Screwed
For 31 år siden satte jeg gardinstænger op, og fik gardiner med fra vores gamle hus, og det gik nemt, jeg havde en elektrisk boremaskine og murbor – der var kun få steder, at en sten sad i vejen for boret, så man måtte flytte hullerne.
Men efter 30 år begyndte gardinstængerne at falde ned, én for én. Nu må jeg jo så gennemgå de sidste og se, om de holder. Der er ikke nogen, der går og river i dem, så det var ikke på grund af overbelastning. Mit gæt er at raw-plugs var lige lidt for små og skruerne for tynde, selv om jeg brugte et bor en millimeter mindre end rawplugs, så blev hullerne for store.
De gamle rawplugs havde ellers en god brugerhjælp, et hul i en plastic-flap, som viste hvor stort bor man skulle bruge, og et andet til hvor stor skruen skulle være.
Men måske har jordskælvet rykket lidt for meget i væggene, måske tørrer rawplugs ind og bliver mindre.
Det har taget alt for lang tid at reparere. Tre slags skruer, ingen bore-hulsvejledning på de ny rawplugs, jeg har bor og hammerboremaskine, men det skulle lige findes frem, for der er så meget forskelligt værktøj, at det ikke kan ligge i den gamle værktøjskasse men er fordelt på rygsæg, to værktøjskasser og en mulepose.

Det var det værktøj, der var nødvendigt til at skrue de gamle ud, hive rawplug ud, bore nyt hul (denne gang 2 skruer i hvert beslag) og så hamre rawplug ind og skrue med en mærkelig bits, og til sidst spænde stang-klemmen med en stjerneskruetrækker – husk lige at tage gardinerne ned, vask og hæng op igen …
Flinteøkserne kunne ikke rigtig bruges.
Det var min onkel, som var amatør-arkæolog, gravede på Lolland for Nationalmuseet, fandt bl.a. de her, Lokalmuseet ville ikke have dem, de havde nok – så fik min far dem, og nu har de ligget her længe nok. Jeg må hellere spørge skolen, om de vil have dem.
Du har flyttet hullerne: dér ligger problemet.
For nu har du placeret pløkken i mørtelfugen, og den er ikke altid fyldt helt op, dernæst bliver den ikke bedre med årene.
Desforuden var de gamle danske rawplucks ikke expanderende nok: Fischers åbner langt bedre, de har modhager, hvor de danske var glatte.
Men ellers kan man også bare gøre, som vi gjorde “i de gode, gamle dage”: vi snittede en pind lidt spids til, og hamrede den ind i væggen i det forborede hul. Og så skruede vi i træet. Der var et x-antal af dem i mine gamle pudsede vægge. Ja, skal jeg i dag have et lille søm i væggen, til at hænge et mindre billede på, bliver det med et 2 mm-bor, og så en tændstik eller to i hullet, det er alt rigeligt til et billede på 50 x 40 og deromkring.
Jeg har endog meget dårlige erfaringer med at aflevere økser o.lign. på skoler: vi har i flere omgange haft typesamlinger her, og de “forsvinder” lige så stille. Skiftende lærerbesætninger arver ikke automatisk interessen for vor oldtid, natur ejheller, og således forsvandt også de meget flotte udstoppede kolibrier o.m.a. som søfolk havde taget med til deres gamle skole. Endog ællingen med de 4 ben er væk. Jeg nåede lige at redde nogle skuekasser med meget flotte sommerfugle, som så blev udstillet på øverste hylde i biblioteket. En biologi-kollega mente så absolut ikke, at børn ville have fornøjelse af de mange dyr og fugle, der sad i lange rækker i vitrineskabene, der dækkede biologi-lokalets vægge.
Jeg var dybt uenig: det var altid godt at have eksempler lige ved hånden, når eleverne spurgte om dit og dat.
Næ, sæt du økserne til salg hos Bruhn-Rasmussen, eller Lauritz.com. Der kan være gode priser.
AagePK
Friday, January 26, 2018 at 7:06 GMT+0000
Nu er det jo en gasbeton væg, hulmur af den typiske 1980’er type: yderst mursten og inderst gasbeton.
Gasbetonen er normalt så blød, at man kan slå søm i, men der kan være nogle steder, hvor en lidt større sten har forvildet sig ind som fyldstof; så skal man være heldig for at kunne bore i den. I lige netop midterbeslaget her gik underste skrue skævt, selv om boret var gået lige ind; men skruen havde åbenbart alligevel godt fat. Jeg prøvede at vrikke med ret stor kraft, sådan som jeg husker vægten af gardinet i én hånd, og beslaget rokkede sig ikke; da det var én af 6 skruer lod jeg den sidde, selv om jeg havde mest lyst til at flytte beskaget 5 cm. til siden og begynde forfra!
Nok om det.
Jeg har også brugt både træ og tændstikker. En tilsnittet lille træpløk er det bedste! Vores gamle vicevært, fred være med ham, havde altid en træpløk med, når han hjalp min mor med at sætte et billede op. Da plastic rawplugs kom frem var min første tanke “nu skal man også betale for det!” men de var nu meget nemme at have med at gøre og var normalt stærke nok til at styre skruen ret ind i væggen.
Det var nyt for mig at det kan lade sig gøre at sælge økser på auktion! Det vil jeg muligvis forsøge. Et par af tingene er faktisk ret pæne, men som sagt ikke “pæne nok” til at Nykøbing Lokalmuseum gerne ville have dem.
Engang da jeg viste dem til sønnens skolekammerat sagde han: “Hov har du stjålet dem? Der er jo små numre på ligesom på museumsting!” Ja, min onkel var skam omhyggelig med sin samling, indtil han forærede den væk.
Donald
Friday, January 26, 2018 at 10:52 GMT+0000
Og så hedder det jo en rawlplug 🙂 (Rawlplug, en. flt. -s. (varemærke dannet af de fire første bogstaver i navnet på de engelske opfindere J.J.og R.W. Rawlings og af eng. plug, pløk, prop))
Når man nu ikke kan bidrage rent fagligt til dette indlæg, så må man jo komme med et input af anden art 😉
Jeg har i øvrigt en hel lille samling af flintøkser, som jeg har fundet på min fars jorder – men de skal ikke sælges, for mine børnebørn vil meget gerne arve dem. Det er jo rent tribal og dermed lige i deres ånd 😀
Ellen
Saturday, January 27, 2018 at 19:18 GMT+0000
Rawlplug! det var som … hvad hedder de mon hvis man ikke bruger varemærkebetegnelse?
Tak for staverettelsen – det var interessant! Jeg har en idé: Harry Potter-plugs ville være et bedre navn, skruer sidder fast som ved et trylleslag! Hun hedder Rawling uden ‘s’ – jeg ved det godt! 🙂
Ja det er godt at lade flinteøkser gå i arv. Vi har ikke nogen børnebørn; men jeg kunne spørge lidt længere ude i familien.
Donald
Sunday, January 28, 2018 at 1:28 GMT+0000