Archive for August 2nd, 2017
Har der været oversvømmelse, spurgte hun
Hvordan kunne nogen finde på at bygge en mur ned i vandet. Det har jeg ofte spurgt mig selv om – billeder af dykkere med mørtel og mursten virker ikke realistiske. Jeg stod på broen ud til holmen med det store tårn, springvandet og slottet, og filosoferede over, hvordan man gennem tiderne har båret sig ad med at bygge huse i vand – fx. Venedig, Slotsholmen i København uden sammenligning iøvrigt, – da en familie med en lille pige kommer forbi og pigen kigger samme retning som jeg og spørger: “Har der været oversvømmelse?” Ingen af de voksne reagerer, så hun spørger igen: “Mor, har der været oversvømmelse?”
Stadig ingen reaktion, og da hun er ved at forsvinde udenfor talevidde siger jeg så tydeligt jeg kan “Nej – ikke oversvømmelse”. Hun kigger måbende på mig. Jeg håber hun forstår. Men jeg ærgrer mig over at jeg ikke tilføjede: “De reparerer forneden!” Mon hun nu går og tror at de måske alligevel havde oversvømmelse og kanalvandet ville forsvinde igen?
Som barn så jeg jo mure i vand i København, Frederiksholms Kanal (Slotsholmen) osv. men dér kunne man da trods alt forestille sig, at man lagde en masse sten og grus og palisader ved kanalernes munding, hvorefter man pumpede – formentlig med okse- eller hestetrukne spil omkring “vandsnegle” eller bare tov med kar. Det må have været en imponerende teknik i alle årene fra man begyndte på det – måske omkring 1500, måske før – til i dag, hvor man bare bestiller en entrepreneur til at banke stålspunser ned med en dertil indrettet én-mands-betjent kran-hammer-pram.