Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Gamle jernbanevogne

Det rører mig dybt, hver gang jeg ser noget, der har været en jernbanevogn, eller rettere jernbane-vognkasse, blive brugt som skur eller kolonihavehus.

Togvogn på afveje, tænker jeg. Kender du Steinbecks roman “Rutebil På Afveje”?

Mon den kan fortælle en historie, som den HC Andersen fortalte om Grantræet? Hvordan er historien Det gamle Huus? (nudansk: Det gamle hus)
Det Gamle Huus er nummer 88 i H.C. Andersen-centrets værkregister, dvs. nr. 88 i kategorien eventyr (nummerrækken 1 – 300).

Der var omme i Gaden et gammelt, gammelt Huus, det var næsten tre hundrede Aar, det kunde man læse sig til paa Bjælken, hvor Aarstallet var skaaret ud tilligemed Tulipaner og Humleranker; der stod hele Vers bogstaverede som i gamle Dage, og over hvert Vindue var der i Bjælken snittet et Ansigt, som vrængede; den ene Etage gik et langt Stykke ud over den anden, og lige under Taget var en Bly-Rende med Dragehoved; Regnvandet skulde løbe ud af Gabet, men det løb ud af Maven, for der var Hul paa Renden.
Alle de andre Huse i Gaden vare saa nye og saa nette, med store Ruder og glatte Vægge, man kunde nok see at de vilde ikke have noget at gjøre med det gamle Huus; de tænkte nok: “hvor længe skal det Skrummel staae til Spektakel her i Gaden; saa løber Carnappet saadan ud, at Ingen fra vore Vinduer kan see hvad der skeer i den Kant! Trappen er saa bred som til et Slot og saa høi som til et Kirketaarn. Jerngelænderet seer jo ud som Døren til en gammel Begravelse, og saa har det Mæssingknapper. Det er flaut!”

Written by Donald

Tuesday, October 31, 2017 at 20:32 GMT+0000

Posted in Skov og have

Tagged with ,

4 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. En nu afdød ven fik den åbenlyst gode ide at lave et jernbanemuseum i Ærøskøbing: for den paradisiske jernbane. Jeg har vist nævnt det før: vi havde frem til omkring 1995 Verdens længste jernbane på Ærø, ikke mindre. Den gik fra Sibirien til Paradisets have. Sibirien lå ved det daværende færgekontor, og Paradisets Have et stenkast derfra. Meget gods kom herover i jernbanevogne, færgen havde trædæk og skinner. I Svendborg kan du stadig se sporene langs havnen næsten helt hen til broklappen. Selve museet bestod af en gammel kvægvogn, med trappe op og instruktive plancher om togtrafikkens barndom på Ærø. En åndsforladt kommunaldirektør overtalte byrådet til at fjerne museet efter idemandens død, kæltringer!

    AagePK

    Wednesday, November 1, 2017 at 11:46 GMT+0000

    • Ja, det er altså for sølle.
      Jeg har lige været en tur gennem København og kan se at man river gammelt skrammel ned og bygger på alle grunde; selv om der er mange pæne ting, har jeg den der fornemmelse at det gøres af åndsforladte bygherrer, glashuse til Simcorp, KL og HK ved siden af hinanden, ikke ens, ikke forskellige, – men der er noget, der er lykkedes meget godt, Københavns Universitet “Søndre Campus” – men de er ikke færdige endnu.

      Donald

      Wednesday, November 1, 2017 at 19:27 GMT+0000

      • Midt imellem Tivoli og Cirkusbygningen har man bygget noget, der kringler sig op som en hund-bæ; og sådan er der så meget grimt, industrielt byggeri, Operaen = Dark Waders indbefattet. Ja, jeg ved godt, det ikke er industrielt som i “fabrik”, men det ligner. Man burde rejse små skamstøtter med en beskrivelse på dansk og udenlandsk ved hver eneste af dem. Og det burde være forbudt at bygge nyt højere, end det gamle, som er revet ned. Ellers kommer det nye til at dominere kvarteret. Flyt nyt og højt ud på Amager til det andet grimme, så kan de stå derude og irritere svenskerne.

        AagePK

        Wednesday, November 1, 2017 at 20:04 GMT+0000

        • Der er faktisk en regel om at man ikke må bygge, så man overskygger de gamle tårne; Arne Jacobsens SAS-hotel ved Vesterport måtte søge om tilladelse og fik den – fordi det jo ikke ligger *lige* ved siden af.

          Flytte nyt og højt ud på Amager! Ja, der er også bygget meget nyt siden jeg var der for 5 og 10 år siden. Ohja, gid man kunne flytte resten med! Jeg er helt enig.

          Donald

          Thursday, November 2, 2017 at 0:15 GMT+0000


Comments are closed.

%d bloggers like this: