedtdepoterne, så de kan følge med i, hvad og hvorfra der tabes kropsmasse.
    Jeg hørte også det meste af Notkins sidste udsendelse, nu er jeg nok bedre klædt på mht sen-skaderne; men det skal nu ikke få lov til at forstyrre min nattesøvn! Og i modsætning til ham var jeg fra Dag 1 med på alle opfordringer til forskning: hvem skal lægerne ellers lære af, hvis de skal blive bedre til at helbrede os?

    AagePK

    Monday, September 24, 2018 at 12:37 GMT+0000

    • Ja duften er klart vigtig, men problemet med kemo-kur kan være at smags- og lugtesans ændrer sig lidt (de er så at sige under beskydning indefra).

      Jeg har fundet mange gode idéer til lokkende mad og Mous supper er en klassiker, som altid vil være velkommen her. Jeg har imidlertid ikke haft rigtig generende problemer med appetitten, heldigvis, det var bare som om at der meldte sig flere og flere billeder af lækker mad i mine drømme, – fx. en rejesalat, som min bror havde lavet af fine-bønnespirer, fintsnittet top af spidskål, ærter og rejer, – serveret med lidt olie-eddike dressing eller lignende, og gerne med ristet kuvertbrød ved siden af.

      Desuden dukker der billeder op af brændende kærlighed, lammesteg, min egen rød-grønne salat (den på billedet), risotto, broccolisuppe, köttbullar, pilaf-ris, skinke, osv.osv.osv. Desværre er jeg ikke energisk nok til at lave det hele, men jeg er ved at komme efter det, også med rationalisering, så jeg ikke laver for meget mad.

      120 pakker smør! Jeg havde tabt 10 kilo før jeg opdagede, at jeg var syg, og vægten røg yderligere ned så det ialt var ca.16 kilo, jeg havde tabt, bukser og tøj sad helt forkert.

      Den form for scanning lyder interessant og er sikkert også meget nyttig.

      Jeg reagerede heller ikke som Arne Notkin, faktisk var jeg ikke på bølgelængde med hans holdninger, men jeg var til gengæld glad for at han understregede, hvor vanskeligt det kan være at få stillet den rigtige diagnose, og at han selv måtte protestere og betale for en anden undersøgelse for at få en second opinion. Hvis han var opereret for rygled-smerter (de var degenereret en del pga. lymfeknuder) så ville han være blevet invalid – og iøvrigt havde man i så fald opdaget lymfomerne for sent.

      Jeg er glad for, at du klarede den, og glad for at få andres historier, her eller som på Herlev Hospitalet i dagligstuen, hvor vi spiste og snakkede.

      Donald

      Monday, September 24, 2018 at 21:42 GMT+0000


Comments are closed.

%d bloggers like this: