Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for January 13th, 2017

Tavshed der taler

Jeg kan huske Jørgen har nævnt, at traumer i en vis forstand kan gå i arv. Her er nogle af mine erindringer om en tavshed, som jeg tror viser mekanismen om hvordan “de ømme punkter” går i arv. Det er klart, at lidelser, som man ikke selv har haft, ikke direkte udøver et mentalt pres, men de kan måske lukke en dør hvor tankerne og spørgsmålene ellers burde springe frem, således at det nye menneske lærer noget om sine forfædres eksistens.

Af en eller anden grund husker jeg også en følelse, som ikke direkte har med mine forældres tavse punkter at gøre. Som barn – meget lille barn – har jeg en gang undret mig over, at der var mennesker i bilerne. Jeg erindrer en 1950-taxa, hvor man sad bag en rude til chaufføren, og der var klapsæder, så der kunne være flere børn. Jeg kunne sagtens se meningen med det, jeg kunne se, at det, der udefra lignede et dyr af metal med flade øjne, indefra var en lænestol med vindspejl. Men som sagt, det undrede mig. Der var en forbindelse mellem kørende maskiner og noget umenneskeligt, noget fjendtligt, om man vil.

På samme måde undrede det mig, at der var så mange smukke huse, og der boede åbenbart mennesker ligesom os i de huse, der var mange lejligheder langs Vesterbrogade, og hvor fik alle de mennesker penge fra (vi havde ikke nogen penge). Der måtte være nogen, som havde råd til at bygge huse, råd til at købe det, der var i butikkerne. Det var nu ikke ret mange af den slags mennesker, man så på Vesterbrogade. Når man så fangede et billede af udbombede huse i Tyskland, så kunne man jo godt se, at hele samfundet kunne vælte.

Men nu til de voksnes reaktioner:

Jeg husker at vi børn gik tur med børnehaven fra Valdemarsgade, sidegade til Vesterbrogade (København) 3 og 3 og med hinanden i hånden, og når vi så en flyver, råbte vi NÆH! SE EN FLYVER! Eller EN JAGER! Farbror Hans havde bygget et fly; jeg tænkte “Måske er det ham, der sidder deroppe og kigger ned!” Jeg var helt tryg.

En dag var der én af børnehavelærerinderne, som sagde at “det var ikke noget at råbe hurra for” – det blev antydet, at de kunne være farlige.

Aha, samfundet kunne vælte. Korea krigen i radioavisen (jeg forstod ikke noget som helst – kun ordet krig, og det var langt væk, jeg var for det meste meget tryg.)

Min far og mor var i Iran under WWII. Der var en Amerikansk officersklub, og min mor hjalp. De havde et hus og en stor bil. Det talte de ikke meget om, kun i ganske få situationer. Iran var besat af de Allierede. Der blev transporteret store mængder gods som støtte til Sovjet (Stalin) og den Transiranske Jernbane, som min far havde haft arbejde for, blev udvidet og forstærket i flere omgange. Han må have tjent penge ved at handle med forsyninger. Ikke en lyd.

Rejsen hjemad gennem Baku og Leningrad hørte vi heller ikke meget om. Det var krigshærgede områder, så meget vidste jeg, men ikke en lyd om hvad mine forældre så – andet end at de Russiske hotelfolk var overmåde venlige og hjælpsomme.

Senere fandt jeg ud af at min far skammede sig, han havde på et tidspunkt troet, at Adolf Hitler var løsningen på fattigdommen og arbejdsløsheden (denne fattigdom så jeg mange år senere skildret i en TV-serie, der hed Heimat, – landboerne har en fætter i byen, som bliver arbejdsløs og hvis familie sulter.)

Uden tilknytning til indlægget - jeg var på en skøn spadseretur i dag -- man kunne selvfølgelig godt filosofere lidt over det at gå mod lysere tider

Uden tilknytning til indlægget – jeg var på en skøn spadseretur i dag —
man kunne selvfølgelig godt filosofere lidt over det at gå mod lysere tider

I skolen sang vi “De Mørke Fugle Fløj” – ved gry med motorstøj, en sang om angrebet på Danmark 9.april 1945. Den dato og 4. maj blev stadig grundigt markeret.

Der gik rygter om at vores håndarbejdslærerinde fru Fisker, en dygtig og meget sød dame, som magtede at undervise drenge i håndarbejde (jeg kan stadig stoppe strømper og sy korssting …) havde så små fødder, fordi tyskerne havde hugget hendes tæer af. Jeg tror ikke hun kunne gå så godt, hvis den historie var rigtig, på den anden side … det blev ikke dementeret.

Nogle af lærerne var berygtede for at være skrappe. Når vi legede med hønseringe var der somme tider én, som sagde “han jøder ham” – det betyder han snød. En af de skrappe lærere sagde en dag til mig – meget venligt, så venlig plejede han ikke at være! “det udtryk skal du ikke bruge!” Han nærmest hviskede det.

Den skrappeste lærerinde, som ofte gik med en læderhue af den slags, piloter brugte, var en dag vikar for os og benyttede lejligheden til at fortælle, hvordan hun som barn var blevet fanget i Wien fordi verdenskrigen brød ud (WWI!) og hendes levende fortælling gjorde det jo soleklart, at sådan en krig påvirkede alt og alle.

Efter ca. 12 års alderen kunne jeg jo selv læse, og vi lærte også lidt om WWII, men ikke før sidste gymnasieår fik vi mere at vide om Danmarks holdning op til WWIIs udbrud.

============================================================

Dette indlæg burde komme lige efter indlægget om skyttegravsfod og sokker; Det er imidlertid vanskeligt at skrive om svage erindringer, – vanskeligere end at skrive de fleste andre småstykker her, og det er også lidt sjusket: jeg har ikke lavet research på traume-overførsel; men det er forhåbentlig også bedre med korte indlæg, selv om de så ikke har alle nuancerne med.

Man kan få indlæggene “Skyttegravsfod” og “Tavshed” til at stå over hinanden ved at vælge “vis kategori Ord“, eller vælg vis alle indlæg tagget (mærket) med WWII.

Advertisements

Written by Donald

Friday, January 13, 2017 at 23:03 GMT+0000

Posted in Ord

Tagged with