Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Hvad kan få dig op om morgenen?

Der er en lille indhegning, hvor man kan parkere sin hest (hvis man medbringer en sådan) og der er bord og bænke

Jeg elsker at gå langs stranden og se hvor langt jeg kan komme, – der er ca. 4 km. til Livredderhytten og den motion har nok været med til at redde mit liv, – jeg har klaret nogle kirurger uden at tage større skade, så at sige.

Billedet viser militær-masten og hvis man kigger godt efter, kan man lige akkurat skimte Livredderhytten bag havgusen – den har hvide skodder for vinduerne og er selvfølgelig ubemandet

Jeg hørte i dag en udsendelse (noget af den) med Peter Lund Madsen, læge, hjerneforsker, hvor han talte med en mand, som lider af tiltagende demens, og denne mand var meget åben omkring det.

Det eneste, jeg husker rigtig tydeligt, er at Peter Lund Madsen fortalte at evnen til at stå op for at gøre noget – evnen til at have lyst til at gøre noget – er en af de vigtigste og mest komplicerede funktioner i hjernen.

Jeg vil høre den igen (podcast) for at se om han omtaler forbindelsen mellem behovs-psykologi og de behov, som er knap så fysiske, lysten til en hobby, nævnte han overfor gæsterne i programmet.

Behovs-psykologi: baby græder når hun er sulten, manden laver mad, når han er sulten osv. – det bliver mere og mere komplicerede handlinger, vi foretager os, jo mere erfaring vi samler sammen. Men vi kan også køre – eller gå – en tur, tage på rejse, for at opleve noget nyt.

På tilbagevejen er det morsomt at gå op ad trappen ved Brantebjerg – den er repareret for et årstid siden og er nem at gå op ad

Udsigten fra Brantebjerg forsvinder, når træerne bliver for høje, men skovarbejderne har et par gange ryddet skrænten, så vi kan nyde udsigten her igen

Der er en lille indhegning, hvor man kan parkere sin hest (hvis man har en sådan), og der bord og bænke

Written by Donald

Monday, January 8, 2018 at 23:20 GMT+0000

Posted in Carpe Diem

Tagged with , ,

34 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Blot en hastig reaktion,måske er der noget af interesse heri:

    Click to access ib-ravn.pdf

    Jørgen

    Monday, January 15, 2018 at 9:12 GMT+0000

    • Tak – det er næsten den problematik, som Peter Lund Madsen omtalte. Jeg kender godt erfaringer, har hørt omtalt forskning, som viser at (økonomiske) incentiver ikke fremmer produktiviteten i et arbejde, som kræver cognitiv indsats.

      Donald

      Monday, January 15, 2018 at 22:49 GMT+0000

  2. Nu kom Den gamle Skolelærer lige op i mig: “Der er en lille indhegning, hvis man har en hest, og bord og bænke.”
    Vi sætter lige kryds og bolle, og får: “Der er en lille indhegning” og “hvis man har en hest med, og bord og bænke.
    Hvis man ikke har en hest med, og heller ikke bord og bænke, er indhegningen der ikke.
    😉 🙂 😉 🙂 😉 🙂

    AagePK

    Monday, January 15, 2018 at 16:09 GMT+0000

    • PS: nu glemte jo at svare: jeg skal tisse! 😉

      AagePK

      Monday, January 15, 2018 at 16:10 GMT+0000

      • Fint nok! Det er rigelig grund! Peter Lund Madsen spurgte også mere ind til hvad det er – når det ikke er ting, som bærer den direkte belønning. Jeg mener at Freud ville forklare det hele med at man for enden af tunnelen kunne se en “seksuel tilfredsstillelse”, jeg ved ikke om det er en god oversættelse af “sexual gratification”, men det bør kunne forstås.

        Men nu mener man jo så at der er andet end sex forude som lokker, og at det ikke bare er kroppens lyst og behag ved træning osv. men — som Jørgen har fat i ved at henvise til https://fuodense.dk/media/4670/ib-ravn.pdf — at der også er en glæde ved at man kan bestemme selv, gå på opdagelse, forme sin dag.

        Donald

        Monday, January 15, 2018 at 22:56 GMT+0000

    • Suk, hvis man ikke har en hest, er der også en indhegning, jeg burde vide at man skal skrive kontexten tydeligt! Ikke kun til ære for dansklærere, men fordi texter bliver lettere at læse, når de er logiske.

      Donald

      Monday, January 15, 2018 at 22:51 GMT+0000

    • Så jeg tilføjer, “hvor man kan stille sin hest …”

      Donald

      Monday, January 15, 2018 at 22:51 GMT+0000

      • George Mallory, som i 1921 deltog i kortlægning af Mount Everest-området, der skulle forberede en bestigning, blev citeret for, på spørgsmålet:”Why do you want to climb Mount Everest?”, at have svaret:”Because it’s there!” Så han var også med i første forsøg i 1922, et til, hvor 7 sherpas omkom, og så det sidste i 1924, hvor han og en kammerat forsvandt i tågen. Han blev først fundet, død, i 1999, i en højde af 8157 m.
        Så hvorfor gør man ting? Fordi man kan. Fordi man tror, at man kan. Og så må man jo bevise det. Mallory blev også spurgt, efter at have besteget et bjerg, om han følte, han med bjerget havde overvundet en fjende. Næ, det skulle da lige være fjenden i ham selv.
        Og den fjende kunne jo være podagra i en storetå, ikk’? Jeg har selv lige haft et lille anfald, det kommer af at spise finker, hver gang. Men så skal leddet masseres og gnides ofte i et par dage, så de små urat-krystaller nedbrydes og kan føres ud af kroppen. Er min erfaring.

        AagePK

        Tuesday, January 16, 2018 at 6:45 GMT+0000

        • Spærrer øjnene op ved det sidste du skriver – det er da interessant. Jeg har også fornemmelsen af at massage, fodbad (varmt) og især fodgymnastik hjælper. I gamle dage kunne jeg samle en sok op med en fod, men da det var værst, var det kun højre fod, som havde bevægelighed. Men nu, hvor jeg får lidt medicin, er begge fødder igen i stand til gymnastik, og det hjælper.

          Det, som gør mest ondt i venstre fod, er at mellemfoden udstrækkes, når jeg træder, lægger vægt på. Det står der også noget om et-eller-andet-sted. Det skyldes også urat-krystaller, ligesom hævelser i fod eller hånd.

          Bjergbestigerens fryd ved at se det hele oppefra er klar nok, det er sør’me en fornøjelse at gå opad og se ud over verden. Jeg husker en sti ved Bellinzona, hvor jeg gik opad, men forskellen på mig og Mallory er jo nok at jeg ikke gjorde det for at blive berømt. Jeg har meget sjældent været “starstruck” og anser berømmelse for at være en erhvervsskade. 😀

          Donald

          Tuesday, January 16, 2018 at 12:14 GMT+0000

          • Jeg mener så absolut ikke, at Mallory gjorde det for berømmelsens skyld: han gjorde det, fordi bjerget fandtes, og han ville se, om han kunne.
            Forhistorien er, at nogle englændere oplevede, at de kom for sent til at være de første på polerne, og så måtte de jo hitte på noget andet spektakulært: hvad med at bestige Verdens højeste bjerg?
            Derudover mener jeg, at ordet “starstruck” betyder noget andet, nemlig:”Slagen med stumhed i nærværelsen af en stjerne”. Jeg har selv oplevet det, da jeg kom til at sidde ved siden af Ben Webster i restauranten Flensborghus, efter en koncert med Radio-Jazz-gruppen. Der var andre berømtheder, Dollar Brand og Ray Pitts, f.eks. Men Ben var min store stjerne, selv om jeg også er glad for min plade med Dollar.
            Mht din fod: den skal langsomt strækkes flere gange, så fortaber smerten sig: jeg sætter tæerne i først, f.eks med venstre fod 1/2 meter bag højre. Langsomt sænker jeg hælen, mens jeg går ned i knæ på højre ben. Altså lidt ligesom telemark-skiløbning.Venstre ben skal strækkes mere og mere, så du kan mærke det i både mellemfod og venstre læg: der sidder nemlig også urat-krystaller, og muskelfibrene skal strækkes jævnligt. Ellers ender vi som gamle mænd med hjulben. 😉

            AagePK

            Tuesday, January 16, 2018 at 16:20 GMT+0000

            • Jeg kan sagtens købe den med at Polerne var udsolgt, men man bliver ikke bjergbestiger af at ville nå til Sydpolen. Gad vide om ikke netop det at ville nå Sydpolen først var et kapløb om berømmelse? Fritjof Nansen vidste, hvad han gjorde, det vidste den anden ikke (måske fordi Nordmanden har oplevet kuldegrader i mange forskellige situationer og ved at det ikke bare er at tage pelsfrakken på og skynde sig til operahuset, hvor man kan gå ind og få varmen.

              Donald

              Wednesday, January 17, 2018 at 13:31 GMT+0000

            • Starstruck brugte (og bruger) jeg i betydningen slået af en stjerne eller “Se-og-Hør-syndromet”. Hvordan kom vi nu ind på det?

              Donald

              Wednesday, January 17, 2018 at 13:33 GMT+0000

            • Tænk at du har været i Flensborghus! Og tænk engang at Ben Webster har været i Flensborghus restaurant, det havde jeg ikke troet. Det må være noget af et rejseliv.

              Dollar Brand, Ray Pitts, ja jeg kan godt forstå at man bliver slagen med stumhed. Gid de andre tilhørere også er stille!

              Donald

              Wednesday, January 17, 2018 at 13:34 GMT+0000

            • Jeg tror du rammer rigtigt med råd mod urat-smerter, og jeg havde jo også instinktivt fundet ud af nogle af de ting. Men jeg må gøre det mere systematisk. Jeg skal nok rapportere, om det hjælper meget eller bare vedligeholder status – *mange* tak for gode råd!

              Donald

              Wednesday, January 17, 2018 at 13:36 GMT+0000

            • Til selve koncerten var der livlig stemning, og fredeligt nok til at kunne goutere soli; det var bagefter, da vi skulle ind og have en øl, og jeg kom til at sidde lige ved siden af Ben, og høre ham snakke med Dollar, da var det, at jeg blev så overvældet, at jeg ikke kunne sige et kvæk.
              I både Slesvig og Flensborg havde vi et rigt kulturliv. Jeg har stået på scene med Gitte Henning. hun var i næsten bar figur efter slutscenen i Jeanouit’s Gigi, og jeg var smuttet om for at få en autograf. Ray Pitts fik jeg snakket med, Teddy Wilson, Ebbe Rode, Ib Hansen skubbede mig ind til Kirsten Hermansen, mens hun klædte om, jo, jeg fik nogen på opleveren dengang. Vi havde årligt besøg af alle egnsteatre plus Det kgl med både teater, ballet og opera. 10-vi-ka-li sendte fra Slesvighus, min søster var med. Og Viktor Cornelins var på skolebesøg, en rigtig neger, der fortalte om sin tur fra St Croix, og om sin udstilling i Tivoli: han ville hellere lege med grønlænderbørnene end sidde på sin pind, så Emma Gad, eller hvem det nu var, lukkede ham inde i et bur. Og det er der nu nogle offervillige, der har ondt af, uden at kende til konteksten. Oh me, oh my! Lidt lige som dem, der har fået ondt i røven af kampråb om store patter: det hænger jo ved fra dengang, da Arla var hovedsponsor: pengene kom jo fra den mælk, der flød fra brede yvere med store patter, ikk’å’da! Nu er’et Danske Spil, dem med:”Der er så meget, kvinder ikke forstår!” Quot erat demonstrandum.

              AagePK

              Wednesday, January 17, 2018 at 19:30 GMT+0000

              • Du må have virket venlig og imødekommende. Når man som i gamle dage spillede den samme forestilling om og om igen, var det meget inspirerende og forfriskende, at man kunne snakke med en glad publikummer – en, som kunne se den magi, man prøvede at etablere.
                Jeg skal da love for at I havde kultur. Gad vide om der stadig er tournéer, som kommer forbi Flensborg eller Sønderborg, Schleswig, Haitabu, Husum, Møgel-
                Tønder?

                Barnet fra St.Croix, som blev skolelærer og inspektør i Nakskov, han havde lidt meget, men havde haft nogle åndelige værdier, kristendom eller noget lignende, til at holde sig oppe. Hvorfor kommer du til at tænke på den historie? Den er da grusom?

                Donald

                Friday, January 19, 2018 at 13:19 GMT+0000

            • Øv: det var jo ikke Jean Anouit, men Collette, der skrev bogen, og Vicky Baum, der skrev teaterstykket for Aarhus Teaters udgave. Og som skrevet med Gitte Hænning i titelrollen, hvor hun tilsidst smidder de fleste af kludene. Jeg fik lavet et rigtigt godt dobbeltportræt af hende og hendes pianoman for et par år siden, og hun fik sat sin autograf på et af de sjældne jazzplader, hun fik lavet med Kenny Clarke/Francy Boland Big Band, og nej, den står ikke i deres discographi: den er nemli’hemli og indspillet under Gitte and The Band. Det var et spørgsmål om kontrakter. Det skete samtidigt med orkestrets optagelse af lp’en At Her Majesty’s Pleasure, Køln ’69.

              AagePK

              Wednesday, January 17, 2018 at 19:53 GMT+0000

              • Jean Anouilh https://en.wikipedia.org/wiki/Jean_Anouilh
                er nu også en interessant mand.
                Jeg hørte Gitte Hænning fortælle om sin barndom og sit liv og det var hjærteskærende – gribende, og dejligt at høre at hun fandt mening og fred i sin pensionisttilværelse.

                Donald

                Friday, January 19, 2018 at 13:22 GMT+0000

            • NEJ-NEJ-NEJ, DET skrev du bare ikke: Schleswig! Du kalder dig måske også Kopenhagener? Mit Zucker und Kanel? Det hedder SLESVIG, forstået?
              Dengang var det den meget aktive Kultur-Helene, med efternavnet Dörfler, der var ansvarlig for teater og koncerter. Med bl.m.a. Sergiu Celibidache, det var en oplevelse.
              Voksne mennesker dengang havde en meget venlig holdning overfor børn, der virkede interesserede. De respekterede os på vore præmisser, det har jeg efter bedste evne forsøgt at give videre. Man får så meget igen.

              AagePK

              Friday, January 19, 2018 at 15:06 GMT+0000

              • Jeg skriver CPH for Copenhagen, eller Kbh når det er lokalt. Æhæm, jeg skal nok skrive Schleswig øh jeg mener Slesvig, men hvad med Hedeby/Haithabu? Holstein/Holsten?
                Sverrig/Sverige? Tyskland/Deutschland/Germany? Danmark/Denmark/Dinamarca?

                Du ved jo godt at jeg har en drøm om at sprogene flyder sammen, især hvis det betyder, at man taler mere bevidst om hvad man vil sige. Men det er nok en pipe-dream.

                Tænk at I havde Celibidache på besøg, det er da storslået!

                Jeg husker også voksne mennesker med stor forståelse for børn, og har også prøvet at give det videre, – selv da det var vanskeligst.

                Donald

                Friday, January 19, 2018 at 17:46 GMT+0000

            • Jo, men så må man/du tage udgangspunkt i det oprindelige: Hedeby kan forklares, det kan Haithabu ikke, Sleas vig kan, Schleswig kan ikke, landsbyen Hjortkær. ja, Jordtkich: nej. I Angel ligger der, ifølge tyske byskilte, en by ved navn Rabenkirchen, en anden Mohrkirchen. Hvilke Raben = ravne, eller Mohren = more/negre, har bygget kirker der? På de gamle danske kort står der Ravnkær og Mårkær, ok?
              I Haderslev er der Gud hjælpe mig et fjols, der har sat et nyt byskilt op: Hadersleben. På dansk vil det så kunne oversættes til “at have det svært med sit liv”!. Altså, hvor er vi henne? Sct Hans?

              AagePK

              Friday, January 19, 2018 at 19:21 GMT+0000

              • Det ka’ jeg li’ Men er Haithabu ikke det oprindelige? Dansk fra 100-800 og videre til 1400 lød jo helt anderledes – som minimum mere saft og kraft til konsonanterne, mere islandsk end slattendansk. Svensk er mærkeligt nok allerede udskilt tidligt, hvornår mon?
                Men ih hvor er jeg ellers enig! Hadersleben? Hellere Hathersløff, Hathers Erbe, eller Madhatters Life. Eller noget helt tredie. :mrgreen:

                Donald

                Friday, January 19, 2018 at 23:54 GMT+0000

            • Grimsby, Kirkby, Selby, Whitby, Willersby…. man tænker osse lige Rane Willerslev, gad vide, om hans forfader var med på vikingetogt…
              Nå, men hvis man alle andre steder har skrevet -by, hvorfor så lige præcis ved Slesvig skrive -bu? For at skræmme fjenden i fredstid, eller forvirre ham, hvis han skulle få fat i et kort?
              Hvis Haderslev-borgmesteren havde været lidt mere konsistent, havde han oversat til et navn med mening: Haß-ist-löffel, eller sådan noget. 😉
              Dansk og svensk hører, hvor mærkeligt det lyder, sprogligt sammen i øst-skandinavisk, norsk, færøsk og islandsk i vest-skandinavisk.

              AagePK

              Saturday, January 20, 2018 at 7:30 GMT+0000

              • 🙂 Det er 20 år siden at jeg besøgte Slesvig sammen med en god veninde, og vi kunne ikke finde Hedeby, som jo skulle ligge et eller andet sted i nærheden af Slesvig. Iøvrigt faldt jeg i staver over de mange mursten i Slesvig Domkirke, og ved den lille sømandsrunddel, jeg tror Carsten Jensen allerede dengang havde skrevet “Vi de druknede”. Nej da, det var først i 2006! Men altså, der er et mindesmærke for de mange mennesker, der døde af Tysklands tåbelige krige.

                – og nu har jeg søgt på Google og fundet ud af, at begge stavemåder findes, Haitabu, Haithabu – og mere, Haddeby og Hedeby naturligvis, men sidstnævnte er vist meget ahistorisk og kraftigt forvrænget. Det er det, der er problemet – også med Fransk og Spansk – det er gebrokne udgaver af det sprog, som opstod for at man kunne kommunikere uden at tage for meget fejl af hvad de andre handelsmænd mente.

                Jeg ved ikke hvornår “-bu” kommer ind i billedet. Er Hedeby en forvrængning af Hedebo? Det tror jeg egentlig ikke, Nudansk etymologi siger By: fællesnordisk byr, bosted, boplads, beslægtet med bo.

                Det er jo ikke første gang, vi ser sproget blive ødelagt af sjuskefejl 🙄
                Der er byer på -bo, Maribo, Munkebo, (men sidstnævnte lyder ikke som gammelnordisk navn).
                Rane Willerslev har lige netop i dag, vistnok v. 10-tiden, været på jagt med en radiojournalist og fortalt om hvorfor han kom i fare da han prøvede at hjælpe uigurerne mod den lokale mafia: Uigurernes zobelskind blev underbetalt af mafiaen, i DK kunne de få 600 kr. stykket på De Danske Pelsauktioner.
                — JA hvorfor skriver man Grimsby og ikke Haithaby i Tyskland? Det kan jeg ikke svare på!
                Endelsen -lev betyder arv, (Nudansk ordbog) – jeg gætter videre, noget, man kan leve af, eller frugten af et liv. Måske et levn. Hvad ved jeg, det må vi have op igen.
                Haderslev borgmesteren må da være en skør kugle, men mon ikke han har ønsket turister til byen? Han har bare ikke vidst at så skulle han vælge noget, der lå tæt op ad alle andre skiltninger og noget, som også Anglikanere kunne forstå, fx. Haderslev … det er jo i sig selv meget internationalt (Latin-1 bogstavmængde). 🙂
                Den sproglige familie dér må vi lige have op og vende igen.

                Donald

                Saturday, January 20, 2018 at 13:52 GMT+0000

  3. Som altid er det en udsøgt fornøjelse at læse to kloge mænds drøftelser.
    Har iøvrigt noteret mig fodgymnastikken. Er det at forstå sådan at udstrækning m.v. modvirker, evt. reparerer såkaldt nedsunken forfod?

    Jørgen

    Saturday, January 20, 2018 at 13:17 GMT+0000

    • Det tør jeg næsten ikke udtale mig om, men læge Carsten Vagn Hansen har et indlæg derom i radiodoktoren.dk, google på Nedsunket forfod forfodsplatfod. Men som han skriver: vore fødder har brug for træning og bevægelse, helst uden sko, for at styrke muskler og sener i fodbuen. Og min erfaring er, at udstrækning af alle muskler og sener bliver mere og mere vigtig med alderen.
      Carsten beskriver også MTB-skoen, opfundet efter studiet af massaiernes gang. Min kone brugte sådan nogle på arbejdet; de var gode nok, men lidt tunge. I Indien går man på samme måde, og der giver det også en flot opret gang. Som vor museumsoppasser sagde til mig pensionerede lærer:”Så ret dig dog op, mand, vis, at du har selvrespekt!” Og ret havde han. 😉 Det tog jeg med mig hjem.

      AagePK

      Saturday, January 20, 2018 at 15:48 GMT+0000

      • Tak for henvisningen. For mange år siden fik jeg faktisk at vide at jeg hver morgen skulle strække lægmusklerne i 20 sekunder. Det har det knebet med, men bedre sent end aldrig.
        Dejligt du kunne rette dig op – det kniber efterhånden her, især er hovedet vanskeligt at rette op.

        Jørgen

        Saturday, January 20, 2018 at 19:57 GMT+0000

        • Udstrækning er godt – enig! Og man skal gøre det, man kan mærke føles godt. Og lade være med at blive ked af at der er noget, man ikke kan så godt mere.
          Tak for alle de gode kommentarer!

          Donald

          Saturday, January 20, 2018 at 21:27 GMT+0000

      • Ja, jeg synes også at udstrækning og gymnastik med mellemfod og tæer er vigtig. Jeg har fundet ud af at jeg nu igen kan bøje tæerne så meget, at jeg kan samle en klud (eller en sok) op! Det må have været podagra-hævelsen, som fik tæerne til at stivne.
        Gud sagde han virkelig det, museumsmanden! Det var godt nok at gå tæt på! Jeg får ofte den samme bemærkning, og en variation: “Du er jo hul i ryggen!” sagde en sanglærer, da han ville rette min positur. Du milde tænkte jeg, tænk at han ikke vidste det. Og tænk at han sagde det så bramfrit, det var sårende.

        Det bliver jo værre med alderen. Hele familien har Schleuermann knæk på ryggen et sted midt på, og når jeg retter mig op, bliver jeg hulrygget, men ser pæn ud med tøj på. En jakke er det bedste. Jeg kan klare 2-4 timer om dagen i oprejst rank (hulrygget) tilstand.

        Var det museumsmanden i Tranquebar eller Tharangambadi som bad dig rette ryggen? Eller har I også et museum i Marstal?

        Donald

        Saturday, January 20, 2018 at 21:25 GMT+0000

        • Det var i Trankebar/Tranquebar/Tharangambadi/Thadanganpadi/Sadanganpadi: Sad betyder 6, angan = dyd, og padi svarer til -strup, altså Seksdyderstrup. Som op igennem tiden fejlfortolkes, til det ender med det danske Trankebar, som ikke betyder noget som helst: ligesom Mårkær, der blev til Mohrkirchen, eller Verner Dams Vej, der blev til Værnedamsvej. Det nuværende officielle navn for byen er Tharangambadi, der betyder De syngende bølgers by. Meget smukt, og der er også denne konstante lyd af bølger, der slår op på sandstranden.
          Vedaerne omtaler de 6 dyder, som kun én mestrer: Vishnu, og i strandkanten, nord for Dansborg, ligger der da også rester af et stort Vishnu-tempelkompleks. Ifølge en nu forsvunden indskrift på en sten i templet byggede en konge Kulasekharan templet i 1305, indviet til Shiva. Templet hedder Masilanathar, Herren uden fejl, og byen altså Sadanganpadi, De 6 dyders by.
          Det var opsynsmanden ved vort lille museum i Kommandørens Gård, i Trankebar, der kom med den kommando. Jeg har lært at stå ret, i min tipoldefars gamle regiment, Slesvigske Infanteriregiment, i Haderslev, hvor jeg var fra 1962-64. Og jeg har ekcerseret, og marcheret. Og siddet i brummen. Men det er en anden historie.
          Men så kom ’68, og så skulle vi jo gøre oprør, og blev hippier, og slappe af, coole off og chille ud, og sjoske afsted. Min mor sagde godt nok, at jeg skulle rette mig op, men hende skulle man jo også gøre oprør imod, ikk’? Og dernede kunne man tydeligt se på mine rejsefæller, at her kom et slæng gamle overvintrede hippier: vi stak godt nok af fra tamilerne: de var høje og ranke som palmer, de gik ikke: de skred. Og bilerne kunne dytte nok så meget: godt nok er vi fattige, men man har vel værdighed! Kost ikke med mig, jeg skal nok flytte mig, med ynde og værdighed.
          Alt dette fik jeg øje på, da han sagde det der til mig. Det samme med at gå i shorts: vi var ved et monument for Gandi, der jo var i nærheden på den march, hvor han ville demonstrere mod englændernes salt-skat ved at lave sit eget salt. Derfor var der rejst en mindehal. En lille undseelig mand slæbte mig ind for at vise hallen frem: han gik i dhuti, et skørt, man normalt kilter op for at kunne arbejde; men lige så snart han løftede benet over dørtrinet, løsnede han dhutien, så den dækkede benene til anklerne. Hovsa, det er åbenbart ikke pænt at vise ben! Og ganske rigtigt: overalt , ved templer, offentlige kontorer osv gik man enten i lange skørter eller bukser med lange ben: aldrig i shorts, det gør kun børn. Ligesom vi jo også skal være tækkelige for at komme ind i Skt Peterskirken.
          Det har jeg så efterlevet siden: gå rank, vær ordentligt klædt, vis værdighed, og så blev man først rigtigt behandlet med respekt. De er venlige alligevel, mere af overbærenhed, hvis du kommer i shorts, men det lukker flere døre op at følge skik.

          AagePK

          Sunday, January 21, 2018 at 9:21 GMT+0000

    • Lige en tilføjelse. Siden jeg var barn har man sagt at jeg var platfodet, og jeg har gået med indlæg osv. men jeg har ikke spor svært ved at gå. Min søn har fødder, der ligner mine, og han er heldigvis ikke blevet anbefalet at gå med indlæg. Han har som ung og voksen gået mange hundrede kilometer i 6 forskellige lande.

      Donald

      Saturday, January 20, 2018 at 21:29 GMT+0000

      • Jeg blev som barn også dømt platfodet, og fik lavet indlæg: i stål med læderbeklædning, og i støbt gul plast.Men er i tvivl, om det har hjulpet. Jeg skulle også lave øvelser: stå med hælene spredt hver sin vej, og så op på tæer, 1/2 million gange. Jeg gør det stadig en gang i mellem, bare for at styrke fødderne. Også enkeltvis.

        AagePK

        Sunday, January 21, 2018 at 9:31 GMT+0000

        • De indlæg minder om hvad jeg kan huske. Jeg tror faktisk at det var bandagisten på Købmagergade, som sagde at det nok ikke hjalp mere og at jeg kunne holde op – med en lille bemærkning om at det sagde han selv om han tjente penge på at sælge indlæg!

          Donald

          Sunday, January 21, 2018 at 9:48 GMT+0000


Comments are closed.