Udtrykskraften i sproget, når det slår revner

Da salig Peter Bastian, fremragende musiker med meget mere, blev opfordret til at skrive en bog om hvorfor musik er godt, fortalte han i forordet, at han var begyndt – med sin fysikerbaggrund – at forklare toner, psykologi og musik, men havde skrottet det og var begyndt forfra. En af de ting, som gør, at vi åbner sindet, er, når et budskab, kommunikation (han tænkte både på kunst, drama, litteratur, poesi – og musik) siger noget som er selvmodsigende, så beskueren, tilhøreren, må danne mening selv. Hans exempel var:

Jeg ved en Lærkerede,
jeg siger ikke mer’
…

Drengen vil så gerne fortælle, men han vil jo ikke have at andre finder reden og gør fuglene bange, eller værre, stjæler æggene. Og selv om han “ikke siger mere” så hører vi jo i sangen, at han fortæller mere – “den findes på en hede! Et sted som ingen ser. Jeg lurer bag en slåen, der står jeg ganske nær …”

Selvmodsigelse, paradox

Advertisement