Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for June 15th, 2018

Marken modnes

Jeg tror det er seksradet byg. Den har stået i tørke i 6 uger, men til gengæld skal man huske, at beliggenheden er i nærheden af et vandhul og at jordens evne til at holde vand er god. Der har midt i tørken været 4 mm. nedbør og senest natten til Torsdag 3 mm, som selvfølgelig ikke ændrer ret meget på jordens fugtighed.

Dette er det bedste billede, det er ikke altid så ligetil at fremhæve et aks fremfor andre – et godt billede kræver, at man udnytter en åbning, enten plejespor eller en kant af en slags

For at placere disse aks i en større sammenhæng tog jeg en serie billeder.

(Markerne Modnes er også titel på en roman af Jacob Paludan, som beskriver en ung mands kærlighed til musikken og til hans ihærdige arbejde med at spille violin, og hans ulykkelige skade på en finger, som tvinger ham til at holde sig til sit fag, lægefaget, og hans kærlige forelskelse i den smukke pige i hans barndomsegn – Sandkøbing! for at det ikke skal være løgn.)

I Jacob Paludans roman Markerne modnes fra 1927 hersker den fuldstændige pessimisme. Ingen tidssatire, men en skæbnedigtning, hvor det værdifulde menneske går til grunde, og det overfladiske sejrer. Skildringen af almuebarnet Ivars forgæves stræben efter at realisere sit musikalske talent, der hindres af klassefordomme og en indre hæmmende passivitet, er en omvendt Aladdinmyte. Det er i forholdet til romanens to dominerende kvindeskikkelser, den idealiserede Bettina og den karikerede Ellinor, “en ny og frigjort Tids Datter,” at Ivar afslører sine brist. Ydre succes følger derimod hans modstykke, aristokraten Ralf, der får alt det foræret, som Ivar stræber så hårdt efter, men som alligevel ender i degeneration og undergang.

Written by Donald

Friday, June 15, 2018 at 14:00 GMT+0000

Posted in Mark

Tagged with , ,