Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Tavshed der taler

Jeg kan huske Jørgen har nævnt, at traumer i en vis forstand kan gå i arv. Her er nogle af mine erindringer om en tavshed, som jeg tror viser mekanismen om hvordan “de ømme punkter” går i arv. Det er klart, at lidelser, som man ikke selv har haft, ikke direkte udøver et mentalt pres, men de kan måske lukke en dør hvor tankerne og spørgsmålene ellers burde springe frem, således at det nye menneske lærer noget om sine forfædres eksistens.

Af en eller anden grund husker jeg også en følelse, som ikke direkte har med mine forældres tavse punkter at gøre. Som barn – meget lille barn – har jeg en gang undret mig over, at der var mennesker i bilerne. Jeg erindrer en 1950-taxa, hvor man sad bag en rude til chaufføren, og der var klapsæder, så der kunne være flere børn. Jeg kunne sagtens se meningen med det, jeg kunne se, at det, der udefra lignede et dyr af metal med flade øjne, indefra var en lænestol med vindspejl. Men som sagt, det undrede mig. Der var en forbindelse mellem kørende maskiner og noget umenneskeligt, noget fjendtligt, om man vil.

På samme måde undrede det mig, at der var så mange smukke huse, og der boede åbenbart mennesker ligesom os i de huse, der var mange lejligheder langs Vesterbrogade, og hvor fik alle de mennesker penge fra (vi havde ikke nogen penge). Der måtte være nogen, som havde råd til at bygge huse, råd til at købe det, der var i butikkerne. Det var nu ikke ret mange af den slags mennesker, man så på Vesterbrogade. Når man så fangede et billede af udbombede huse i Tyskland, så kunne man jo godt se, at hele samfundet kunne vælte.

Men nu til de voksnes reaktioner:

Jeg husker at vi børn gik tur med børnehaven fra Valdemarsgade, sidegade til Vesterbrogade (København) 3 og 3 og med hinanden i hånden, og når vi så en flyver, råbte vi NÆH! SE EN FLYVER! Eller EN JAGER! Farbror Hans havde bygget et fly; jeg tænkte “Måske er det ham, der sidder deroppe og kigger ned!” Jeg var helt tryg.

En dag var der én af børnehavelærerinderne, som sagde at “det var ikke noget at råbe hurra for” – det blev antydet, at de kunne være farlige.

Aha, samfundet kunne vælte. Korea krigen i radioavisen (jeg forstod ikke noget som helst – kun ordet krig, og det var langt væk, jeg var for det meste meget tryg.)

Min far og mor var i Iran under WWII. Der var en Amerikansk officersklub, og min mor hjalp. De havde et hus og en stor bil. Det talte de ikke meget om, kun i ganske få situationer. Iran var besat af de Allierede. Der blev transporteret store mængder gods som støtte til Sovjet (Stalin) og den Transiranske Jernbane, som min far havde haft arbejde for, blev udvidet og forstærket i flere omgange. Han må have tjent penge ved at handle med forsyninger. Ikke en lyd.

Rejsen hjemad gennem Baku og Leningrad hørte vi heller ikke meget om. Det var krigshærgede områder, så meget vidste jeg, men ikke en lyd om hvad mine forældre så – andet end at de Russiske hotelfolk var overmåde venlige og hjælpsomme.

Senere fandt jeg ud af at min far skammede sig, han havde på et tidspunkt troet, at Adolf Hitler var løsningen på fattigdommen og arbejdsløsheden (denne fattigdom så jeg mange år senere skildret i en TV-serie, der hed Heimat, – landboerne har en fætter i byen, som bliver arbejdsløs og hvis familie sulter.)

Uden tilknytning til indlægget - jeg var på en skøn spadseretur i dag -- man kunne selvfølgelig godt filosofere lidt over det at gå mod lysere tider

Uden tilknytning til indlægget – jeg var på en skøn spadseretur i dag —
man kunne selvfølgelig godt filosofere lidt over det at gå mod lysere tider

I skolen sang vi “De Mørke Fugle Fløj” – ved gry med motorstøj, en sang om angrebet på Danmark 9.april 1945. Den dato og 4. maj blev stadig grundigt markeret.

Der gik rygter om at vores håndarbejdslærerinde fru Fisker, en dygtig og meget sød dame, som magtede at undervise drenge i håndarbejde (jeg kan stadig stoppe strømper og sy korssting …) havde så små fødder, fordi tyskerne havde hugget hendes tæer af. Jeg tror ikke hun kunne gå så godt, hvis den historie var rigtig, på den anden side … det blev ikke dementeret.

Nogle af lærerne var berygtede for at være skrappe. Når vi legede med hønseringe var der somme tider én, som sagde “han jøder ham” – det betyder han snød. En af de skrappe lærere sagde en dag til mig – meget venligt, så venlig plejede han ikke at være! “det udtryk skal du ikke bruge!” Han nærmest hviskede det.

Den skrappeste lærerinde, som ofte gik med en læderhue af den slags, piloter brugte, var en dag vikar for os og benyttede lejligheden til at fortælle, hvordan hun som barn var blevet fanget i Wien fordi verdenskrigen brød ud (WWI!) og hendes levende fortælling gjorde det jo soleklart, at sådan en krig påvirkede alt og alle.

Efter ca. 12 års alderen kunne jeg jo selv læse, og vi lærte også lidt om WWII, men ikke før sidste gymnasieår fik vi mere at vide om Danmarks holdning op til WWIIs udbrud.

============================================================

Dette indlæg burde komme lige efter indlægget om skyttegravsfod og sokker; Det er imidlertid vanskeligt at skrive om svage erindringer, – vanskeligere end at skrive de fleste andre småstykker her, og det er også lidt sjusket: jeg har ikke lavet research på traume-overførsel; men det er forhåbentlig også bedre med korte indlæg, selv om de så ikke har alle nuancerne med.

Man kan få indlæggene “Skyttegravsfod” og “Tavshed” til at stå over hinanden ved at vælge “vis kategori Ord“, eller vælg vis alle indlæg tagget (mærket) med WWII.

Advertisements

Written by Donald

Friday, January 13, 2017 at 23:03 UTC

Posted in Ord

Tagged with

9 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Hukommelse er noget svært noget, især barndomserindringer. Gennem mit lange liv med overordentligt mange gode fortællere, folk, der gerne ville delagtiggøre mig i deres erfaringer, så jeg kunne tage ved lære, og så oplevelsen af de samme menneskers forvirring, når de som ældre blev angrebne ar dementia og Alzheimers, og deres fortvivlede forsøg på at få tingene til at hænge sammen ved at konstruere en årsagssammenhæng, har gjort mig opmærksom på, at man bliver nødt til at tage visse erindringer og erindringsforskydninger og holde dem op mod egne og andres erfaringer. Hvornår får børn, f.eks en rimelig opfattelse af begrebet penge og deres værdi i forhold til forbrugsmuligheder og personlig status?
    “Vi har ingen penge, vi er nogle fattigrøve!”
    Altså, vi havde ikke penge, til gengæld havde mine forældre, da jeg var 10, 5 børn: vi havde tøj nok, både til hverdag, leg og arbejde i haven, skole og fest. Vi havde en kone, som hjalp med rengøring og gik til hånde. Vi havde bil. Vi gik aldrig sultne i seng. I modsætning til vor farmor i Eskildsgade havde vi bad, med rindende varmt og koldt vand: farmors store hjørnelejlighed mod Halmtorvet havde fået wc, men der var kun en plads til en lille håndvask.
    Og vi kom på ferie i pensionat hos Grethe på Fjellerupstrand.
    Alligevel hørte vi tit: Vi har ingen penge. Det har reddet min mindre søster som en mare, hun kunne ikke forstå, hvorfor vi kørte rundt 5 børn i en folkevogn, når hendes veninder kørte i Mercedes. Jeg havde ikke rigtigt problemer med det, selv om jeg da godt kunne tænke mig nogle flere. Jeg gik vist i 2 klasse, har vel været 7 år, da jeg fik tjansen med at finde grønt til bagerens kaniner, eller hjælpe ham med at øse vand op fra kælderen. Det gav ikke penge, men daggamle kager, dem, man i Danmark kvaste i kødhakkeren og trillede til romkugler o.lign., i følge rygterne. Så kunne man give kage, også til de voksne, og så var renomméet på plads.
    Min mindste søster sagde:”Én penge, to penge…” så det har jeg vel også gjort. Det gør børn. Men hvornår går det op for børn, at den lille sølvfarvede krone er mere værd end den store kobber-femøre? Syd for grænsen havde vi en lille 50-Pfennig, og en stor Groschen, en 10-Pfennig. I London mødte jeg små sixpences, og store pennies, halfcrowns, threepence: så børn havde vel i alle disse lande en ret forvirret start på mht at indrangere penges indbyrdes værdi. Og sociale betydning.
    Jeg var ulveunge, og solgte Spejderjul: altså et dansk blad, i Tyskland, og fik solgt en del, man skulle jo være nummer ét. Men jeg oplevede også, at en ung kone var lidt berejdende overfor min kammerat:” Du ved da, at det har vi overhovedet ikke råd til, selv om vi gerne ville!”
    Konen fik først et forhold til penges værdi, da hun som 9-årig blev købt til at hjælpe med opvasken af de ældre søskende: fik de 10 kroner, fik hun en håndfuld 5-ører, og var glad og tilfreds.
    Når jeg tog med Far og præsten til Kiel for at holde gudstjeneste med den danske menighed der, så jeg de udbombede gader, lige som de enkelte gange, vi var i Hamborg. Selv i 1964 i London oplevede jeg huskratere i området Barbican, ved Aldersgate.
    Men jeg blev langt mere foruroliget af ugerevuen i biografen, hvor vi så tog fra Ungarn, hvor mennesker i hundredevis lamrede sig til taget eller dørene for at flygte for russerne. Og hver dag, lige efter den tyske skoleradio, oplæstes Røde Kors’ lister over folk, der ledte efter familiemedlemmer: NN leder efter sin moder, sidst set i Königsberg Februar 1945, osv, osv…” Det tog en halv time. Hver dag.
    Eller min fysiklærer fortalte om fangelejren i Sibirien, -35 grader, hjemkomsten i trætøfler, uden negle på tæerne.
    Musiklæreren, der havde været soldat i Belgien og Holland. Som 16-årig. Han fortalte ikke, at han deserterede. Men min fader skrev derom i bogen Tidehverv/ Mens Kalle var i krig.
    Undskyld, det blev lidt langt, men det er rart at have mulighed for at rekapitulere sine erindringer, og delagtiggøre andre! 🙂

    AagePK

    Saturday, January 14, 2017 at 8:39 UTC

    • Langt er godt her – de billeder du fik set, er så forskellige fra mine. Der gik 50 år før jeg mødte en skoledreng fra Vestsjælland (han var også blevet 50) og forstod at det var meget forskellige barndomme, vi havde haft. Min mor fik penge af en veninde, som hjalp hende med at holde os påklædt.

      Vi var “fattige”, men hun klarede at give os relativ stor tryghed. Fattig var hun, men ikke fra landet og ikke dysfunktionel. Det hænger også sammen med at min mor gik fra min far, da han bad hende om at vidnede falsk i retten vedrørende hvor han havde været. Mange år senere sagde han at jeg måske nok havde en halvsøster. Og han truede hende iøvrigt med at hun ikke kunne blive boende i DK. Jeg har vist fotograferet det beroligende svar, som Dagbladet Politikens jurist gav min mor. Det var dengang utænkeligt at udvise en mor med to danske børn.

      Det er sødt som du beskriver din lille søster! – Hendes forhold til penge er netop det, som gør mig og skolelærer Anne Schonhaug bekymrede over at man virkelig mener at vi kan lave et samfund uden mønter og sedler. Jeg tror nu ikke hun har taget skade af at vaske op for sine storesøskende, men hun har måske ikke den grundlæggende tillid til andre mennesker, efter at hun opdagede, hvordan de snød.

      Turen til Kiel og Hamburg må have været noget af en oplevelse. Jeg fik et glimt engang ca. 1958, da min mors ungdomsveninde, Emma Günster, og hendes mand kørte os til Køln, her så jeg en ruin med skudhuller, et køkken, hvor halvdelen manglede. Men ellers var der selvfølgelig ryddet op. En bygningsmaler fortalte, at han gerne ville have været musiker, men så kom krigen. Gad vide hvordan vi kom i snak med ham.

      Vi kørte jo ikke rundt i nogen bil, efter at mine forældre var flyttet tilbage til DK, og selv om jeg husker at der var store biler (taxi’er), så var der meget få biler. Der var import-restriktioner. En læge kunne få dollar-tilladelse: en læge i Boyesgade, hvor vi boede, havde fået lov at købe en stor Studebaker “Torpedo” bil, Studebaker Champion 1951 tror jeg.

      Åh, nu ser jeg pludselig et andet billede. Indtil for nylig, måske for 10 siden, måske 20 år … (for nylig, haha) … havde droske-kuskene, kapervogne, mulighed for at tage kunder på Rådhuspladsen, længst væk fra Rådhuset, efterhånden blev spærret, så det ikke var gadeareal for gennemkørsel, men taxi-bane og så bus-bane. De sidste gange, jeg så kapervogne dér, var det mærkedage og de mulige ture gik vistnok kun til Tivoli. Men da jeg var barn husker jeg at have set dem slå kuskeslag, biler var dyre, taxi/taxa-biler var særdeles dyre, og så må der have været behov for en droske en gang imellem. Men jeg kan jo prøve at slå op og se efter, hvor længe der kørte hestedrosker i Kbh.

      Donald

      Saturday, January 14, 2017 at 13:52 UTC

      • Hestedrosker i Kbh.: Nej, det har ikke været til daglig brug, selv om der var benzinrationering. Men jeg fandt to historiske oversigter, som jeg må læse lidt mere af – senere.

        Donald

        Saturday, January 14, 2017 at 14:06 UTC

  2. Traumevandring blev jeg egentlig første gang opmærksom på da jeg læste Sven Arvid Birkelands bøger om danskere som var deltagere i WWII på alle mulige måder. Det viste sig at forældrenes traumer, som forblev ubearbejdede og ubehandlede kunne genfindes hos deres børn og børnebørn i en eller anden form. Se fx http://www.fyens.dk/odense/De-glemte-ofre-og-boedler/artikel/885219
    Om din fars skamfølelse var udtryk for et traume, der blev sendt videre, så at sige, ved jeg ikke, men tavsheden om nogle emner, som fortyrrede og gav anledning til reaktioner, kan måske i en eller anden grad være gået videre.
    I Aages kommentar kan man se, at der ikke manglede det nødvendige for at få dagligdagen til at fungere, men alligevel har der været en eller anden problemstilling med de manglende penge. Et eller andet forstyrrende er måske fortsat hos hans søstre, der tydeligvis var generede af det. Og hvis ikke, er det alligevel en illustration af hvorledes noget uforløst fortsat har effekt.
    Det er sikkert bedre at kalde disse fænomener “ømme punkter”, som Donald gør, og ikke egentlige traumer.

    Jørgen

    Monday, January 16, 2017 at 20:28 UTC

    • Jeg kan huske at du har nævnt det og jeg husker det. Der er nogle af mine forældres “uvaner”, som jeg desværre har givet videre overfor min søn, og det gør mig ondt at man trods erkendelse af at man er hvad man er rundet af, kan have svært ved at gøre tingene bedre overfor sine børn.

      Donald

      Tuesday, January 17, 2017 at 10:23 UTC

  3. “Tak er kun et fattigt ord,” sang Poul Bundgaard. Og det er for mig noget sludder: TAK siger jo alt.
    Men vi har jo for nyligt haft diskussionen om Fattig-Carina og Dovne-Robert. Jeg har rejst i Bolivias bjerge, og Indiens storby Chennai, såvel som gået rundt imellem Trankebars fiskerhytter: der var sandelig ikke meget brød at bide i nogen af stederne. Der var absolut ingen tvivl om, at de var fattige, de lever på et eksistens-minimum. Alligevel: mage til glade unger og utvungne voksne skulle man da lede længe efter. Især i Trankebar har de meget nemt til smil.
    Så kan vi tage den anden yderlighed: hvem vil gerne bytte med Donald Trump? Ikke jeg! Så hellere bo i en hytte på stranden i Tamil Nadu!
    Og når jeg ser på mine elever, og andre medborgere, og tænker på min søsters opfattelse af vor families “fattigdom”, mener jeg, at det afgjort er i sammenligning, at folk føler sig fattige. “Det ser ud, som om de andre har mere, altså må jeg være fattig!” Med Trump in mente: Det er ikke alt guld, som glimter.

    AagePK

    Tuesday, January 17, 2017 at 6:33 UTC

    • Popsange og smukke revyviser er jo kun en måde at udtrykke nogle ting, og de rammer ikke præcist eller bredt – ikke altid. Bundgaard ville så gerne kunne sige noget mere, gøre noget mere end blot at sige nogle ord.

      Ord kan være farlige. Uffe Ellemann siger at CIA er ved at indskærpe overfor Trump, at han skal passe på ordene!

      Fattigdommen, som din søster oplevede, kan meget vel være frygten for at det går skævt. Man er på det yderste, har taget hul på opsparingen eller de sidste varer i fadeburet og ved ikke hvordan morgendagen bliver. Hvis man så ikke har familien som sikkerhedsnet (de er langt væk) så er man fattig. Eller føler sig sådan. Eller føler at man er i fare for at dumpe ned fra den “klasse” man tilhører, de pæne folk, som man har omgåedes med.

      (Den form //har omgåedes// måtte jeg lige slå op i Korpus, ordnet – det viser sig at jeg husker rigtigt, sådan siger man. Jeg tror ikke at jeg før har brugt det udtryk på skrift.)

      Donald

      Tuesday, January 17, 2017 at 10:31 UTC

      • Jamen, problemet er jo, som jeg skitserede det, at min søster ALDRIG har oplevet fattigdom på egen krop, det har de færreste danskere siden 1950, er min påstand. Men de har FØLT sig fattige, og følelser er reelle nok, de skal tages alvorligt: i min bog hjælper det bare ikke at stikke vedkommende en chek eller et uudtømmeligt dankort: følelserne sidder mellem ørerne, og man skal i en eller anden behandling herfor.
        Vi havde jo både klæder, endda både til vinter og sommer, og til at skifte med; vi fik mad hver dag, og huset var varmt; der var rent vand i hanerne, både varmt og koldt, og wc’et virkede.At de andre kørte i Mercedes, og vi i VW, kunne jeg så absolut ikke tage mig af: men det var der, hun følte sig fattig.

        AagePK

        Tuesday, January 17, 2017 at 16:02 UTC

        • Men man kan da godt være bange for fattigdom, selv om man ikke har oplevet den på egen krop? Man ser “lissom” resultatet af at have lidt færre ressourcer: man kører en VW (som dog ikke var så ringe endda!) og man er måske en pige (eller dreng), som sammenligner sit kluns med hvad de andre har på.

          Jeg tror også vi snakker om de her forskellige definitioner af fattigdom, just i disse dage kom OXFAM ud med rapport, som viste at godt nok var 700 mio. mennesker på verdensplan kommet ud over fattigdom som den hidtil var defineret, men forskellen til de rigeste var større! ***og*** det var en fattigdomsgrænse som lød på 1.25$ om dagen (husker jeg mon rigtigt? var det lidt højere nu?)

          Jeg kunne heller ikke tage mig af, hvad de andre i skolen kørte i. Jeg tror at mine skolekammerater var middelklasse alle sammen, og min mor gjorde alt, hvad der skulle til for at signalere middelklasse.

          Men når jeg nu tænker på mine teen-age år, så bliver jeg rystet igen helt ned i min grundvold, jeg kan ikke finde ord; det var mest forholdet mellem mine forældre, som var problematisk. Jeg havde ikke nogen at tale med om de ting, – en hel række ting omkring familieforholdene. Jo, forresten, én gang blev jeg set, – da vores tegnelærer så en tegning jeg havde lavet af en færge. Hvorfor jeg havde lavet den? Jeg var på vej over til Malmö for at besøge min far.

          Donald

          Wednesday, January 18, 2017 at 10:58 UTC


Comments are closed.