Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Skyttegravsfod – hvor vigtige er det lige med sokker?

Dette indlæg handler om nogle sider i en bog af Antony Beevor om de sidste måneder af WWII i Belgien – mest om livsforholdene på begge sider af fronterne. Og det er kun ganske få billeder/sætninger, som jeg trækker ud – det lover jeg! Man behøver ikke at klikke på billederne for at læse et par sider fra bogen.

Undskyld mig at jeg vender tilbage til betragtninger over forlængst skete begivenheder, men jeg er efterhånden helt sikker på, at WWII formede vores forældre og lærere på en måde, der ikke er set før og ikke siden; de var milde og forsigtige, de forstod værdien af et oprør og de accepterede på en eller anden led vores manglende interesse i skolefagene, når livets alvor begyndte at rulle ind over os i slutningen af gymnasieårene. Jeg kan se at jeg bliver nødt til at uddybe det – det må så blive et indlæg i morgen.

Trench-foot, skyttegravsfod, er ikke det samme som frost-bite eller koldbrand, men er også invaliderende og kan nødvendiggøre amputation. Det forekommer, når fødderne er våde og kolde (16°C og derunder) i længere tid, så huden går i opløsning og der kommer sår og svamp.

Det var tydeligt under WWI. I WWII forekom det i vinteren 44-45, hvor de Allierede havde forestillet sig at Tyskerne gav inden vinteren. Men Tyskerne prøvede at samle tropper til et modangreb, kendt som “The Battle of The Bulge” som kostede ca.200,000 mennesker livet, 91,000 Allierede og ca. 110,000 Tyskere (angives til mellem 68,000 og 125,000!!!)

Forsyninger til den Tyske hær skulle komme fra området ved byerne Hürtgen og Schmidt; slaget om dem varede fra 19.September ’44 til 15 Februar ’45 og er det længste slag US Army nogensinde, og kostede 140,000 Amerikanere livet. Det taler man sjældent om fordi der er andre begivenheder, som var mere vigtige.

Lederne på de Allieredes side havde ikke (iflg. Beevor) sat sig ind i problemerne med krigsførelse på stejle bakker med høje graner hvor tanks ikke kunne køre og hvor soldaterne ville blive beskudt så snart de rejste sig fra en beskyttet stilling.

Alle soldater led under efterårets kulde og regn. Når det ikke regnede, dryppede det fra træerne. Rustne våben og dårlig ammunition gav problemer, uniformer og støvler rådnede og gik i opløsning.

Beevor:

Men were told to keep their spare socks dry by putting them inside their helmets, and to use the buddy system, rub each other’s feet briskly and sleep with their feet up to help circulation.
[…]
Trench foot rates soared as men were simply doomed to shiver under pelting rain and chew on cold rations. As heater and cooker, some resorted to using a C-Ration can filled with earth soaked in gasoline, which they dug into a hole a foot deep. They would then warm up their food or liquid in a larger No.10 can […]

De skulle da ikke gå glip af Thanksgiving, mente Eisenhower, der som de fleste andre i toppen ikke havde forstået alvoren af de allieredes fejlbedømmelse af Hürtgen slaget:

For 23. November, Thanksgiving Day, Eisenhower had ordered that every soldier under his command should receive a full turkey dinner. Battalion cooks tried to comply in the Hürtgen Forest, if only with turkey sandwiches, but as men climbed out of thier foxholes to line up, they were hit by German artillery fire. A major who witnessed that day of heavy casualties, confessed that he had never been able to eat another Thanksgiving dinner again.

Oven i det kommer at der blev sendt “replacements”, nye tropper, som ikke var uddannede. “Bruger de skarp ammunition ved fronten?” spurgte en nyankommen … (Beevor har noter og kilder, han videregiver ikke skrøner.)

Beevor’s bog har ikke nye oplysninger, men er en opsamling af existerende viden om WWII 44-45 i Vesteuropa. Han prøver at give et overblik, men i de første kapitler springer han frem og tilbage i tiden for at give en fornemmelse af omgivelserne, stederne, og menneskene; det kan virke lidt forvirrende. Efter 15.December får vi begivenhederne dag for dag, men det er egentlig skildringen af de mennesker, som kæmper, som bevæger mest.

Advertisements

Written by Donald

Wednesday, January 11, 2017 at 21:47 UTC

Posted in Ord

Tagged with ,

2 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Du har, tror jeg,så ganske ret i at krig bedst forstås via detaljer og de enkelte menneskers oplevelser.

    Jørgen

    Friday, January 13, 2017 at 15:20 UTC

    • De grusomheder, som den enkelte soldat oplever, kan ikke forstås hvis de omskrives til “tabstal” eller casualties. Beevor har gjort sig umage med at få det hele med, så man næsten kan se det for sig. Og lære at man ikke skal ønske sig krig!

      Donald

      Saturday, January 14, 2017 at 2:12 UTC


Comments are closed.