Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for September 2018

Kolde vinde

For snart 30 år siden besøgte jeg en gang imellem min mors veninde, fru Nielsen. Det var et bekendtskab, som gik tilbage til barndommen, hvor vi boede i Boyesgade mellem Vesterbrogade og Frederiksberg Allé i begyndelsen af 50’erne. Vi legede sammen, børnene, på gaden, hvor der jo ikke var ret mange biler. Efter nogle år flyttede familien et stykke væk til en bedre og større lejlighed, og min mor fandt også en bedre lejlighed.

Men bekendtskabet fortsatte, og jeg havde sommetider stor glæde af at kende familien Nielsen. Da jeg flyttede til Vejby, kom fru Nielsen et par gange og skubbede mig til at hive ukrudt op ved siden af terrassen – jeg havde ellers tænkt at det kunne passe sig selv.

Men hun syntes (med rette) at jeg skulle prøve at dyrke lidt kartofler dér, og gik igang med lugejern og greb, og jeg hev hele tidsler og bynke op. Jeg er blevet klogere siden, men undrer mig egentlig stadig over, hvor lidt jeg som bymenneske havde haft kontakt med dyrkning af planter.

Hun boede i et sommerhus (helårsisoleret) et stykke vej herfra, og et par gange tog jeg over for at drikke en kop kaffe og snakke lidt. Den sidste gang, jeg gjorde det, var i slutningen af September.

Jeg husker at fru Nielsen sagde: Jeg kan mærke de kolde vinde, jeg kommer ikke til at opleve næste forår.

Det var tydeligt, at årstiden og omslaget i vejret havde en symbolsk betydning for hende. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, og kom med en optimistisk bemærkning om at Oktober godt kunne have dage med varme og fint vejr. Men jeg manglede fornemmelse for situationen: Hun havde i nogle år holdt en kræft-sygdom fra døren med kemoterapi, men efter de sidste behandlinger var hun så svækket, at hun ikke ønskede fortsat behandling. Jeg har været svækket i den forgangne uge, men ikke så meget, min optimisme bliver somme tider kommenteret, hvordan jeg dog klarer det og hvor jeg har mit lyse livssyn fra.

Men tilbage til vejret:

Siden dengang har jeg oplevet mange varme dage, både i Oktober og November. Jeg er ikke tilhænger af natur-romantik, og betragter ikke årstiderne som noget naturgivent, selvfølgeligt. Det er snarere et mirakel, at vi bor et sted på en planet, hvor årstiderne følger et mønster.

Vi får forhåbentlig også en varm periode i dette efterår – måske flere perioder. Der har været en November for ikke så mange år siden, hvor vi kunne opleve dage med vejr, der var velegnet til lange herlige spadsereture.

De seneste års bedre statistikker over vejr og temperaturer viser, at vi har haft flere varmerekorder i 2000-2017 end i årene før 2000, og det er nok det tydeligste bevis på, at der er klimaforandringer, som vi ikke kan gøre så meget ved. Nogle statistikere siger, at den dér 2°C temperatur-forhøjelse, som klimaerne kan tåle uden at gå i selvsving, for længst er nået, idet nogle statistik-metoder ender med at vi p.t. er på 3.5°C mere end i begyndelsen af 1900-tallet.

Spørgsmålet er så, om vi får “Costa Kalundborg” temperaturer, som godt nok er helt forskellige fra hvad man før havde her i landet, men som på en eller anden måde er til at leve med – et klima, som kan udnyttes til planteavl og dermed som grundlag for existens i vores klimazone.

En af farerne er invasive arter, som pludselig vil overvælde området – kan vi klare det med moderne bekæmpelsesmetoder? Kan økonomierne klare omstillingen?

Advertisement

Written by Donald

Sunday, September 30, 2018 at 23:59 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Tagged with

Flere små bitte bogstaver

Batteri-emballagen havde så meget text at jeg tænkte det måtte være noget vigtigt, der stod dér …

Advarsel: Det er ikke ufarligt at oplade batterier (selv om de er lavet til det)

Der er ikke en Dansk text, men pyt, den Svenske vejledning er til at forstå. Gad vide om den oplader, jeg har brugt, er beregnet til NiMh batterier?

Batterierne er foropladet (det er genopladelige batterier)

Written by Donald

Thursday, September 27, 2018 at 17:14 GMT+0000

Posted in Brok, Foto

Tagged with

Det der står med meget små bogstaver

Et par (billige) læsebriller fra Apoteket var udstyret med dokumentation på flere forskellige sprog – trykt med meget meget små bogstaver

Kan man lige akkurat læse det? Fotograferet og forstørret …

En af mine bekendte bruger også fotografi-apparat til at “læse” vejledninger og andre texter som er trykt med meget små bogstaver.

Men det burde ikke være nødvendigt – og det bør ikke være ansvars-fritagende.

Written by Donald

Monday, September 24, 2018 at 17:04 GMT+0000

Posted in Brok, Foto

Tagged with

Aftenlys på grøn vintermark –

Vejby-marken heroverfor i aftenlys – er det en anden-afgrøde eller er det noget andet?

Allerede sidste uge var det grønne lag helt tæt

Jeg understreger en gang til (efter nogle nedslående kommentarer) at jeg skriver disse indlæg for glæden ved at se afgrøder, som vokser og høstes, fornøjelsen ved at se lysets og årstidernes skiften, og for at stoppe tiden en anelse, så jeg husker, hvad der sker. Ikke fordi dagene går i ét her, måske tværtom – der er så meget at gøre at det er en hjælp at have nogle holdepunkter. Iøvrigt undgår jeg helt private notater, men har dog opdaget, at I der somme tider læser her, er meget forstående og interesserede i, hvad jeg gør mig af tanker om liv og død.

De fleste marker heromkring bliver tilsået nu, men denne her ligger hen som om det er meningen at planterne med store blade skal have lov at stå sæsonen ud; måske er det en slags ræddike som giver jordforbedring, – men så burde de vel stå mere jævnt over det hele.

Zoom for bedre at kunne se hvad der er hvad

Farverne ændrer sig når kameraet zoomer ind – men det er altså samme mark som billederne ovenfor

Written by Donald

Sunday, September 23, 2018 at 21:10 GMT+0000

Posted in Mark

Tagged with

Jævndøgn i nat …

Jævndøgn er en ulden størrelse, regner man med solskivens midte, kompenserer man for atmosfærens bøjning eller hvad? Det kan man læse om på DMI’s websider.

Tabellen findes på DMI website ved at søge på jævndøgn – simpelthen

Written by Donald

Sunday, September 23, 2018 at 20:45 GMT+0000

Posted in Astronomi

Tagged with ,

En lille tur til Tisvildeleje

Tisvildeleje Station og strækningen dertil har fået nye spor, jeg tror at man arbejder på at forbedre sporene, så togene kan køre med højere hastigheder.

Jeg var simpelthen på tur for at se noget andet end hjemmet; – og så forresten for at se, om jeg kunne få pommes frites og fiskefilet i en grillbar i Tisvildeleje, men de var lukket. Der er restauranter, som serverer a la carte – dejlige retter til 100 og opefter, men det var ikke lige det, jeg var ude efter.

Det var Tirsdag og det var September, men det er allerede udenfor sæson. I efterårsferien vil der være steder, der åbner igen (med servering osv.) og de faste steder har åbent det meste af vinteren, omend kun fre-lø-sø.

Jeg nøjedes med kaffe og kanelkringle i bageriet (det var iøvrigt ikke den store kanel-nydelse).

Tisvildeleje en varm sommeragtig dag i September

Tisvildeleje Station har fået nye spor og perronerne og stierne er også fornyet

Tisvildeleje Station er elsket af både de lokale og af sommergæsterne, der er også indrettet en slags kulturstue med håndværk og bøger i den ene ende af bygningen

Written by Donald

Tuesday, September 18, 2018 at 21:24 GMT+0000

Posted in Brok, Foto

Tagged with ,

Varieret kost

På hospitalet opdagede jeg at mange kemo-patienter har svært ved at spise, enten fordi man får kvalme eller fordi man simpelthen ikke er sulten. For mig var det ikke et problem.

Jeg nød at hospitalet (Herlev) indenfor økonomisk rimelige rammer lavede gode danske og lidt udenlandske retter, som man kunne forsyne sig med – samt hver dag suppe, salat, dessert, kage til kaffen og frugt.

Hjemme igen! Jeg gik igang med at forbedre mine køkkenvaner, suppe og salat + diverse. (Man kommer hjem mellem de forskellige kemo-behandlinger og får medicin med hjem til fortsættelse af behandlingen).

Efter at have fået anbefalet at lytte til Arne Notkins beretning om sit kræftforløb (søg på DR-Podcast, Arne Notkin Kræft) kan jeg se, at jeg har været heldig at sygdommen blev diagnosticeret forholdsvis hurtigt. Det hjalp også, at jeg vidste, at de smerter jeg havde, kunne være kræft; det var en læge som for 10 år siden (2 år efter tarmkræft-operation) alvorligt formanede mig om, at der var celleforandringer og stofskifte forøgelse, som var tegn på at der var syge celler. Man skulle tage det alvorligt (jeg må have virket meget overskudsagtig glad og optimistisk, og det er jeg egentlig stadigvæk).

Det tager tid at lave 3 retter mad, suppe, salat, dessert, men det giver en god fornemmelse i maven at spise lidt af hvert i stedet for en masse af det samme

Written by Donald

Thursday, September 13, 2018 at 21:11 GMT+0000

Posted in Carpe Diem, Liv

Tagged with

Klasse A

James Grieves i første kvalitet

Ingen kommentarer.

Written by Donald

Wednesday, September 12, 2018 at 15:52 GMT+0000

Posted in Skov og have

Tagged with

Girokontoret ville gerne have kunder

Et brev fra Girokontoret anno 1992 – man ville gerne yde service til kunderne

Nogle år senere, jeg husker ikke nøjagtigt hvornår, meddelte man at min konto var for lille og at det ville koste 30 kr. om måneden at fortsætte med at have en girokonto. Det var jo en utrolig nyttig ting, men måske nok gået lidt over gevind fordi man sendte papirbreve på stort set alle bevægelser (også små bitte posteringer, regninger, som var betalt den og den dato).

Jeg havde travlt med andre ting og fik ikke lukket kontoen og betalte vel 3-400 kr. før jeg opgav Giro-konto.

Nedenunder en lille regnemaskine, som kører på solcelle (lys-celle strøm, den kan sågar tænde på en almindelig stuelampe!) og den fungerer endnu – det er bare ikke noget, man har brug for i dag, vel?

Written by Donald

Tuesday, September 11, 2018 at 19:22 GMT+0000

Posted in Brok

Tagged with , ,

Friskæring af æbletræ kaldet rød ananas

Når der kun er ganske få æbler på det tidlige æbletræ, så tager fuglene og insekterne alle de æbler, der er.

Træet har stået i skygge af et stort, velnæret egetræ, som jeg nu har fået haveservice til at beskære – desuden er der kommet mere lys ved at naboen har fældet nogle gamle træer så der er “meget mere himmel” til det lille æbletræ kaldet rød ananas, et frisk og syrligt tidligt sommeræble (tidligt, synes jeg, der er vistnok nogle sorter, som er endnu tidligere). Måske vil det bære mere næste år.

Rød ananas – et æble fra 1800-tallet har jeg set – er et dejligt sommeræble, som er ret robust overfor svamp

De fleste “rød-ananas” æbler er faldet for længe siden – nogle få af dem landede så blødt at de var fejlfri og kunne spises med glæde.

Det er nu ikke så vigtigt, hvor meget det giver, det lille Rød-Ananas-træ, det skal bare have lov at stå og se pænt ud.

Nedfald

Written by Donald

Tuesday, September 11, 2018 at 19:17 GMT+0000

Posted in Skov og have

Tagged with

Bare lige et kig til haven

Det er helt fantastisk lækre æbler, disse James Grieves – skal spises nu, for snart begynder de at blive melede i smagen

Jeg tog et par billeder af James Grieves træets flotte, pletfri æbler. Træet har smidt dem hvor der har været insekter i blomsten og altså lidt orm indeni. Men de, der hænger nu, kunne man egentlig godt sælge. Det må være vejret, som har bevirket at træet har kunnet undgå sygdomme – bladene er så flotte, ingen svamp i år.

Rød ananas har ikke fået lys nok og har ikke sat mange æbler i år – og de få, der er, har skurv

Man kan spænde denne krybende stamme op enten mod et andet træ eller en stolpe bagved – eller bare beskære det og lade oprette grene få overtaget, tror jeg, jeg hælder til den sidste løsning


Naboen har slået min plæne, mens jeg var til behandling på hospitalet – jeg kan ikke sige tak nok
Til højre lidt borte ser man Ingrid Marie æblerne, som gerne må blive på træet lidt endnu

Written by Donald

Sunday, September 9, 2018 at 22:33 GMT+0000

Posted in Skov og have

Tagged with , ,

Tilbageblik — hvad man ofrer penge på

I 1991 havde jeg en indtægt på ca. 20 kkr. mdl. og efter skat, hus og faste udgifter var der ikke meget tilbage, et sted mellem 1500 og 2000 kr. i de gode måneder. Et sæt strenge til violinen (som jeg dengang stadig spillede på) kostede en god del af de rørlige penge, mellem 1/3 og 1/4.

Jeg var heldig at jeg i det hele taget havde et job, som (evigheds- eller langtids-) studerende med job og barn ville jeg ikke kunne få arbejdsløshedsunderstøttelse.

Jeg fik som enlig far til barnet (som nu var 16 år) små totusinde hvert kvartal, som jeg lod sønnen administrere til tøj og skolemad. Det var heller ikke mere end rimeligt, han klarede det flot.

Jeg er ved at rydde ud i alle minderne, men nogle af dem lander i foto-arkivet.

For 26 år siden var prisen for et strengesæt til violinen plus en reserve-A-streng (som knækker meget let) 517 kroner hos en god violinbygger i København (ved Kongens Have kvarteret)

Det skal understreges at man i dag kan få violinstrenge af høj kvalitet til meget lavere priser (små 200 kr. i Internet-butikken Thomann, eller blot 40 kr. for et sæt strenge m. stålkerne (som er overspundet ligesom de dyrere strenge med syntetisk kerne eller med tarmstrengs-kerne, og disse stålstrenge er ikke hårde, sådan som man ellers kan opleve det på guitar strenge.)

Written by Donald

Thursday, September 6, 2018 at 1:08 GMT+0000

Posted in Liv

Tagged with ,